Den dag, kirken tog afstand fra Hitlers regime

Jeg ville gerne have overværet udfærdigelsen af Barmen-erklæringen i 1934, fortæller biskop Niels Henrik Arendt

Barmen-erklæringen handler om, at bekendelsen til Kristi herredømme aldrig må forsvinde fra horisonten, når de kristne forholder sig til den politiske verden, skriver biskop Niels Henrik Arendt
Barmen-erklæringen handler om, at bekendelsen til Kristi herredømme aldrig må forsvinde fra horisonten, når de kristne forholder sig til den politiske verden, skriver biskop Niels Henrik Arendt Foto: Peter Kristensen.

Der er utallige kirkehistoriske begivenheder, hvor jeg gerne ville have været flue på væggen. Men lad mig vælge én ud: Jeg ville gerne have overhørt samtalen om eftermiddagen den 16. maj 1934 i Hotel Basler Hof i Frankfurt.

Her læste den schweiziske, reformerte teolog Karl Barth udkastet til den teologiske erklæring, der senere blev kendt som Barmen-erklæringen, højt for de to lutherske teologer Thomas Breit og Hans Asmussen.

Karl Barth talte styret midt imod
Forhistorien var den, at nazisterne efter magtovertagelsen i 1933 meget hurtigt satte sig på styret af den evangeliske kirke gennem indsættelse af en såkaldt rigsbiskop.

Nationalistiske teologer argumenterede, blandt andet med henvisning til Luther, for, at nazi-styret var et godt regimente, indsat af Gud.

I løbet af 1933 begyndte kredse i den evangeliske kirke at finde sammen om en modstand, der dog mest handlede om at bringe kirken frelst igennem tiden med det nye styre.

Karl Barth var med baggrund i sin teologi en klar modstander af en sådan begrænset strategi. Han forudså den kommende katastrofe, og han mente, at kirken kun kunne reddes som kirke ved at sige et klart og markant nej til den hedenskab, som nazistyret efter hans mening repræsenterede.

I begyndelsen af 1934 havde han vakt skandale ved et kirkeligt møde, hvor kirkeledere havde forberedt et memorandum i forbindelse med, at de skulle i audiens hos Hitler.

Han havde, rettet til forfatterne af den pågældende delvise hyldest til Hitler, udtalt:

"Vi har ikke den samme tro, vi har ikke den samme ånd, vi har ikke den samme gud!"

Hans personlige stilling var højst usikker; han havde været i timelange forhør, hans søn havde på grund af uforsigtige udtalelser måttet flygte ud af Tyskland over hals og hoved.

Den reformerte kirke var vågen
Modstanden i den evangeliske kirke mod det nazistiske kirkestyre samlede sig mere og mere og brugte selvbetegnelsen den bekendende kirke. Med henblik på gensidig støtte og en klarere kontur af modstanden blev der nu i slutningen af maj 1934 indkaldt til en fællestysk synode i Barmen ved Wuppertal.

Med henblik på forberedelsen af en erklæring mødtes de tre ovennævnte teologer, Barth, Breit og Asmussen i Frankfurt den 16. maj. Efter formiddagens drøftelser og frokosten gik de to lutheranere op for at sove til middag.

Men Barth satte sig i middagsstunden med en kande stærk kaffe og to brasilianske cigarer, og da de to kolleger tre timer senere atter viste sig, var Barmen-erklæringen i hovedsagen færdig. Som Barth senere lidt drillende formulerede det:

"Den lutherske kirke sov, den reformerte kirke vågede."

I Barmen-erklæringen bekendes Kristus som Herre over himmel og jord
Erklæringen, som er et af de betydeligste teologiske dokumenter fra det tyvende århundrede (læs den her) rummer seks ganske korte artikler, som samlet fastslår, at når den kristne kirke bekender Jesus Kristus som herre, er han herre over både himmel og jord, kirke og verden.

Det indebærer, at den kristne ikke kan opfatte noget livsområde som Gud, Kristus eller troen uvedkommende, og det indebærer, at den kristne kirke må være modstander af enhver ideologi, samfundsform eller anden samfundsfaktor, som får tillagt religiøs eller absolut status.

Karl Barth mente, at den lutherske toregimente-lære kunne misbruges til at begrænse Guds herredømme over det ene regimente, det, der handler om verden og samfundet.

Den teologiske erklæring blev fremlagt ved synoden af Hans Asmussen og blev enstemmigt vedtaget af de 138 delegerede den 31. maj 1934.

Lutherske og reformerte kirkefolk fandt sammen, selvom der også i de følgende måneder var markante lutherske teologer, som lagde afstand til Barmen-erklæringen og understøttede Hitlers regime.

Jeg ville gerne have set de to lutherske teologers ansigter, da de kom ned fra eftermiddagssøvnen og opdagede, at det hele var på plads. Så de lettede ud eller bekymrede?

Forsøgte de at mildne på erklæringen? Udtrykte de sig til fordel for en mindre kompromisløs fastlæggelse af Kristi universelle herredømme? Gav de ord til en lidt mere klassisk luthersk opfattelse af, at i samfundet må man argumentere på samfundets vilkår? Argumenterede de for en mindre eksklusivistisk bekendelse eller for noget, der var mere udadvendt?

Vi ved det ikke; erklæringen blev i alt væsentligt, som Barth ville. Og det blev Asmussen, som bar den frem for synoden. Sådan står den i dag.

Barmen-erklæringen er også relevant i dag
Den handler ikke om, at de kristne har en særlig indsigt i politik eller ikke skal kunne argumentere alment. Den handler om, at bekendelsen til Kristi herredømme aldrig må forsvinde fra horisonten, når de kristne forholder sig til den politiske verden.

Kan vi i dag med inspiration fra denne bekendelse tale materialismens ideologi eller forgudelsen af den menneskelige autonomi lige så klart imod?

Niels Henrik Arendt er biskop over Haderslev Stift