6 stjerner: En byzantinsk sanseoplevelse af det pureste guld

Peter Brandes har genfortryllet Nørremarkskirken i Vejle med en formidabel udsmykning, der bryder ny grund i dansk kirkekunst

Det altdominerende ved den nye udsmykning er væggen af guld med det store altermaleri, hvor motivet er en kombination af sædemanden og Kristus. – Fotos: Nørremarkskirken.
Det altdominerende ved den nye udsmykning er væggen af guld med det store altermaleri, hvor motivet er en kombination af sædemanden og Kristus. – Fotos: Nørremarkskirken.

6 ud af 6 stjerner

Nørremarkskirken i Vejle er kendt af alle, der erindrer, hvordan man, før motorvejen blev anlagt, langsomt kom fri af trafikkøerne i Vejle by og fik sig slæbt nordud af byen i bilen. På toppen af bakken breder byen sig ud i det, man kan kalde et blandet kvarter. Her ligger Nørremarkskirken, et kirkecenter tegnet af den engang allestedsnærværende arkitekt Holger Jensen i 1976.

Det er ikke en kirke, man umiddelbart drages hen til. Holger Jensen brugte mange mursten og store flader af blank mur. Sparsommeligt byggeri uden overdådighed i udsmykningen. Det er der vendt op og ned på med Peter Brandes store arbejde i kirken. Kirken er netop indviet efter den store proces.

LÆS INTERVIEW MED PETER BRANDES: En kornmark i det pureste guld

Det er et projekt, der har trukket ud. Pengene lå der ikke lige som en krukke guld, man kunne samle op for enden af regnbuen. Det er menigheden, der har valgt udsmykningen, og det er menigheden, der har søgt midler, menigheden, der har lånt penge i stiftet. Det er altså en bred satsning, et ønske med en folkelig basis. Man kan uden tøven sige, at den lange proces har resulteret i et helt udsædvanlig fornemt værk.

Kirken og dens omgivelser er som 1970er-kirker flest; man ankommer til lavt byggeri, pagodeagtigt, og man går ind i en forhal præget af brune klinker og fyrretræ; panoramavinduerne, der ikke åbner for noget panorama som sådan, formår knap at gennemlyse ankomst- og fordelingshallen. Men hurtigt kastes blikket ind i et rum, der stråler af en anden verden. En på det nærmeste byzantinsk sanseoplevelse af det pureste guld. Kirkesalen åbner sig, suger den besøgende, kirkegængeren, leverandøren af grej og post, den, der har ærinde på kirkekontoret ind i sin fremmede og overvældende verden.

Det altdominerende er væggen af guld. Med dråber, med sædekorn, bloddråber måske, tårer? Af guld? Det afhænger af tid og sted. Pinsemorgen ville jeg være parat til at se dem som ildtunger. Peter Brandes er uhyre velbevandret i den kristne ikonografi. Det senmiddealderlige motiv, der på tysk hedder Maria in Ährenkleid, der viser jomfru Maria i en klædning oversået med toppen af kornarks, beror på de apokryfe evangelier. Den legendariske billeddannelse knyttes til den tid, da Maria var frugtsommelig og det kan også forbindes med udsagn i Højsangen. Jeg tror, at der kan ligge en inspiration og en nøgle til fortolkning af de mange lag i værket i dette kornmotiv, der også peger frem mod nadveren.

Når Peter Brandes som motiv for det store altermaleri vælger at kombinere sædemanden med Kristus og dertil lægger såvel sædekorn og dråber, der kan tolkes frit er vi jo ikke i den kristne ikonografis mainstream. Kristi krop, sædemandens krop med le, klæde og kors er i sig selv et helt lille stykke landskabskunst. Når sollyset bevæger sig hen over kroppen, tegnes landskab der atter er åbent for fortolkning. Indridset i den gyldne væg er to figurer, Maria og Johannes, der dog synes at transformeres i retning af Eva og Adam.Den gyldne ager bliver baggrund for disse to, der netop blev dømt til at fravriste jorden et spinkelt grundlag for overlevelse. Om de så formelt set passer godt på guldgrunden, er et spørgsmål om tid og tilvænning. I deres lidt vel fede og mørkerøde streg, der nærmest kan være en slags hilsen til Bjørn Nørgaard, bryder de den ekstravagante luksus, som guldvæggen opbyder.Sædekornet må lægges i jorden og dø, for at det kan blive til liv for mange. Alteret i kirken er broncestøbt. Motivet er den tomme grav.Under det ligger en let tilsodet glaskiste med en lille menneskefigur i omrids. Graven er tom og så alligevel. Alteret gentager på flere måder formen og idéen i det alter, der førhen var i kirken. Det er ligefrem lavet af spolier, genbrugte dele af det tidligere inventar, der således genopstår på en ny måde transformeret i rummet.

Kirkens døbefont er formgivet som en omvendt trinpyramide, således at vejen ned i dåbsvandet bliver en vej mod toppen. Ud over kanterne flyder dåbsvandet, materialiseret i det skinnende hvide metal, og nederst i bassinet monteres ved barnedåb en guldstjerne, en Betlehemsstjerne, der prosaisk er prop for afløbet, men også et symbol. Hvordan den så at sige må skinne, blinke og manifestere sig som levende i sin materialitet under vand, kan man forestille sig. Ved fontens base er fire skulpturer, der hver på sin vis tolker dåben som indgang, begyndelse, nyskabelse.

Fonten spiller sammen med prædikestolen, der er formet som en skibsstævn. Den tunge bronze får liv i de fire symboler, der stikker ud fra den. Og de stikker virkelig ud: en klov fra Lukasoksen, en fod fra Matthæusenglen, en klo fra ørnen, Johannesevangeliet, og en løvefod fra Markus. Lukas er placeret først i aflæsningsfølgen fra venstre mod højre og spænder derved måske en tolkning af inkarnationen og dåben ud mellem Lukasevangeliets beretning om Jesu fødsel og dåb og Betlehemsstjernen i fontens vand. Bag evangelistdelene klov, fod og klo anes citater fra evangelierne. Så svagt, at det kræver en nærlæsende fordybelse.Det rum, som Peter Brandes her har fået overladt, er nok ændret radikalt, når man oplever det fra menighedens stolerækker. Set fra alteret er rummet til dels det samme som tidligere. Ganske vist er rummet nu smykket af tre donerede malerier af Peter Brandes sædemandsbilleder fra Israel men svagheden, hvis man kan sige det sådan, er, at rummet polariseres i en ret mørk og konventionel del for menigheden og så den permanente opførelse i guld og lys på den store østvæg. Der er lidt drive-in mega-lærred over det.Peter Brandes har som del af udsmykningen skabt en bronzeskulptur af sædemanden. Den virker noget uformidlet, som den står bag prædikestolen. Den kunne have haft en mere markant placering i rummet. Den slags er imidlertid ikke afsluttede løsninger. Der er genstande, der kan flyttes.Men det store, overordnede greb, at lade kirken oppe på Nørremarken blive den ager, hvori sæden sås, hvor guldet glimter og skinner i vild luksus og overflod, det står fast. Det er for mig at se en kirkeudsmykning, der bryder nye veje ved sin materialitet, sin overdrevne og suveræne brug af stoffet. Også ikonografisk er den udfordrende. En kirke, der om ikke er viet til, men så i hvert fald fyldt til randen af den hellige sædemand, er som idé ny og tankevækkende. Sædemandsbilledet har en åbenhed, der gennemstrømmer hele værket i kirken.Man løftes op over den rene passion, ind i en tanke om vækst, raffinering, dybde og overflod. Der er ikke tvivl om, at Nørremarkskirken er et nyt ikon i dansk kirkekunst. Udsmykningen har ikonens kraft, lysende, transparent og stærk.