Thomas Kluge vil male os ind i den kristne fortælling

Maler Thomas Kluge har på Linå Kirkes altertavle gengivet skærtorsdags fodvaskning så intenst, at vandet driver. For han vil ikke illustrere, men visualisere evangeliets tekst

”Når jeg maler, vil jeg tilbage til selve fortællingen. Hvis jeg kan overskride grænsen, så beskueren glemmer, at der er tale om et billede, er jeg kommet til den fuldendte illusion. Sanseligheden er med til at forføre folk til at tro, at det her sker,” siger maler Thomas Kluge. Foto: Scanpix
”Når jeg maler, vil jeg tilbage til selve fortællingen. Hvis jeg kan overskride grænsen, så beskueren glemmer, at der er tale om et billede, er jeg kommet til den fuldendte illusion. Sanseligheden er med til at forføre folk til at tro, at det her sker,” siger maler Thomas Kluge. Foto: Scanpix.

Kan vi andet end at læse og forstå evangelierne? Kan vi sanse dem? Hvor tæt kan vi som kristne beskuere i dag komme på Jesu ord, liv og handlinger? Det vil kunstmaler Thomas Kluge indkredse med sin altertavle ”Skærtorsdag”, der fra netop denne dag kan ses i Linå Kirke ved Silkeborg.
 
Thomas Kluge er kendt for i en nyrealistisk og detaljemættet stil tidligere at have malet Kongehuset, en altertavle til Store Magleby Kirke syd for København og maleriet ”1864” på Museum Sønderjylland Sønderborg Slot.
 
Motivet i den nymalede altertavle i Linå Kirke er fodtvætningen, hvor Jesus vasker sine disciples fødder skærtorsdag. Maleriet viser et udsnit af handlingen, selve afvaskningen, hvor en hånd holder en snavset fod oppe for at en anden hånd kan overhælde foden med rent vand fra en kande.

Vandet løber over foden og efterlader et stykke med skinnende lys hud, hvorfra flere dråber brunt vand løber ned af den mørke baggrund og ud af billedets nederste ramme.

Benet med foden, de to arme med hænder, der henholdsvis holder foden og så kanden, der løftes, danner tilsammen en knude i billedet.

Thomas Kluge kalder selv stilen stærkt inspireret af italiensk barok. For han mener, at barokkens kirkebilleder er særligt interessante:

”Modsat eksempelvis guldalderens stive illustrationer turde barokken fortælle kristendommen visuelt, så malerierne også i dag kan stå alene” siger Thomas Kluge.

Så som et udsnit af den italienske barokmaler Michelangelo di Caravaggios voluminøse stil refererer forbindelsen eller knuden mellem fod og hånd i ”Skærtorsdag” til den måde, kong David holder Goliats hoved i hårrødderne i maleriet ”David med Goliats hoved” fra 1609-10.

Motivet, derimod, er inspireret af Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ”. For her var der særligt én scene, der gjorde indtryk på Thomas Kluge: Netop en langsom gengivelse af, hvordan Jesus vasker en af disciplenes fødder, mens vandet driver ned af huden:

”Da jeg så scenen, tænkte jeg: Hold da op, det er meget patetisk,” siger han. Og medgiver, at der er en hårfin grænse mellem det helt konkrete, visuelle udtryk og netop det teatralske:

”Men selve nærværet, stofligheden og følelsen i fodtvætningen er ikke patetisk. Og det var den handling, jeg gerne ville male. Jeg vidste, at hvis jeg kunne skære helt ind til benet og fange handlingen, ville jeg bryde igennem det patetiske,” siger han.

Og det er her, når man skærer helt ind til benet og fanger det det centrale, at forskellen mellem illustration og illusion ligger, forklarer Thomas Kluge:

”Når jeg maler, vil jeg tilbage til selve fortællingen. Hvis jeg kan overskride grænsen, så beskueren glemmer, at der er tale om et billede, er jeg kommet til den fuldendte illusion. Sanseligheden er med til at forføre folk til at tro, at det her sker.”

Ifølge Thomas Kluge er tiden moden til at genfortælle de kristne fortællinger. Han mener, at mens troen de sidste hundrede år er blevet mere og mere privat, er den udvikling nu ved at vende, og vi er blevet mere interesserede i at få troen ud i det åbne igen:

”Jeg var med i en udsendelse på TV2-Øst, der hed ”Hvem er du?” Et af spørgsmålene fra værten lød: ’Tror du på Gud?’ Jeg syntes faktisk, det var et meget ubehageligt spørgsmål – trods det, at jeg har malet flere altertavler og er gift med en præst og hele tiden er tæt på kirken og dens virkelighed i dag.”

Men for Thomas Kluge var spørgsmålet også et eksempel på, at der er ved at ske en forandring i vores forhold til troen. Og det er en stor udfordring som kunstner at skulle sætte billeder på den kristne fortælling igen:

”Jeg svarede selvfølgelig oprigtigt, at jeg tror. Og det er ikke fordi, at man som kunstner SKAL være religiøs for at fortælle den kristne historie, men når jeg maler, føler jeg det, jeg maler. Og derfor kan jeg skrive under på, at jeg har malet altertavlen med troen. Jeg er ikke en ateist, der siger; ’jeg kan sagtens lave det billede til jer.’ Jeg tror på det, og der er noget af min ånd i det billede.”

Han bliver tavs. For han vil ikke være blasfemisk, langt fra. Men han vil gerne skabe motivet, gøre det sanseligt for beskueren:

”Det er ikke sådan, at jeg puster på det og bringer Bibelens tekster til live, men jeg tror, at der er en missionsrolle for mig som kunster også. ”

Og det er ikke første gang, han fortæller kristendommen visuelt i en dansk kirke. Thomas Kluge malede i 2011 altertavlen til Store Magleby Kirke på Amager syd for København. Her var motivet et helt andet, men også skærtorsdag var i centrum. Altertavlen her viser det forladte nadverbord, hvor brød, vin og andre stærke symboler fra kristendommen er tilbage i rammen, mens Jesus selv og hans disciple har forladt måltidet.

”Meningen var, at fraværet skulle lukke menigheden ind og vise, at kirken skabes af dem. I den nye altertavle har jeg tværtimod ladet motivet bryde ud gennem tavlens ramme og ud i kirkerummet.”

LÆS OGSÅ: Sådan er opstandelsen blevet tolket gennem tiden

På den måde er ”Skærtorsdag” en modsætning til altertavlen i Store Magleby Kirke. For i Linå Kirke er det sanseligheden i maleriet, der er vejen mellem beskuer og billede:

”Jeg skaber et stærkt, intenst billede, som kirkegængeren føres ind i. Jeg vil gerne lægge en brik foran menigheden, som kræver, at de selv fortæller videre på historien.”

Thomas Kluge ved, at han kunne have malet fodtvætningen på helt andre måder. Han kunne have fokuseret på en kø af disciple, der venter på, at Jesus vasker dem. Men i ”Skærtorsdag” er den historie væk, og vi får et intimt billede af selve renselsen af den snavsede fod:

”Jeg ville skære historien til, så vi fortæller noget og samtidigt mangler noget. Der er tale om en ganske lille del af den store fortælling, en konkret scene, som beskueren får plads til selv at sætte i kontekst. Jeg fortæller mindre for at give kirkegængerne mere plads til selv at lægge til.”