Chef i Unicef Danmark: Mobningen af Greta Thunberg er udemokratisk

Et barn som den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg må kunne tåle kritik og drilleri fra de voksne, mener Dansk Folkepartis Morten Marinus. FN’s Børnefond, Unicef, kalder reaktionerne for skadelig mobning

Den 16-årige Greta Thunberg, som tirsdag holdt en følelsesladet tale ved FN's klimatopmøde og generalforsamling, får årets alternative nobelpris.
Den 16-årige Greta Thunberg, som tirsdag holdt en følelsesladet tale ved FN's klimatopmøde og generalforsamling, får årets alternative nobelpris. Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix.

”Desværre er der mange voksne, der skriver mobbende, nedladende og hadefuldt om Greta som person. Det er IKKE acceptabelt.”

Dette opråb kunne være en meddelelse fra en lærer eller forælder på skolenetværket ForældreIntra. Men det kommer fra den danske afdeling af FN’s Børnefond, Unicef, og er henvendt til de voksne.

Organisationen kom hurtigt på banen, efter den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg tidligere på ugen holdt en tale ved åbningen af FN’s klimatopmøde i New York. Det var en meget følelsesladet tale, der har gået verden rundt, og hvor hun med store ord og dirrende stemme blandt andet beskyldte de voksne for at ødelægge hendes barndom.

Reaktionerne på talen kom hurtigt og fra mange kanter, især på sociale medier, og går også på hendes person. ”Rablende gal", "Dum i hovedet" og "Hysterisk" er nogle af de ord, der har floreret om hende i kommentarer på Facebook. En har skrevet, at ”Du (Greta, red.) burde lukkes inde på en lukket afdeling, hvor du hører hjemme". Den amerikanske tv-station Fox News måtte undskylde en politisk kommentators valg af ord, da han kaldte Greta Thunberg for "en psykisk syg svensk pige".

Politiker og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Morten Marinus reagerede også på talen og delte på sin Facebook-profil et billede af Thunberg ved siden af en temmelig sur figur fra satireprogrammet ”Drengene fra Angora”.

Billedet på Morten Marinus' Facebook-side.

Den slags kommentarer er ikke på sin plads, mener Unicef, som følte sig kaldet til at opdrage på de voksne med opråbet på Twitter.

”Der er tale om udskamning og mobberi af et barn,” siger børn‑ og ungechef Anne-Marie Friis fra Unicef Danmark.

”Børn har ifølge børnekonventionen ret til at blive beskyttet også mod drilleri og mobning. Når børn taler og har en mening om det, der sker i verden, så skal de voksne lytte fornuftigt til dem. Endelig er der en, der uden at blive adspurgt fortæller om noget vigtigt, som optager mange børn. Og så føler mange åbenbart en ret til at mobbe hende som person,” siger Anne-Marie Friis.

Er det ikke noget andet, når der er tale om en debattør, der næsten kun beskæftiger sig med klimadebatten?

”Når Greta Thunberg bliver mobbet, kan hun måske godt holde til det, men det kan andre måske ikke. Og så holder de sig måske fra at deltage i den offentlige debat. I det perspektiv er demokratiet så kun for de personer, der kan udholde at blive latterliggjort eller udskammet."

Hvorfor tror du, netop Greta Thunberg udsættes for den slags reaktioner?

”Det er svært for mange at debattere med børn. Det er nyt for voksne at tage børn seriøst på de voksnes arena. Vi er ikke vant til at tage dem alvorligt. Når vi oftere ser børn blande sig og komme på banen, betyder det, at de voksne skal tage et skridt tilbage og lytte. Vi er midt i et paradigmeskifte. Vi voksne taler meget om, hvordan børn skal gebærde sig på nettet. Teleselskaber laver kampagner om at tale ordentligt. Det er forstemmende at se, hvordan voksne opfører sig alligevel.”

Bruger Greta Thunberg ikke selv retoriske kneb med følelser og hårde ord, som er med til at give den respons, hun oplever?

”Hun reagerer, som hun er. Og hun er et meget følelsesbetonet menneske, som efter sigende ser verden meget sort-hvid. Men det er altid nemmere at opføre sig ordentligt end at være bange, som hun tydeligvis er. Det er uvant for os voksne at se en være så fuld af følelser i en politisk arena, hvor vi plejer at opføre os på en anden måde. Men det skal vi nok vænne os til. Og jeg håber ikke, det slutter med Thunbergs tale.”

Morten Marinus synes derimod ikke, at billedet, han delte på Facebook, er over stregen.

"Jeg delte det, lige da hun var begyndt på sin tale og så meget sur ud med nedadvendte mundvige. Jeg mente, det var morsomt, at der var en vis lighed mellem de to."

Er der ikke tale om ondskabsfuld drilleri af et barn?

"Selvom man er et ungt menneske og har de bedste intentioner, skal man tænke over, hvordan man serverer sine budskaber. Og netop hun skal kunne tåle at møde kritik for sin fremfærd og ageren. Mig bekendt beskæftiger hun sig ikke med andet end klimadebatten og bør derfor overveje den aggressive og sure måde, hun debatterer på. Kritikken er med til at modne hende. Jeg har selv som ungdomspolitikker skullet lære ikke at være for sur, når jeg talte i Folketinget."

Unicef mener, at drilleri og mobning er med til at skræmme andre unge fra at deltage i den offentlige debat. Kan du forstå den advarsel?

"Man skal altid tage hensyn til børn. Men i dette tilfælde er det noget andet. Jeg tror som sagt, at hun kan lære mere om, hvordan man argumenterer for sin sag. Jeg mener, at Greta Thunberg bør kunne stå på mål for kritikken taget hendes personlighed i betragtning."

Er der ikke en bedre måde at lære børn at blive bedre debattører?

"Der er garanteret nogle, der er gået over stregen, og andre der ikke er. Jeg er ikke den store pædagog og skal ikke lære Greta Thunberg, hvad hun skal gøre."

Er det ikke bedre at fokusere på budskabet i stedet for personen og udseendet?

"Jeg reagerer mest på hendes måde at fremføre tingene på. Jeg ville nok ikke gøre det samme, hvis det var en elevrådsformand."

Missing media item.