Prøv avisen

-- Jeg sætter pris på de kristne værdier, selvom jeg ikke tror på Gud

Skuespilleren Lars Bom er ikke troende, alligevel holder han meget af både kirkemusik og prædikener. Bare præsten ikke er moralsk fordømmende

Lars Bom fik sit gennembrud i tv-serien "Strisser på Samsø", og siden har Lars Bom medvirket i utallige teaterforestillinger, tv-serier og film. Når han en sjælden gang imellem er i en kirke, gør musikken og kirkerummet størst indtryk på ham.

Hvornår var du sidst til et kirkeligt arrangement?

Det var jeg for nylig til Amin Jensens datters barnedåb.

Hvad gjorde størst indtryk på dig?

Det var faktisk, at Julie Bertelsen sang "What a wonderfuld world". Det var meget smukt. Men også, at præsten talte om hele debatten omkring intelligent design over for evolutionsteorien. Han forsvarede evolutionsteorien, og det, synes jeg, var rigtig fedt.

Hvor vil du gå hen næste gang?

Jeg kommer ikke meget i kirken, men jeg holder utroligt meget af kirkerum. De har et stort potentiale, især til sang og musik. Jeg ville for eksempel gerne gå i kirke for at høre et kirkekor, det er enormt smukt.

Hvad skal et kirkeligt arrangement indeholde for at vække din interesse?

Fællesskab. At folk er samlet om noget socialt som for eksempel oplæsninger eller sange. Jeg kan sagtens sætte pris på de kristne værdier, selvom jeg ikke tror på Gud. Prædikerne er også vigtige. En god prædiken kan være helt fantastisk at høre på, så længe præsten ikke er moralsk og har løftet pegefinger.

Hvordan finder du tiden i hverdagen til oplevelser, der ikke har med dit arbejde at gøre?

Generelt forsøger jeg at lade være med at tænke på begrebet tid og har i stedet en ret improviseret skemalægning.

oestergaard@kristeligt-dagblad.dk