Der er mindst et dusin forskellige forståelser af folkekirken i spil i de nordeuropæiske folkekirker.
I det arbejde med en ny ledelsesform, som folkekirken står over for, er det vigtigt, at den teologiske forståelse af folkekirken holdes klar. Så vidt jeg ser, er der ganske stor enighed om hovedlinjerne. Folkekirken forstås ud fra den treenighedsteologi, som især Grundtvig har fremført med en styrke, der gør det muligt at undgå ensidige folkekirkesyn, som man ofte finder i andre lande.
LÆS OGSÅ: Folkekirken står ved en korsvej
Folkekirken forudsætter for det første en tro på Gud som alle menneskers skaber. I tiltro til Guds skabelse kan folkekirken gå ud fra, at alle mennesker har hjertet på rette sted. Derfor er de velkomne og kan bruge kirken og bruges i kirken, som de er. Der er således gode teologiske grunde til, at folkekirken må være en åben kirke.
Folkekirken forudsætter for det andet, at Guds kærlighedshandling ved Jesu Kristi fødsel, liv, død og opstandelse er sket, fordi Gud elsker verden, det vil sige alle mennesker og ikke bare de specielt kirkelige. Dermed er folkekirkens hovedopgave den at gøre Jesus Kristus kendt og troet blandt alle mennesker. Overalt må kirken i ord og handling søge at præsentere og repræsentere budskabet om Guds kærlighed i Kristus over for alle slags mennesker.
Endelig forudsætter folkekirken som det tredje troen på Helligånden som den skaberånd, hvormed Gud skaber nyt i dag. Helligånden skaber troen i menneskers hjerter, og dermed skaber den det kristne fællesskab i og ud fra kirken. Kirken er derfor ikke kun en menneskelig foranstaltning, men et nyt folk ud af, midt i og på tværs af alle folk.
Denne form for kirkelig selvforståelse betyder, at teologien ikke dikterer en bestemt styreform for kirken.
Man kan sætte de syv bedste mænd i byen til at lede, som man gjorde det på reformationstiden, indtil kongen og senere staten tog over. Men man kan også indføre en demokratisk ledelse i kirken, ikke blot på sogneplan, hvor vi har menighedsråd, men helt til tops i kirken. Er ledelsen i samfundet demokratisk, taler det for, at den også bør være det i folkekirken, som efter sin selvforståelse er tæt forbundet med folk og samfund.
I folkekirkelige kredse, som ellers hylder demokrati som styreform i samfundet, er der ofte en vis skepsis over for demokrati som ledelsesform i folkekirken. Det skyldes øjensynligt, at man har levet for isoleret i den statsstyrede folkekirke og derfor ikke har erfaringer med demokrati i kirken.
Der er mange gode erfaringer at tage ved lære af, hvis man besøger for eksempel de nordiske lande og Tyskland eller England. Men der er også solide erfaringer fra demokratiske arbejdsformer i nogle af de frie kirkelige organisationer. Jeg vil som eksempel gerne nævne Danmission, hvor jeg har været med i repræsentantskabet i 30 år, heraf knap 10 år i bestyrelsen.
Danmissions repræsentantskab, der vælges på stiftsplan af de aktive medlemmer og medarbejdere i det frivillige arbejde, består af små 300 medlemmer, der mødes en weekend om året. Repræsentantskabet fastlægger de overordnede retningslinjer for arbejdet og vælger en bestyrelse på 12 personer, som så leder arbejdet gennem året i samvirke med en generalsekretær, der er daglig leder, sammen med forskellige andre ansatte.
Indimellem forfalder bestyrelsen til at tænke, at det er besværligt at skulle drøfte og vedtage komplicerede sager i en stor demokratisk forsamling som repræsentantskabet. Så prøver man at stille repræsentantskabet over for en færdig løsning, som ikke rigtig lader sig diskutere. Men hver gang det sker, reagerer repræsentantskabet ganske kraftigt og kræver at blive inddraget i beslutningerne. Og når så det er sket, kan man hver gang konstatere, at de beslutninger, der kom ud af de brede drøftelser, er bedre end det, som bestyrelsen selv nåede frem til. Der er mange grunde til at tro, at folkekirken vil opleve det samme, den dag der også her indføres et reelt demokrati på alle planer.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet