Der tales meget om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. Og nu skrives der i dette og andre dagblade tilmed om en ulykkelig sag fra Københavns Domkirke. Det gælder mulige – om end retligt forældede – seksuelle krænkelser og kirkens mulige svigt i denne sag.
Biskop Peter Skov-Jakobsen har forklaret, at domsognets provst og præster ikke fulgte op på den alvorlige sag fra domkirken – slet og ret, fordi menighedsrådet alene har ledelsesansvaret.
Det er her underforstået, at hverken præster eller stift ifølge biskoppen har noget ansvar for menighedsrådets medarbejdere og dermed sagen.
Kirkeretsekspert Kristine Garde har påpeget, at det er ansvarsforflygtigelse, al den stund domprovsten også er sognepræst og født medlem af menighedsrådet. Ergo har provst og præster ved domkirken personale- og ledelsesansvar over for menighedsrådets lokalt ansatte medarbejdere.
Og muligvis misforstår biskoppen her den privilegerede status og betroede ansvar, præsterne har i menighedsrådene. Præsterne er fødte medlemmer af menighedsrådet, og kan ikke vælges ind i rådene, og de kan ikke stemmes ud af dem. Det er der særligt én grund til: Præstens ansvar for menigheden – et ansvar, som udøves pastoralt og administrativt.
Før menighedsrådenes indførelse var det pastorale og administrative ansvar for kirke og menighed samlet i præstens embede. Med menighedsrådene og præsternes medlemskab af disse, er præsternes administrative forpligtelser ikke ophørt af den grund.
Selvom præsterne ikke leder kirken længere, så er det værd at huske, at de stadig er betroet et stort og særligt ansvar i gennem menighedsrådet. Ikke mindst når kirken geråder ud i stærkt problematiske sager som seksuelle krænkelser, og hvad det skal have af konsekvenser for kirkens lokale medarbejdere.
Nu skal det i stedet ske i samvirke mellem det luthersk forståede særlige præsteembede, det er præstens, og det almindelige præstembede, der er menighedens ansvar. Vi skal her bide mærke i, at præsternes deltagelse i menighedsrådet rummer noget særskilt teologisk, og derfor er de i rådene også repræsentanter for folkekirkens gejstlige søjle, hvor ansvaret fortsætter op ad i det kirkelige system via provst til biskop.
De hævdede krænkelser fra en medarbejder ved Københavns Domkirke skulle være foregået i 1990’erne og blev anmeldt til politiet i 2014. Sagen fik ikke konsekvenser for den pågældende medarbejder, da den var forældet. Vedkommendes ansættelse blev heller ej draget i tvivl – eftersigende fordi der jo så ingen sag var. Men sagsbehandlingen rejser en række principielle spørgsmål.
Det gælder to forhold: For det første, hvorvidt en snæver kreds af menighedsrådet, for eksempel formand og præster, kan træffe beslutningen uden om det øvrige råd? I den aktuelle sag ser det ud til, at kun udvalgte menighedsrådsmedlemmer er blevet orienteret om anmeldelsen til politiet. Det strider klart mod menighedsrådsloven, hvor det nok er muligt for formanden at træffe beslutninger mellem møderne – men disse skal altid forelægges hele menighedsrådet efterfølgende.
For det andet opstår spørgsmålet, om præsterne er ansvarlige over for de medarbejdere, menighedsrådet har ansat? Ja, det er de, fordi de som sagt er fødte medlemmer af menighedsrådet, ligesom de må siges at have både et ansvar i forhold til deres pastorale forpligtelser og administrativt.
Præsterne har på den måde en dobbelt funktion i rådet: De er ansvarlig på lige fod med de øvrige medlemmer, men de er også forpligtet opefter i det kirkelige system. Men biskoppen kan heller ikke sige sig fri for ansvar over for menighedsrådenes eventuelle forkerte forvaltning. For biskoppen er den, der fører tilsyn med menighedsrådets funktion; provsti og stiftsøvrighed med økonomien.
Reelt er det stiftsøvrigheden, der kan gribe ind. Stiftsøvrigheden er det øverste juridiske organ i et stift, og det er sammensat med lige del kirkelig og statslig myndighed i form af biskoppen og statens repræsentant - det, der i gamle dage var stiftamtmanden. Dette ansvar over for det kirkelige såvel som kirkens øverste juridiske myndigheder gør det tydeligt, at provster og præster i menighedsrådene har en vigtig og anderledes opgave i menighedsrådene.
Med andre ord er provster og præster medlemmer af deres lokale menighedsråd for at kunne øve sagkyndig bistand til den valgte del af menighedsrådet. Sådan udlægges det også i en bemærkning til et lovforslag fra 1972, hvor det blev foreslået at ophæve præsternes stemmeret i rådene. Forslaget faldt, ikke mindst på grund af modstand fra Præsteforeningen.
Ifølge afdøde, tidligere departementschef i kirkeministeriet Preben Espersen følger der med denne stemmeret og præstens særlige rolle i menighedsrådet et ansvar med. Espersen forklarer, at præsterne må tage ”fuldt medansvar for det løbende arbejde i rådet … eller også må man afstå fra stemmeret”. Præsternes ansvar i menighedsrådet er så alvorligt tænkt af lovgiverne, at de har tjenestepligt til at deltage i rådets arbejde.
Selvom præsterne ikke leder kirken længere, så er det værd at huske, at de stadig er betroet et stort og særligt ansvar i gennem menighedsrådet. Ikke mindst når kirken geråder ud i stærkt problematiske sager som seksuelle krænkelser, og hvad det skal have af konsekvenser for kirkens lokale medarbejdere.
Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt og ph.d. i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet