Prøv avisen

Sagnet om det sande kors har været en enorm drivkraft i kirkens historie

For få måneder siden flød medierne over med historier om en mulig splint af Jesu kors gemt i et bornholmsk relikviekors. Reelt er der dog en meget lille sandsynlighed for, at det skulle være tilfældet. Foto: .

Nationalmuseet vil ikke åbne det sølvkors fra Bornholm, som siges at indeholde en splint fra Jesu kors. Gennem kirkehistorien har legenden om det sande kors spillet en magtfuld rolle og legitimeret korsfarernes blodige handlinger

Det vakte ikke så lidt opsigt, da en amatørarkæolog for et par måneder siden havde held til at identificere et flot relikviekors i den bornholmske muld ved Østermarie. Et sådant kors er hult, og igennem kirkens historie er den slags blevet brugt til at gemme relikvier, der kan forbinde os med den tidligste kristendom. Da det bornholmske kors stadig var lukket, steg spændingen med det samme. Kunne det tænkes at rumme en lille splint af relikviet over dem alle: Jesu sande kors?

LÆS OGSÅ: Nyt fund af indskrift skaber debat om kong Davids eksistens

Det blev dog en lige ved og næsten. Nationalmuseet har netop offentliggjort, at nærmere undersøgelser afslørede et mikroskopisk hul i korset, der har tilladt ilt at trænge igennem og dermed ødelægge alt organisk materiale. Ifølge natmus.dk fortæller Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen, at det vigtigste er at bevare et ubrudt danefæ, fordi chancen for at finde et relikvie i korset alligevel er for lille.

Tilbage står vi med en god historie om den magiske tiltrækningskraft, som alt, der kan forbindes med Jesus, har. Det gælder ikke mindst traditionen om Jesu sande kors. Det er en af de vigtigste kristne legender overhovedet, og de ældste omtaler går helt tilbage til de pilgrimme, der straks efter kejser Konstantins oprettelse af det kristne enhedsrige i 324 begav sig mod Jerusalem.

Et afgørende element i pilgrimsbølgen var at skabe en rammefortælling for tilbedelse på de steder, evangelierne beretter om. Pilgrimskirker skød op overalt, hvor der kunne skabes den mindste forbindelse til en hændelse i Jesu liv. I centrum for dette stod naturligvis kirken over Golgata og graven, og det var påtrængende at fjerne enhver tvivl om, at kirken var placeret det rigtige sted. Historien om fundet af det sande kors blev en vigtig løftestang i jagten på det mål.

I den mest populære udgave er det Konstantins mor, Helena, der sammen med Jerusalems biskop, Makarius, udpeger det helt rigtige Golgata-sted. De finder dér tre kors og kan udpege det rigtige, fordi en dødssyg kvinde blev momentant helbredt ved at røre det. De ældste beretninger nævner dog ikke Helena, og nogle forskere mener, at den del af legenden blev tilføjet af Jerusalems mægtige biskop Kyrillos, der regerede i midten af det fjerde århundrede. Kirken var på det tidspunkt internt splittet, og ved at indføje Konstantins mor i denne beretning vandt han kejserhusets gunst.

Sikkert er det i hvert fald, at der i Gravkirken i Jerusalem befandt sig nogle træstykker, der blev tilbedt som det sande kors. En nonne ved navn Egeria fortæller i et pilgrimsbrev fra omkring år 384, hvordan det sande kors en gang om året blev fremvist under skarp bevogtning, da pilgrimme ville gøre alt for at få en flis med hjem, om de så skulle bide det af med tænderne. Senere, da perserne erobrede Jerusalem i år 614, tog de korset med hjem. Den handling var med til at motivere til modangreb fra den byzantinske kejsers side, og han kunne i 629 hjemføre korset igen i et stort triumftog.

Det sidste kapitel i legenden om det sande kors skrives under korstogene. Efter den blodige indtagelse af Jerusalem i 1099 lykkedes det den første latinske patriark af byen at torturere nogle græske munke til at afsløre, hvor de havde gemt korset. Det blev nu hans vigtigste trofæ og spredte en tro på uovervindelighed blandt korsfarerne, når det blev ført i procession foran deres hære. Lige lidt hjalp det dog, da Saladin af Damaskus en varm sommerdag i 1187 omringede dem på toppen af Hittins Horn i Galilæa. Korsfarerne faldt og med dem det sande kors. Selvom Richard Løvehjerte senere forsøgte at frikøbe korset, så lykkedes det aldrig, og det sande kors går tabt i historiens tåger.

Det vil sige: stumper har vi altid haft rigeligt af. Ortodokse og katolske kirker verden over kan fremvise stykker af det. Reformatoren Jean Calvin skulle på reformationstiden hånligt have sagt om denne relikviedyrkelse, at der er stumper nok af det sande kors til at fylde et helt skib. Selv Danmark gik ikke ram forbi. Ifølge Saxo sendte Erik Ejegod en splint af Kristi kors til sin fødeby, Slangerup, for at der kunne bygges en kirke op om det som helligt relikvie.

Set med historiske og arkæologiske briller er der ikke skyggen af chancen for, at det kors, Jesus blev henrettet på, blev skjult og genfundet 300 år senere. I romerske øjne var Jesus blot en mere eller mindre tilfældig bandit, og vi ved fra samtidige kilder, at der var mangel på godt tømmer omkring Jerusalem. Kors blev naturligvis genbrugt.

Men alene den offentlige debat om det bornholmske kors har nu åbnet døren på klem til en lang tradition, der ud over fromhed også rummer magtbegær, vold og en pilgrimsindustri med gode penge i.

Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL