Kan en årsopgørelse fra skattevæsenet være ukristelig?
Min var det i år: 0,48 i kirkeskatteprocent står der. Det er jo helt til grin. Skulle kristendommen virkelig ikke være mere værd end det? Ved nærmere eftersyn er jeg sat i skat efter Frederiksberg-takster, fordi vi boede der de første uger af 2009, mens vores bolig i Hvidovre var under renovation. Nu er vi heldigvis tilbage i Hvidovre Kommune med en smule mere anstændig kirkeskat på 0,72 procent.
Der er særligt to myter, man får serveret på officielt folkekirkeligt papir, når man slår til lyd for en rimelig kirkeskat. For det første: Sætter man skatten op, så falder de samlede indtægter, fordi flere melder sig ud. Der er ikke skygge af bevis for den påstand, selvom nok så mange højtlønnede kirkeledere besynger den. I 2010 svinger kirkeskatteprocenten mellem 0,5 og 1,5 – uden antydning af, at flere melder sig ud, hvor kirkeskatten er højest.
For det andet: Der kan ikke røres ved systemet, for folkekirkens økonomi har en indbygget økonomisk udligning. Det er jo noget notorisk vrøvl, når man bygger på kirkeskatteprocenter, der svinger mellem 0,5 og 1,5.
Som en utilsigtet konsekvens af Tove Fergos (V) kirkeministertid kan menighedsråd og provstiudvalg i dag frit fastsætte lokalkirkeskattens størrelse.
Med mange uhensigtsmæssigheder til følge holder Kirkeministeriet fast i, at landskirkeskatten er underlagt det politiske skattestop – uden hensyn til, at "kirkeskat" ikke er skat, men medlemsafgift til folkekirken. Indtil vi får en kirkeminister, der kan tænke konsekvent kirkeligt, er der kun én ting at gøre: få gang i en veltilrettelagt og velkommunikeret stigning i lokalkirkeskatten.
Staten, skolen og familien er for tiden helst religionsneutrale. Kristendommens fremtid i Danmark afhænger derfor af folkekirken. Kommer den ikke snart i arbejds-tøjet, bliver der ikke meget kristendom tilbage til vores oldebørn. Kristendommens akilleshæl er, at folkekirken taber i bredden i disse år. Uden for den store folkekirkelige midterbane er der et stort og voksende mindretal, som aldrig har kontakt til kirke og kristendom. De sendes ud i den kirkelige periferi. Det sker langsomt, men meget sikkert – i en ganske dybtgående proces.
På det kirkestatistiske plan er det særligt udviklingen i medlems-, dåbs- og konfirmationsprocenter samt udmeldelsestal, der peger på, at folkekirken mister bredden i disse år. Går vi til holdningerne til kirke og kristendom, findes der en næsten uendelig lang række undersøgelser, der peger på det samme. Udviklingen er ikke til at tage fejl af.
Mange i folkekirken har sans for breddeindsatsens vigtighed. Herluf Eriksen vil have midi-konfirmander, Niels Henrik Arendt vil som omtalt i avisen her i går have en massiv indsats for konfirmander i 7. klasse, organisationerne satser bravt på dåbsoplæringsmateriale, der røres stadig rundt i gryden med elektronisk kommunikation, og biskopperne småsnakker om normering af præster, som skal have kontakt med udmeldte og andre ikke-medlemmer af folkekirken. Men det er alt sammen helt ualvorligt, så længe man ikke tør tage fat på at skaffe flere penge.
Der er fortsat mere, der kan og bør gøres af frivillige i folkekirken. I det hele taget bør der satses professionelt på folkekirkens frivillighedskultur. Men folkekirken kommer ikke ud af stedet, før den får flere midler. Hvorfor har folkekirken ikke en konsekvent medlemspleje med direct mail og et blad, der kommer i 400.000 eksemplarer, som Ældre Sagen har det? Hvorfor har den ikke egnede konfirmandlejre og vigtigere endnu: 500 kristendomspædagoger, der kan holde børn og unge fangen på Sigurd Barrett-niveau? Hvorfor har folkekirken ikke et kvalificeret tilbud til den million danskere, der ikke er medlemmer af folkekirken – eller blot til de 10 procent af de døbte i hver årgang, som ikke bliver konfirmeret?
Svaret er, at folkekirkens ledelse går mere op i at holde kirkeskatten nede end at give kristendommen en chance i det danske folk.
Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere aktuelle tendenser og tiltag i kirkens verden. Hans Raun Iversen, som har skrevet denne uges kirkelige analyse, er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.