Prøv avisen

Unge præsters 6 største udfordringer

Hvad er de største udfordringer for unge præster? Professor emeritus Viggo Mortensen giver sit bud. Her ses nye præster ved ordination i Ribe Domkirke, 2007. Foto: Jørn Deleuran

Professor emeritus Viggo Mortensen mener at præster møder fordomme og ligegyldighed, og han peger blandt andet på menighedens engagement og den lokale ledelse

Hvad er de tre største udfordringer for folkekirken, som du har oplevet i din første præstetid?

Det spørgsmål stillede jeg for nylig et hold på Præsternes Efteruddannelse, der bestod af 30 yngre præster 25 kvinder og 5 mænd som havde 4-5 års præstetjeneste bag sig, altså nok til at vide, hvad det drejer sig om, men stadig med energi og mod på gerningen. Denne lille, aldeles uvidenskabelige undersøgelse resulterede i sigende svar, der giver et katalog over de udfordringer, som folkekirken aktuelt er konfronteret med, hvis man grupperer dem.

LÆS OGSÅ: Ny præsterolle truer folkekirkens identitet

1. Engagement. Disse yngre præster oplever et manglende engagement fra den menighed, som de er sat til at tjene. Menighedens medlemmer føler sig ikke forpligtet på kirken og dens fællesskab, og præsterne oplever en ligegyldighed og mangel på opbakning. Resultatet bliver, at kirken identificeres med præsten, og præsten bliver ensom. Præsterne vil gerne gøre kirken relevant og få almindelige mennesker til at føle sig hjemme. Men det er op ad bakke.

2. Kommunikation. Traditionstabet har sat sig igennem. Der er en enorm mangel på viden om, hvad kristendommen går ud på, og hvilken betydning kristendommen har haft for samfundet. Hvordan skal man i den situation kommunikere med folket? Hvordan få de kirkefremmede i tale? Hvordan overhovedet komme til at opfylde befalingen om at oplære de døbte? Det optager de fleste at tale vedkommende og relevant til folk, men det vanskeliggøres, når man skal holde en gudstjeneste, som ingen forstår, og færre forbinder noget med. Den gamle og tunge gudstjenesteform er utidssvarende, og den kommunikerer ikke til konfirmander og andre kirkefremmede. Det religiøse sprog er fremmed tale, hvorfor det er svært at nå de søgende, og det gør det vanskeligt at forny menighedslivet, ja overhovedet at kommunikere, så det når frem.

3. Fordomme. Præsterne er påvirkede af de negative historier om kirken, og de er frustrerede over den kirkelige debats niveau. Præsterne føler, at de skal forsvare folkekirken og dens eksistens, men i pressen mødes man med en massiv mur af fordomme samt ateisternes aggressive krav om et værdineutralt offentligt rum. Præsterne oplever det som en stor udfordring at gøre kirken kendt for det, den står for, ja i det hele at komme igennem med de gode historier, som også findes. Endelig er den herskende synkretisme med dens religionsblanderi en stor udfordring.

4. Struktur. De strukturelle ændringer er en udfordring, herunder affolkning af landdistrikterne og tabet af medlemmer i bybefolkningen. Men også de kirkelige strukturer er tunge at danse med og opleves som stivnede. Der er en manglende vilje til forandring, og den aktuelle tale om ledelse har ikke løst det problem. Alt for mange ressourcer bruges på bygningerne, og der hersker uklarhed om de mange forskellige ansættelser. Resultatet er, at rammerne ikke svarer til folks forventninger, og man bliver usikker på, hvad kirken skal være.

5. Menigheden og den lokale ledelse opleves ofte som uflyttelig.
Der er en træghed, sommetider stivsindethed og altid langsommelighed i systemerne man vil helst gøre som man plejer. Præsterne oplever det som en udfordring at få menighedsrådet til at tænke visionært og få det inddraget i spørgsmål vedrørende kirkelig fornyelse. Menighedsrådene er en utidssvarende organisationsform. De er overbebyrdede og overbelastede af bestandige nye administrative opgaver. Det tager lang tid at sætte sig ind i regnskabssystemer, regler og ny lovgivning. Kirken ses som et tungt bureaukratisk system, og præsterne oplever det som svært at gebærde sig i det kirkelige hierarki.

6. Præsterollen. Vel er der også positive træk. Der er en stor lokalpatriotisme og generel (men uforpligtende) opbakning til kirken. Præsten selv er imidlertid udfordret i forhold til at nå alt det, hun sætter sig for. Hun savner ro til fordybelse, bliver ofte skuffet i sin søgen efter større nærvær og kan havne i ensomhed.

Denne lille rundspørge giver et 2012-billede af en række præster, der ud af en dyb solidaritet med deres arbejdsplads, folkekirken, peger på en række aktuelle udfordringer.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.