DANMARK SKAL være vært ved det meget afgørende FN-klimatopmøde i 2009. Her skal laves en ny aftale om at bekæmpe den globale opvarmning, som skal afløse Kyoto-protokollen. Men hvad skal en Københavner-protokol indeholde? Og hvilke krav stiller det til den danske regering?
"Klimaforandringerne er det eneste problem, som jeg tror potentielt kan betyde enden på civilisationen, som vi kender den". Så alvorligt udtrykte USA's tidligere præsident Bill Clinton det på et møde, jeg deltog i i New York i februar. Og fremtidsudsigterne er i sandhed også dystre, hvis ikke vi handler nu: Vandstanden i verdens have vil stige, vi vil få flere ekstreme vejrfænomener i form af storme, orkaner og ødelæggende regnskyl, oversvømmelser og mere tørke. Det vil føre til store tab af menneskeliv, og den biologiske mangfoldighed vil tage skade.
Det er ikke længere gætværk eller sandsynlige forudsigelser. Videnskaben er entydig: Vi må handle nu. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal gøre noget. Spørgsmålet er: Hvad skal vi gøre?
Indtil videre er der ikke gjort nok politisk for at bekæmpe den globale opvarmning. I min bog "Grøn globalisering Miljøpolitik i forandring", som udkom i juli, argumenterer jeg for, at den globale indsats for tiden langtfra er god nok. Den nuværende globale aftale den såkaldte Kyoto-protokol har en række problemer. De fejl skal der rettes op på, når der (forhåbentlig) laves enny aftale, som skal afløse Kyoto-protokollen, når denne udløber i 2012.
Her kommer EU til at spille en hovedrolle. Statslederne har lykkeligvis spillet hårdt ud med en ambitiøs aftale, der går på, at EU i år 2020 skal dække 20 procent af sit energiforbrug med vedvarende energikilder samt reducere sin udledning af CO2 med 20 procent (fra 1990-niveauet) Landene er endog villige til at reducere med 30 procent, hvis USA går med i en global aftale.
EU ER ALTSÅ gået forrest. Det er et godt forhandlingsudgangspunkt før mødet i København i 2009, som EU bør benytte til at søge at få en række krav opfyldt. Det vigtigste krav er uden tvivl, at USA og Kina skal med i aftalen og forpligte sig på bindende reduktionsmål.
USA er det land i verden, der står for den største procentdel af drivhusgas-emissionerne (20,6 procent). Derfor skal de selvsagt med. Allerede nu har over 300 byer og en række stater i USA sagt, at de vil reducere deres udledninger til noget, der minder om de krav, der stilles i Kyoto-protokollen, men vi mangler altså stadig, at man fra føderalt niveau også "bider til bolle".
Kina er den næststørste udleder af CO2 i verden med 14,8 procent af den samlede udledning (herefter kommer EU betragtet som en enhed med 14 procent). Og udviklingen går stærkt i Kina. For bare fem år siden udledte landet under halvt så meget CO2 som USA. Nu forventes Kina at overhale USA i 2008 (nogle undersøgelser viser, at det allerede er sket).
Det er også vigtigt, at flytransport kommer med i den nye aftale. Sektoren står allerede i dag for cirka to procent af de samlede udledninger. Ydermere er det en sektor i vækst. I 2003 offentliggjorde den britiske regering en rapport, der viste, at flytrafikken vil være tredoblet inden 2030.
Skibstransport skal også med i den nye aftale. På trods af at det er meget mere miljøvenligt at transportere gods med skib end med andre transportformer som biler og i særdeleshed fly, er sektoren alligevel ansvarlig for op imod fem procent af den globale udledning af CO2, hvilket er næsten det dobbelte af, hvad et land som Storbritannien udleder, og mere end hvad hele Afrika udleder. Det er ikke så underligt, eftersom sektoren står for at transportere 90 procent af hele verdens gods. Men mængden gør alligevel, at sektoren skal med i aftalen. Det vil motivere rederierne til at udvikle endnu mere miljøvenlige former for søtransport.
Der er også problemer med den måde, hvorpå kvotehandelssystemet fungerer i dag. Virksomheder og lande har mulighed for at købe CO2-kreditter via projekter i udviklingslandene den såkaldte Clean Development Mechanism og i Østlande, hvor projekterne går under navnet Joint Implementation.
