Den jødiske komponist Gustav Mahler (1860-1911) var i sin samtid først og fremmest kendt for sit arbejde som dirigent, men det er som komponist, eftertiden kender ham. Hans værker brød med musikhistoriens gængse former og uskrevne regler for, hvordan symfonier skulle opbygges, og musik skulle lyde. I dag regnes han for at være blandt 1900-tallets største komponister.
ANNONCE: Køb bogen her
Symfoni nr. 1 i D-dur, Titan
(Varighed: 53 minutter)
Da Mahler efter flere års ihærdigt arbejde kunne præsentere sin første symfoni, var han primært kendt for at være en djævleblændt dirigent. Den aldrende Brahms roste ham i høje toner og tog med stor fornøjelse togturen fra Wien til Budapest for at opleve ham dirigere Mozart. Det var også i Budapest, at førsteopførelsen af Titan-symfonien fandt sted den 20. november 1889, hvor et forbløffet og nærmest forarget publikum kunne høre disse fire satser:
1. Langsam, schleppend. Immer sehr gemächlich
2. Kräftig bewegt, doch nicht zu schnell
3. Feierlich und gemessen, ohne zu schleppen
4. Stürmisch bewegt
Det var Mahler selv, der havde fundet på, at hans første værk i genren skulle have titlen Titan. Det var nemlig også navnet på en roman af den tyske forfatter Jean Paul (1763-1825) om en helt, der må kæmpe med mange udfordringer, både af ydre og indre karakter, inden han når sit mål. Romanen og symfonien har med andre ord det kendte tema ”gennem kamp til sejr” til fælles. Mahler ombestemte sig dog med hensyn til forbindelsen mellem symfoni og roman og trak, efter to tidlige opførelser af symfonien, tilnavnet tilbage. Ikke desto mindre har navnet Titan sidenhen klæbet til Mahlers første symfoni.
Den begynder tøvende, men meget fængslende. Mahler lader strygerne åbne med sitrende overtonerige klange, og vi hører et par trompeter spille off stage, inden træblæserne giver os en forestilling om, at naturen vågner, og at musikken har villet skildre morgenstunden med al dens guld i mund. Til de første opførelser i Tyskland havde Mahler hjulpet publikum på rette spor med disse ord: ”Forår uden ende. Naturens opvågnen i de tidligste morgentimer.” I hovedtemaet i den afvekslende førstesats citerer Mahler en af sine egne tidlige sange, ”Ging heut’ Morgen übers Feld” (”Jeg gik i morges ud over marken”), der oprindelig var et personligt minde om en ungdomsforelskelse.
Mahler dikterer med tempoangivelsen ”Langsam, schleppend”, at satsen skal spilles slæbende, i et mageligt tempo. Han har villet sikre sig, at hans talrige nye ideer blev foldet så roligt ud, at publikum ikke blev hægtet af.
Andensatsen er en scherzo, som Mahler i første omgang havde kaldt ”For fulde sejl”. Musikken lever op til dette motto, men dens pludselige skift mellem forskellige genrer, såsom folkelige valse og ”Bierstubemusik” (”ølstuemusik”), har utvivlsomt været medvirkende til den negative modtagelse, symfonien som helhed fik. Mange konservative gemytter fandt Mahler rodet og vulgær og mente, at han burde have holdt sig til sin metier: at dirigere.
Video: Hør Mahlers "Titan" herunder
I tredjesatsen tillader han sig endnu en frækhed. Inspirationen til den højtidelige og alligevel groteske sørgemarch havde Mahler fundet i en gammel eventyrbog med en illustration af, hvordan skovens dyr følger den afdøde skovfogeds kiste til graven, ledsaget af musicerende katte, frøer, krager, hjorte, ræve osv. Mahler lader det ske til tonerne af den gamle børnesang ”Mester Jakob”, men ændrer den fra en velkendt melodi i dur til en dyster march i mol, hvilket giver den banale børnesang et grotesk udtryk.
Det forstærkes yderligere ved, at Mahler overraskende lader den blive spillet af en enlig kontrabas, ledsaget af harpe og træblæsere. Det er vittigt gjort pludselig at lade os høre en truttende obo, jødisk spillemandsmusik for et helt marchorkester! Mahler lever virkelig op til sin ambition om at skildre hele verden i sin musik. Satsen går direkte over i finalen, symfoniens længste sats.
”Stormende bevæget” lyder dens betegnelse, og den karakteristik indfrier finalen fra de allerførste takter, der byder på ”et brat udbrud af fortvivlelse fra et dybt såret hjerte” (Mahler). Komponisten kommer vidt omkring med stumper af temaer fra både Parsifal (Wagners sidste opera) og Liszts såkaldte Dantesymfoni, men indimellem de voldsomme udladninger fra det samlede orkester og en heftig brug af stortromme og bækkener gør Mahler også plads til mere lyriske episoder, inden det hele slutter med en tvetydig triumf, hvor dissonanserne ikke er totalt udryddet.
Lige fra begyndelsen havde han altså en forestilling om symfonien som en altomfattende kunst, hvor det sublime og det vulgære kunne rummes ikke bare i et og samme værk, men i en og samme sats. Det siger noget om Mahlers format og ambitioner, at hans 1. symfoni, der dengang i slutningen af 1800-tallet blev opfattet som en alt for stor mundfuld, skulle blive den korteste af de ni, han færdiggjorde.
ANNONCE: Køb bogen her