Tidligere biskop: Derfor begyndte jeg at vie homoseksuelle

Kjeld Holm er aktuel med erindringsbogen "Samklang og misklang", hvor han blandt andet fortæller om sin tid som biskop over Aarhus Stift. Her tog han til tider kontroversielle beslutninger, blandt andet åbnede han domkirkens døre for vielse af homoseksuelle. Læs et uddrag af bogen her

Ofte blev samklang til misklang, når individuelle ønsker udfordrede fællesskabets normer eller behov, fortæller Kjeld Holm i sin nye bog "Misklang og samklang" om tiden som biskop.
Ofte blev samklang til misklang, når individuelle ønsker udfordrede fællesskabets normer eller behov, fortæller Kjeld Holm i sin nye bog "Misklang og samklang" om tiden som biskop. .

Allerede under bispevalgkampen i hele 1993 og indtil valget i marts 1994 var homoseksualitet et brandvarmt emne, og bestandig blev vi kandidater anmodet om vores mening. Jeg gik varmt ind for en juridisk ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle, hvad jo også lovgivningsmæssigt´var sket, og jeg så gerne, at kirken på en eller anden måde fandt en måde at udtrykke denne ligestilling på. Men jeg tøvede med at kalde et homoseksuelt forhold for et ægteskab.

I begyndelsen af november måned var jeg så til mit første bispemøde, der foregik i Ribe. Det var en ret ny verden for mig, om end jeg naturligvis allerede havde lært mine kolleger at kende. Dengang havde bispemøderne en ret beskeden længde. Efterårsmødet var primært selskabeligt, så den saglige forhandling varede blot fra klokken 10 til klokken 17, hvorefter der var middag på Hotel Dagmar med ægtefæller. Jeg skulle som den sidstankomne i kollegiet tage referat, og det var også noget tydeligt, at det var at forvente, at jeg først og fremmest skulle lytte til de erfarne.

Det var nu heller ikke, fordi emnerne, som de var flest, var enormt interessante, men så havde Vincent Lind, Fyns biskop, modtaget en henvendelse på de danske biskoppers vegne fra det, der dengang hed Landsforeningen for bøsser og lesbiske, som forlangte en kirkelig ligestilling i forhold til det såkaldt normale ægteskab. Jeg mindes reaktionen. Den var, anført af Vincent Lind, forstående, og han præciserede utvetydigt, at enhver fordømmelse af bøsser og lesbiske måtte afvises som ukristelig, og det blev også klart indskærpet, at enhver præst måtte være indstillet på at øve sjælesorg, hvis en homoseksuel henvendte sig til ham eller hende. Men en kirkelig velsignelse som sådan kunne der ikke blive tale om. Det blev vi enige om, men jeg sad med en halvdårlig smag i munden. Ikke mindst da nogle mente, at bøsser og lesbiske nok slet ikke var interesserede i et kirkeligt ritual, eller som Ribes biskop, Niels Holm, muntert udtrykte det: ”Her i Ribe Stift har vi ikke sådan nogle.”

Jeg husker dog, at jeg markerede et særstandpunkt ved at sige, at selv om der måske ikke var tale om et ægteskab, så mente jeg, at vi dog skulle lave et ritual for det registrerede partnerskab. Det vandt umiddelbart ikke tilslutning. Nu gjaldt det om at skabe ro om emnet. Men hvis biskopperne havde troet, at nu var alt godt, og alle var tilfredse, skulle vi komme til at tro om. For bøsser og lesbiske var nu ikke længere en tavs minoritet. De fortsatte med at stille krav om kirkelig ligestilling, og holdningen bredte sig langt ud over deres egen kreds.

Sommeren efter sad vi en varm aften ude i vores smukke have bag Aarhus Bispegård med et par bøssevenner af vores yngste datter, rare og charmerende unge mennesker, som vi allerede havde kendt et stykke tid. Jeg satte et par flasker rødvin på bordet, og samtalen udfoldede sig lystigt og væsentligt. Så sagde Thomas til mig: ”Jeg har et spørgsmål til dig. Vil du ikke nok fortælle mig, hvordan Morten og jeg, ud over en ligegyldig detalje, adskiller os fra din kone og dig? Vi har kendt hinanden i en årrække. Vi holder virkelig af hinanden. Vi agter som I, hvis det står til os, at leve sammen i lyst og nød, til døden os skiller. Det eneste punkt, hvor vi adskiller os fra jer, er, at vores seksualitet er lidt anderledes end jeres, dikteret af, at vi er af samme køn. Tror du virkelig, at Gud lægger så stor vægt netop på dette område, at vi og vores samliv er udelukket fra hans velsignelse?”

Hvis ikke jeg var enig med ham, hvad jeg var, så blev det den aften pludselig tydeliggjort for mig, at den kirkelige diskrimination af bøsser og lesbiske var ukristelig. At den gjorde Gud lille og ligegyldig, gjorde ham til småtskåren bogholder og dybest set til en ligegyldighed!

Og da jeg gik i seng den aften, havde jeg besluttet mig for, at de homoseksuelles kamp for anerkendelse og ligestilling også var min kamp. Så måtte jeg tage ulemperne med ved at have stukket hovedet frem.

Alle ved, at det skulle blive en sej kamp, og at den skulle komme til at vare tyve år. At det blev små skridt, der blev taget, ét for ét, med nedsættelse af udvalg, mange bispemøder, hvor dette spørgsmål til gengæld var det eneste på dagsordenen. Og endelig den 25. maj 2012 blev der holdt et ekstraordinært bispemøde i Viborg. Med stort besvær var vi – med en enkelt undtagelse, Lolland-Falsters biskop – blevet enige om at kalde også det registrerede parforhold for et ægteskab og havde fået lavet et ritual, der ikke adskilte sig nævneværdigt fra det almindelige vielsesritual. Vi havde også kirkeministeren bag os, og selv om også en del af det politiske liv havde været imod, kunne ministeren efterfølgende sætte sit navn under. Jeg skal ikke skjule, at jeg også følte det som en personlig sejr.

Det kulminerede året efter, hvor jeg vistnok som den første havde et egentligt bøssebryllup i Aarhus Domkirke, hvor der var mere end 500 mennesker til stede, og hvor der undtagelsesvis blev klappet ved et bryllup. Og den sidste handling, jeg foretog som biskop, var at døbe Peter og Peters regnbuebarn, nu i Hornslet Kirke.