Minister trækker i land: Kirker bør holde lukket i påsken

Blot et døgn efter at kirkeminister Joy Mogensen (S) åbnede for, at dørene til de danske kirker kunne slås op i påsken, trækker hun nu i land igen. Beslutningen skyldes kirkeligt pres

Teolog Peter Lodberg mener, at den kirkelige modstand mod åbne kirker i påsken har været overraskende for Joy Mogensen (S). Men det afslører, mener han, at vi har en kirkeminister, der også er fintfølende og lyttende over for de kirkelige stemmer.
Teolog Peter Lodberg mener, at den kirkelige modstand mod åbne kirker i påsken har været overraskende for Joy Mogensen (S). Men det afslører, mener han, at vi har en kirkeminister, der også er fintfølende og lyttende over for de kirkelige stemmer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Onsdag lød det fra kirkeminister Joy Mogensen (S), at regeringen arbejdede på at gøre det muligt for de ellers lukkede danske kirker at holde gudstjenester i påsken.

Nu er ministeren så vendt på en tallerken, kunne man læse i en pressemeddelelse fra kirkeministeriet torsdag aften. Her skriver Joy Mogensen, at hun vil alligevel ikke vil anbefale Folketingets ordførere at gå videre med overvejelserne om at åbne kirkedørene.

"Det er fortsat smerteligt, at vi må fejre påske uden at kunne gå i kirke. Men jeg er glad for, at folkekirken står last og brast med resten af samfundet," skriver hun.

Sådan lyder det blot et døgn efter, at hun og regeringen åbnede døren på klem for påskegudstjenester med kirkegængere i kirkerne. Onsdagens udmelding kom efter en række af Folketingets kirkeordførere havde beklaget, at kirkerne herhjemme var lukkede under kirkens vigtigste højtid.

Beslutningen om at trække i land igen kommer efter et møde med landets biskopper, som meddelte ministeren, at kirken ønskede at stå sammen med resten af samfundet, også når det kommer til genåbning.

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen udtaler i pressemeddelelsen, at man sætter pris på, at Folketinget har ønsket at møde kirken i denne vigtige højtid. Derfor har man indtil nu har støttet op om overvejelserne. Men man har besluttet at takke pænt nej.

”Ved nærmere eftertanke finder biskopperne ikke, at kirken bør have særbehandling i forhold til det samfund, som kirken er en del af. Derfor må vi i år fejre påsken på anden vis: Sammen – men hver for sig,” skriver Peter Skov-Jakobsen.

Peter Lodberg, teolog ved Aarhus Universitet, mener, at Joy Mogensen er blevet fanget i et interessant spil mellem kirke og stat.

”Hun er blevet mødt af massivt pres af både kirkelige ordførere og dagspressen, der har været bannerførerende for, at kirken skulle være åben for befolkningen i påsken. Men det er blevet mødt af kirken selv, der har udtrykt, at man ikke ønsker særbehandling, men vil stå som en solidarisk del af samfundet,” forklarer han.

Peter Lodberg tror, at den kirkelige modstand mod åbne kirker i påsken har været overraskende for Joy Mogensen. Men det afslører, mener han, at vi har en kirkeminister, der også er fintfølende og lyttende over for de kirkelige stemmer.

Det understreges, mener han, af det faktum, at hun har truffet beslutningen på baggrund af opfordringen fra folkekirkens overhoveder.

Han mener, at det vil virke overraskende for mange, at det ender med at være kirken selv, der vælger at sige, at de ikke ønsker at åbne kirkerne i påsken.

”Jeg synes, biskopperne har en pointe. Samtidigt lykkes man med at illustrere det kristne budskab ret bogstaveligt. Påsken fejres nu ude i samfundet, ved at danskerne tager sig af hinanden og de svage, der har brug for hjælp," siger han.