Kirken har en lang tradition for at hjælpe folk i sorg

Sjælesorg er en kerneydelse i det kirkelige arbejde. Det handler ikke om følelsen sorg, men det handler om at drage omsorg for menneskets følelsesmæssige liv. Få her et indblik i sjælesorgens historie

Kirken har en rig tradition for socialarbejde, det der kaldes "diakoni." Siden oldkirken har det at trøste syge og sorgfulde været et fokusområde, i dag er det mere systematiseret gennem ældrepleje, sjælesorg og institutioner.
Kirken har en rig tradition for socialarbejde, det der kaldes "diakoni." Siden oldkirken har det at trøste syge og sorgfulde været et fokusområde, i dag er det mere systematiseret gennem ældrepleje, sjælesorg og institutioner. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Ordet "sjælesorg" henviser, modsat hvad nogle tror, ikke til følelsen af sorg. Det kommer fra det tyske ord "Seelssorge" og betyder egentlig at drage omsorg for menneskets liv.

Sjælesorg er den hjælpende samtale, som kirken har brugt fra dens tidligste tid. Det er en væsentlig del af det diakonale arbejde.

Sjælesorg i Bibelen

Det bibelske forbillede for sjælesorgen er Jesus. I Johannesevangeliets kapitel 10 kalder han sig selv for den gode hyrde, der har omsorg for sin hjord. Jesu omsorg for mennesker kommer til udtryk flere steder. Del i fortællingerne om, hvordan Jesus helbreder de syge, og dels i de samtaler, han fører med tvivlende og spørgende menensker. Et eksempel på disse samtaler finder man i Johannesevangeliet kapitel fire, hvor Jesus taler med en samaritansk kvinde, eller i Matthæusevangeliet kapitel 15, hvor han taler med en kanaanæisk kvinde.

I apostlen Paulus' breve til de nye kristne menigheder i Grækenland og Lilleasien er der ligeledes en lang række eksempler på sjælesorg. Her består den især af konkrete råd i forbindelse med ægteskab, forholdet til øvrigheden (det omgivende samfund, red.), hvad man må spise og ikke spise, om tungetale og hvordan man opfører sig ved nadveren.

Oldkirken

I oldkirken, kristendommens første århundreder, var der et særligt embede, hvor arbejdet bestod i at udrive onde ånder. Altså det, som i vore dage kaldes eksorcisme. Helbredelse af syge var eksorcisme, idet sygdom blev opfattet som noget, der skyldtes Djævelens magt.

Der var næppe i oldkirkens dage tale om vejledning, rådgivning og trøst til den enkelte. Denne mere individualistiske opfattelse opstår først langt senere og var fremmed for oldtiden. Kirken var et legeme, et fællesskab, som skulle vogtes mod det ondes angreb og farerne fra overtro og kætteri. Derfor skulle menigheden holdes fast i den kristne tros sandheder. Alt sammen noget, der skete ved præsternes rådgivning og formaning af menigheden.

Middelalderen - skriftemålet

Man kan med god ret sige, at individualiseringen først tager sin spæde begyndelse i middelalderen. Formaningen til den enkelte om ikke af falde i synd bliver nu sat i system i form af skriftemålet. Det fungerede således, at man anonymt over for præsten skulle bekende sine synder og modtage bodens sakramente, hvor den bodfærdige fik sine synder forladt i ”Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”.

Skriftemålet var et sakramente, idet præsten her handlede på Guds vegne. Dette sakramente havde helt klart en sjælesørgerisk funktion, og de efterfølgende bodstraffe, som skulle godtgøre angerens ægthed, havde den funktion, at de overbeviste den, der bekendte sine synder, om tilgivelsens realitet. Synden var nu slettet.

Sådan ser en skriftestol ud i Den Katolske Kirke. Præsten sidder bag trælåger og kan således ikke se, hvem af menighedens medlemmer, der bekender sine synder.
Sådan ser en skriftestol ud i Den Katolske Kirke. Præsten sidder bag trælåger og kan således ikke se, hvem af menighedens medlemmer, der bekender sine synder. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Ved et stort kirkemøde (det fjerde Laterankoncil) i 1215 blev det bestemt, at enhver skulle søge skriftemålet mindst én gang om året, og skriftemålet er den dag i dag et af de syv sakramenter i den katolske kirke.

Luther og hans skriftefader

I sin tid som munk kæmpede Reformationens fader Martin Luther med sin angst for at gå fortabt. Hvordan kunne han være sikker på frelsen? Alle hans forsøg på gennem hård askese at finde sikkerhed for sin frelse viklede ham bare længere ind i tvivl og anfægtelser.

Luthers skriftefader i klosteret, Johann von Staupitz, var noget af et ideal som sjælesørger. I lange samtaler med den fortvivlede Martin Luther hjalp han ham med at finde vej ud af mørket. Og Luther erklærede da også senere, at var det ikke for von Staupitz, så var han gået fortabt.

Det var netop på spørgsmålet om skriftemålet og boden, at Luther startede den bevægelse, som endte med en reformation af den katolske kirke. Martin Luther vendte sig i harme mod bodstraffene og kirkens praksis med at lade folket betale aflad for at få tilgivet deres synder - en praksis, som kirken havde gjort til en god forretning.

Få Martin Luthers liv på to minutter:

Luther mente nemlig ikke, at bodstraffene kunne erstattes af penge fra afladsbreve. Han var heller ikke enig i, at det kun var præsterne, der kunne lægge øre til folks syndsbekendelser. Nej, for ham var sjælesorg en samtale mellem ligestillede. Sjælesorgen var trøst og hjælp, når man blev ramt af anfægtelser og angst for ikke at tro, mente han.

Den senere reformerte retning, som byggede på læren fra Ulrich Zwingli og Jean Calvin, gjorde sjælesorgen til et stykke pædagogik, hvor den enkelte blev indført i den rette livsførelse.

Personlig bod

I 1700-tallets pietisme og 1700-1800-tallets oplysningstid var den personlige erfaring i centrum. I pietismen handlede det om, hvordan man rent personligt oplevede troens sandhed, og i oplysningstiden var det fornuftens stillingtagen til troens indhold, som blev afgørende. Sjælesorgens opgave blev både i pietismen og i oplysningstiden en vejledning til at føre det rette kristne liv. I sjælesorgen havde man nu mere og mere fokus på hvert enkelt menneskes behov ved eksempelvis sygdom eller i andre krisesituationer.

Fra midten af 1800-tallet blomstrede den litterære strømning romantikken, hvor man i højere grad så mennesket som et frit og autonomt væsen. Det betød, at sjælesorgens opgave nu var at støtte mennesket i dets eget valg og at sætte det i stand til selv at tage vare på sit liv.

Igen var det i menneskets livskriser, at sjælesorgen skulle sætte ind – det være sig personlige troskriser, ægteskabelige problemer og ved sygdom og dødsfald. Ifølge en af tidens førende teologer, Friedrich Schleiermacher (1768 – 1834) var det netop det myndige og frie menneske, som var sjælesorgens udgangspunkt. I sjælesorgen skulle mennesket finde sig selv – også i menighedens fællesskab.

Sjælesorg og psykologi

Det 20. århundredes kirkelige diskussion om sjælesorg er en diskussion om psykologiens betydning og rolle – eller om den kirkelige sjælesorg har sin egen teologisk begrundede identitet.

Det var en schweizisk præst Oskar Pfister (1873 – 1956) der som en af de første pegede på den nye psykoanalyses betydning. Han arbejdede i nær kontakt med Freud og benyttede sig af dennes metoder. Han ville gennem terapien så at sige befri – også fra neurotisk religiøsitet – og få den enkelte til se det sande og ægte i kristendommen. Hans modpol var den tyske teolog Eduard Thurneysen (1888- 1974) for hvem sjælesorgen alene havde en teologisk begrundelse som forkyndelse.

Med 1960erne kom der en fornyet kirkelig interesse for sjælesorgen. Påvirkningen kom vestfra, fra USA, hvor Paul Tillich (1886 – 1965) i sit arbejde med kristendommens sprog og dets forhold til det moderne menneske formulerede et anderledes gudsbegreb, Gud i dybden. Han var overbevist om, at psykologien netop var den videnskab, der kunne hjælpe kirken til en fornyet teologisk indsigt, en videnskab som også er en tolkning af menneskets liv, som teologien nødvendigvis må være i samtale med. Psykologien kan lære os at se Guds tilgivelse som identisk med accept - også af sig selv. Hertil kommer, at de kristne grundsymboler i psykologiens tolkning kan løse op for dybder i mennesket, som vi ikke kan nå frem til gennem ord alene.

Online sjælesorg

I den senmoderne tid lever stadig flere mennesker deres liv mere digitalt end tidligere, og det præger også måden, man kommunikerer på. Hvor det før ville være oplagt at opsøge en person for at tale om sine problemer, er det for de yngre generationer i dag mere oplagt at chatte om sine problemer på nettet eller formulere sig på skrift om livets op og nedture.

Derfor har folkekirken.dk satset på over en tre-årig prøveperiode fra 2017 at være tilstede online med projektet Sjælesorg på Nettet. Her kan man chatte med en præst, gratis og anonymt. Inspirationen kommer fra Sverige, hvor Svenska Kyrkan siden 2008 har drevet en telefonrådgivning koblet op på landets 112-tjeneste. Den har ifølge projektets egne opgørelser de seneste år modtaget omkring 80.000 opkald årligt.

Artiklen er blevet til på grundlag af Harbsmeier/Raun Iversen: Praktisk teologi (1995)