Prøv avisen

Kirkeskat! Er det her, vi skal spare?

"Kirkeskatten er et medlemsbidrag, ikke en brugerbetaling. Men man betaler også for, at folkekirken er der. Nogle ville måske kalde det en eksistentiel forsikringspolice, hvor penge det meste af tiden ikke er noget, man taler om," skriver Birgitte Stoklund Larsen. Foto: .

Årsopgørelsen fra Skat konfronterer hvert år folkekirkens medlemmer med deres udgifter til kirkeskat. Og efterhånden som borgerne bliver til brugere, vil der blive stigende fokus på, hvad man får for pengene

For en uges tid siden blev en præst på Kolding-egnen ringet op af en kvinde i sognet. Hun havde ligesom mere end to millioner danskere været inde på Skats hjemmeside for at se sin årsopgørelse. Nu ville hun gerne vide, hvad hun egentlig fik for de penge, hun betalte i kirkeskat. Præsten havde svar på rede hånd: Det handler om ret til begravelse, mulighed for, at børn kan blive døbt, unge konfirmeret, og at de gamle kirker bliver holdt ved lige. Og så at folkekirken er der, når man får brug for den.

Kvinden stiller det, man kalder et godt spørgsmål. Der er sikkert mere end én sognepræst, der har fået spørgsmålet i de seneste dage, hvor det bliver synligt for enhver, hvor meget eller hvor lidt man betaler i kirkeskat. Kvinden i Kolding ligger tæt på det gennemsnitlige med en kirkeskatteprocent på 0,94, men der er store geografiske udsving. I Gentofte er kirkeskatteprocenten 0,44, mens det tilsvarende tal for Samsø er 1,5.

Kirkeskatten er et medlemsbidrag, ikke en brugerbetaling. Men man betaler også for, at folkekirken er der. Nogle ville måske kalde det en eksistentiel forsikringspolice, hvor penge det meste af tiden ikke er noget, man taler om. Undtagen altså når årsopgørelsen kommer – eller hvis man i løbet af året ændrer sin selvangivelse. I folkekirken beder vi i tilknytning til barnedåben om, at Herren bevarer vor udgang og vor indgang, nu og i al evighed. I skattevæsenet hersker en anden logik, her gælder det år for år: Er du medlem i 2011? I denne logik kan man melde sig ind og ud, som man vil, just in case. Næppe mange gør det, men i princippet er det den mulighed, selvangivelsen foreslår skatteborgeren.

Villigheden til at bidrage til folkekirken over skattebilletten afhænger af flere ting. For det første selvfølgelig af et positivt tilknytningsforhold til folkekirken, hvad enten det er løst eller fast. Her er det ikke nødvendigvis tro, der afgør sagen – det kan også være en anerkendelse af den kulturelle arv, folkekirken repræsenterer og vedligeholder. Tøger Seidenfaden betalte for eksempel kirkeskat, selvom han ikke var døbt.

Man må dog også formode, at villigheden til at betale kirkeskat også påvirkes af ændringer i, hvordan man i øvrigt betaler for, hvad man får – for eksempel velfærdsgoder. Når brugerbetaling bliver almindelig på en række områder, skærpes opmærksomheden for, "hvad man får for pengene", præcis som kvindens spørgsmål til sognepræsten viser. Så lyder argumentet, at hvis man kan nøjes med at betale for en enkelt ydelse, et bryllup eller en begravelse for eksempel, hvorfor så egentlig betale for alt det, man ikke bruger?

For nylig måtte en familie i Frederikssund betale 1000 kroner for at få sunget to vers af Otto Leisners "En dejlig dag" i forbindelse med en begravelse. Det vakte debat – berettiget, for den type brugerbetaling er dybt problematisk, når folk betaler kirkeskat. Mogens Lindhardt og Erling Andersen slår i deres bog "Ledelse af tro" til lyd for en mere brugerrettet folkekirke, men det er værd at notere sig, at de samtidig gør opmærksom på, at det har store omkostninger, hvis man alene fokuserer på direkte ydelser. Det gælder for folkekirken selv, men det gælder også i forhold til brugerne.

Meningen med det hele går ganske enkelt tabt, hvis ikke man er i stand til at se betydningen af det almene i den enkelte ydelse. Hvis ikke der er et "mere", en autenticitet, man får med, når orglet sætter i gang, så er det ren servicekirke. Dette almene kræver, som de to skriver, "et stort fortolkende og fortællende bagland, som konstant udfolder det almene i ydelserne".

Det bagland er alfa og omega for, at kvinden fra Kolding-egnen og andre krydser ja i selvangivelsen til, at de også i 2011 er medlem af folkekirken. Ifølge sognepræsten var hun glad for at høre, hvad hendes penge gik til. "Det havde hun ikke lige tænkt på," som hun udtrykte det.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende