Prøv avisen

Den sidste lukkede kirke i København er solgt

14 Københavnske kirker står til at lukke. Her er det Blågårds Kirke på Nørrebro. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2013) Foto: Torkil Adsersen

Blågårds Kirke er købt af foreningen KoncertKirken, som i seks år har lejet kirken og holdt en række musikalske arrangementer inden for klassisk og nutidig musik

Fem københavnske kirker blev i 2013 taget ud af almindelig sognekirkelig brug af kirkeminister Marianne Jelved (R) og efterfølgende sat til salg på det frie ejendomsmarked.

Nu er Blågårds Kirke som den sidste blevet solgt af ejeren Kirkefondet. Ifølge salgsaftalen offentliggøres prisen ikke, men Blågårds Kirke var sat til salg til 9,5 millioner kroner.
 
Kirken er købt af foreningen KoncertKirken, som har lejet den de sidste seks år og har arrangeret koncerter med blandt andet klassisk og nutidig musik, korsang, folkemusik, rock, jazz, opera og performancekunst.

KoncertKirken har gennem de seneste to år arbejdet med at indsamle økonomiske midler til at købe Blågårds Kirke og har fået støtte fra fonde som A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden samt fra Realdania.

Samtidig har Koncertkirken solgt andele og har derved kunnet indskyde over en million kroner i det selskab, der fremover skal drive kirken som lokalt kultur- og koncertsted.

Bavnehøj Kirke og Utterslev Kirke er blandt de øvrige solgte kirker, og her var det menighedsrådet, der stod som ejere og som dermed efterfølgende kunne råde over salgssummen. Kirkerne Samuels, Absalons og Blågårds var derimod ejet af Kirkefondet.

I en udtalelse siger Kirkefondets generalsekretær Henrik Bundgaard Nielsen:

”Vi er meget glad for, at salget af alle kirkebygningerne nu er afsluttet, ikke mindst fordi vi har fundet så alsidige købere, som alle vil bruge kirkerne inden for de rammer, som Kirkefondet har opstillet for anvendelsen af de lukkede kirker. I dette tilfælde sælges den lukkede kirke til et formål, som ikke fordrer de store forandringer af kirkens indre, idet KoncertKirken udnytter det særlige ved kirkebygningen – nemlig dens helt unikke akustik.”

Det er mæglerfirmaet Colliers International, der har stået for salget af de tre Kirkefonds-kirker. I en pressemeddelelse hedder det, at man regner med at der der går en del år inden der kommer flere kirkebygninger til salg.