De rige landes store ansvar

Vi må af hensyn til klimaet undvære mere end andre

I forbindelse med store internationale topmøder oplever man ofte, at forventningerne til et godt resultat på forhånd dæmpes betydeligt. Når det alligevel indløber, bliver effekten så meget desto større, og alle bliver ekstra glade.

Vi vil på den krogede og stenede vej frem mod klimatopmødet i København i december opleve ganske mange af den slags taktiske fiflerier, og derfor skal man være varsom med at udråbe processen som enten en succes eller en fiasko, før den er helt tilendebragt.

Men det er glædeligt, at G8-topmødet mellem verdens førende økonomiske lande i går kunne gå i gang i Italien med en enighed om, at de rige lande skal have som mål at reducere udslippet af deres drivhusgasser med 80 procent inden 2050.

Dermed er udsigterne til et klimagennembrud i G8-kredsen forbedret, og det er godt nyt for mulighederne for at nå en aftale i København. Finansieringen af bekæmpelsen af klimaforandringerne er dog udskudt til efteråret, og det kan i sig selv give store vanskeligheder.

Der ser ud til at være mindst to hovedproblemer. Den økonomiske krise lægger åbenbart en kraftig dæmper på mange landes lyst til økonomisk at forpligte sig til forbedringer til gavn for klimaet. Det koster jo penge, så det er ved første øjekast helt forståeligt.

Men sammenhængen holder alligevel ikke. Tværtimod kan investeringer i klimaforbedringer være økonomisk fornuftige, fordi de skaber nye muligheder og nye markeder. Dette har europæiske erfaringer vist.

Det andet hovedproblem bunder i den klassiske konflikt mellem rige og fattige lande. Ikke mindst Kina og Indien vil have de rige lande til at forpligte sig til store CO2-nedskæringer, inden de selv går med. Og de rige lande vil ikke gå alene, uden at de nye økonomiske stormagter kommer med. Man vogter med andre ord på hinanden.

Kampen for klimaet er en global opgave. Men der hviler et særligt ansvar på den rige del af verden til at gå forrest og vise lederskab. Det er os, der har ressourcerne, velfærden og i mange tilfælde overskuddet til at undvære en del af vore enorme rigdom med henblik på at sikre klodens overlevelse.

En færdig aftale skal skrues sammen, så den er fornuftig for alle parter, og ingen rammes urimeligt, eller nogle lande tildeles for store økonomiske fordele i forhold til andre. Alle må yde en skærv.

Men de rige lande må yde mest, og hvis forhandlingerne om en klimaaftale i København bringes ud af kurs af økonomiske grunde, må den rige del af verden sørge for at få processen tilbage på sporet. Det manglede bare andet.