Disse muligheder bør begrænses. Godt nok er ordningerne rationelle ud fra en rent økonomisk kalkule. Problemet er imidlertid, at de mindsker incitamenterne til at indføre ny nødvendig teknologi i de lande, der er storsyndere. Danske kraftværker kan for eksempel dække en tredjedel af deres CO2-forpligtelser ved at investere i projekter i andre lande og dermed få kredit. Det gør incitamentet til at reducere egne udslip mindre. På trods af at Danmark er et af de lande, der har det største udslip af CO2 pr. indbygger overhovedet.
I stedet for de to ovennævnte mekanismer bør den grønne vækst i udviklingslandene og i lande i Østeuropa finansieres over en af FN fastsat, obligatorisk støtte fra de rige til de fattigere og øremærket til grøn udvikling og mindre drivhusgas-udslip.
Det bør også være et handelspolitisk krav fra EU's side, at lande og/eller grupper af lande, der vil have adgang til vores marked, skal deltage i den kommende Københavner-aftale.
Danmark kommer som værtsland til at spille en vigtig rolle i forhandlingerne. Derfor er det vigtigt, at vi har "fejet for egen dør". Det betyder, at den nuværende regering må sætte handling bag dens flotte ord om grønt engagement.
Vi skal ikke gøre det bare for at øge vores "bløde magt" og dermed forhandlingspositionen ved FN-topmødet. Vi skal også gøre det, fordi det er en god forretning. Ingeniørforeningen i Danmark har regnet på det, og i deres Energiplan 2030 hævder de, at Danmarks energieksport vil kunne stige fra de nuværende 30 milliarder om året til 160 milliarder om året. Derudover vil der på samfundsplan kunne spares omkring 15 milliarder på udgiftssiden til energi.
EN SÅDAN GRØN energi-revolution i Danmark vil imidlertid kræve, at der fra den danske regering og det danske folketing skiftes kurs. Der er behov for at skabe konsensus om mål og midler i klima- og energipolitikken på tværs af det politiske spektrum i vores land.
En sådan kursændring kunne starte med, at vi flytter energipolitikken fra Transportministeriet til Miljøministeriet eller endnu bedre: til sit helt eget ministerium. Danmark bør dernæst hurtigst muligt starte en udbygning af forsyningen af vedvarende energi. Her er behov for mere ambitiøse mål, for eksempel som Socialdemokraterne har foreslået, at udnyttelsen af vind, biomasse, sol og affald kommer til at udgøre mindst 50 procent af energiforbruget, 80 procent af elforbruget og 25 procent af motorbrændstofforbruget i 2025.
Vi har behov for markant øgede bevillinger til forskning og udvikling af grønne teknologier inden for de områder, hvor vi har potentiale nemlig vind, solceller, brændselsceller, bølgeenergi og batteriteknologi.
Danmark bør desuden leve op til sine egne reduktionsforpligtelser ved primært at reducere i Danmark. Kun i mindre grad skal vi købe kvoter eller lave projekter i udlandet. Og når det sker, skal det være gode projekter, som ud over miljøeffekten også medfører reel udvikling i samarbejdslandet.
Der skal indføres regulering og incitamenter, som sikrer energibesparelser på to procent om året. Ingeniørforeningens udregninger viser, at der er store besparelser at hente i energibesparelser i bygninger, effektivisering af processerne i industrien og omlægning til vedvarende energi.
Som et led i det at være foregangsland burde Danmark også arbejde på at gøre en større by i Danmark som Århus, Odense eller Aalborg til en vedvarende energiby. Målet bør være at skabe et 100 procent VE-forsynet byområde, der kan fungere som dansk energiteknologis udstillingsvindue for resten af verden. Der skal nedsættes en national følgegruppe bestående af eksperter og folketingspolitikere, som i fællesskab med det lokale byråd gennemfører planen.
Det er nemt at forfalde til sortsyn. Verden er af lave. Og problemerne er faretruende. Men den gode nyhed er, at vi faktisk har ret gode muligheder for at gøre noget. Vi kan redde verden.
Dan Jørgensen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne