Når folkekirken vil være tidssvarende

Hvordan kan folkekirken få tiden i tale uden at tale den efter munden, spørger sognepræst Jesper Bacher

Diskussionen om flere veje til Vor Herre får debatten til at gløde, og sommetider bliver tiden en del af argumentationen, skriver Jesper Bacher. --
Diskussionen om flere veje til Vor Herre får debatten til at gløde, og sommetider bliver tiden en del af argumentationen, skriver Jesper Bacher. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Teologernes hundegalskab eller raseri, "rabies theologorum" på latin, er en gammel betegnelse for den skarpe tone og voldsomme lidenskab, der kan præge teologiske debatter. Kristeligt Dagblads læsere turde være bekendte med fænomenet. Alt kan gå over gevind, men da teologi grundlæggende handler om sandhed og løgn, Gud og Djævel, frelse og fortabelse, er det ikke mærkeligt, hvis bølgegangen er en anelse højere, end man for eksempel finder i en drøftelse af nye kommaregler. Uden i øvrigt at forklejne kommateringens vigtighed eller lidenskab for grammatik.

For tiden er der to debatter af teologisk vægt og folkekirkelig betydning, som påkalder sig særlig opmærksomhed. Der er spørgsmålet om kirkelig vielse af homoseksuelle og spørgsmålet om muligheden for at finde Gud gennem andre religioner. De homoseksuelle pars vej til alteret og de mange veje til Vor Herre får debatten til at gløde, og sommetider bliver tiden en del af argumentationen.

Og tiden er nok værd at agte på. Kirken må ikke blive en tidslomme, hvor de troende søger frygtsomt asyl for tidens gang. Kristne mennesker er en del af deres tid, og vil man tale til tiden og ikke forbi den, må det lægges på sinde. Fortiden er ikke hellig, fordi den er fortid og har flere år eller århundreder på bagen. En af de store middelalderpaver, Gregor VII, formulerede det sådan: "Kristus sagde: Jeg er sandheden; han sagde ikke: Jeg er sædvanen". Ikke den ringeste påmindelse både for katolikker og protestanter.

Det har heller ikke skortet på fornyelsesbevægelser i kirkens historie. Reformatorer er stået frem, vækkelser opstået, andre former og udtryk kommet til. De troende har prøvet at afdække den autentiske tro under lag af kirkelig sæd og skik. Man har søgt kildevældet, men også søgt at komme samtiden i møde, at gøre kristendommen spiselig for tidens smag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vores tid er ligestillingens tid. Det er på flere måder af det gode. Ligestilling kan være et værn om ligeværdighed og respekt for den enkelte uagtet køn, magt og status. I Jakobsbrevet fra Det Nye Testamente advares menigheden mod at pleje de sociale forskelle i deres forsamling: "I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk".

Man sporer også tankegangen i kravet om kirkelige vielser af homoseksuelle og opfattelsen af flere veje til Gud. Bør såvel kønslig som religiøs orientering ikke stilles lige? Hver har vi vores, men hvem vover at dømme den anden ude? Er det konsekvensen, når vi tolker kristendommen ind i vores tid og taler til tidens ånd?

Ønsket om at være tidssvarende er imidlertid ikke uden fare for kristendommens egenart. Den tyske teolog Wolfhart Pannenberg understreger, at tilpasning til tidens forestillinger og normer kan medføre "... at kirken og dens budskab mister sin dragende magt over menneskene". Hvis alt stilles lige, bliver alt lige godt og dermed lige gyldigt. Gøres der ikke forskel på ret og vrang i kirkens liv og lære, får uretten kronede dage. Høres Helligånden gennem tidsånden, kan resultatet meget vel blive et ekko af tiden snarere end opbyggelse fra oven.

"Den, der gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand", skal Søren Kierkegaard engang have sagt, og kirken er jo allerede gift med Kristus. Det betyder som alle andre ægteskaber en eksklusiv binding, som kalder på troskab og offervillighed, også når det koster. Om Kristi troskab og offervillighed er der ingen tvivl, men kirken kan fristes til nye græsgange under opretholdelsen af den ægteskabelige facade. Det er en fare, som også den danske folkekirke må se i øjnene. Den, som mener sig hævet over fristelsen, er den mest faldefærdige.

I en berømt sonet skriver Shakespeare om tro kærlighed, at den ikke er tidens nar, og i det kan man også høre en tidløs påmindelse til kirken. En naragtig kirke er ikke en komedie, det er en tragedie.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bringer hver uge en aktuel analyse af nye tiltag eller begivenheder i kirken og troens verden. Jesper Bacher, som har skrevet denne uges analyse, er sognepræst.