Hvad er biskopper til? Sådan spurgte man engang præsten Vilhelm Beck, der foruden at drive et stort missionsarbejde i Danmark igennem foreningen for indre mission også havde sit daglige udkomme som landsbypræst. Og Beck skal have svaret: Til ulejlighed!.
Gennem tiderne er der givet ret forskellige svar på, hvad biskopper er til for. Ansgar var i 800-tallet vores første biskop. Reelt var hans opgave at drive mission, for missionsarbejde måtte ud fra en romerskkatolsk forståelse begynde med en biskop, der kunne døbe og indvie kirker og præster.
LÆS OGSÅ: Biskopper skal være bedre ledere
Ved reformationen skete der det, at de stolte bisper i fængsel blev bragt. Kongen overtog styringen af kirken og gjorde den luthersk i indhold. Biskopper med politisk magt ville man ikke mere have, men blot superintendenter til at føre tilsyn med den lutherske lære i kongens kirke.
Kongens frygt for stærke biskopper viste sig snart ubegrundet, og kongen blev støttet af biskopperne, da enevælden blev indført i 1660. Den stærke kongemagts biskopper førte tilsyn med kirker, skoler og socialvæsen, og de skulle hjælpe præster i svære afgørelser om dæmonbesættelser og bandsættelser. Kirkeledere var de egentlig ikke, for nogen selvstændig kirke havde Danmark slet ikke i den periode. Kongen tog selv ansvar for indbyggernes religion. Præster og biskopper var hans hjælpere, der naturligvis kunne fyres igen af kongen. Sådan var det gået Anders Arreboe i 1622, og sådan gik det D.G. Monrad, der i 1854 blev afskediget som biskop af politiske grunde.
Med den grundlov, som samme Monrad havde skrevet udkastet til i 1849, var der lagt op til en mere selvstændig folkekirke. Grundloven skelnede nu mellem staten, der understøttede folkekirken, og folkekirken, hvis forfatning skulle ordnes ved lov. Dermed blev det aktuelt, om biskopperne skulle optræde som egentlige ledere i en mere selvstændig kirke. Siden har der været to linjer i tænkningen herom: En embedslinje over for en menighedslinje.
Flere kirkeforfatningsforslag i 1800-tallet gav biskopper/præster meget stor indflydelse på en fri folkekirkes forfatning, og biskopperne begyndte også selv at mødes til bispemøder. I årene 1883-1901 havde man ud fra denne tankegang et kirkeråd bestående primært af landets biskopper.
LÆS OGSÅ: Tidens debat dikterer biskoppers synlighed
I 1939 var der lagt op til en grundlovsændring, der pålagde politikerne at rådføre sig med landets biskopper, før man foretog kirkelig lovgivning. Hvis forslaget ikke var faldet knebent ved folkeafstemningen, kunne vi i dag have haft formel vægt på biskopperne som kirkens ledere (embedslinjen).
Ud fra menighedslinjen har andre derimod bekæmpet enhver tanke om kirkeforfatning og Kirkeråd. I stedet har de lagt vægt på, at Folketinget var valgt af den danske befolkning og dermed var en repræsentativ forsamling for folkekirken. Det var en tankegang, der gav mere mening i 1900, da endnu 99 procent af befolkningen var medlemmer, end i dag, hvor medlemskabet af folkekirken er under 80 procent i befolkningen og endnu lavere i Folketinget.
Det store spørgsmål er nu: Hvordan skal balancen være mellem biskopper, præster og lægfolk i et eventuelt kommende organ, der eksempelvis skal have ansvar for kirkens indre anliggender?
Bispeembedet har også ud over det aktuelle ledelsesspørgsmål ændret sig drastisk over tid. Engang var præsterollen nærmest uændret i slægt efter slægt, men nu er præsterolle og menighedernes selvopfattelse under forandring, og det kalder på megen vejledning og opmuntring fra biskoppen. Tidligere var biskoppen primært prædikant, men nu er der også forventninger om medie-synlige biskopper. Syd for grænsen hedder det i den nye nordtyske kirkes love, at det af biskopper forventes, at de bringer evangeliets stemme ind i den samfundsmæssige diskurs og tager offentligt stilling til åndelige og etiske spørgsmål.
Bispeembedet er noget af det mest faste i dansk historie. Det var her, før Danmark blev Danmark. Til gengæld er stillingens indhold forandret ganske betydeligt.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet