Prøv avisen

Klog på kærlighed: Fem par fortæller om udfordringer og erfaringer i parforholdet

Politikeren Margrete Auken og ægtemanden Erik A. Nielsen kunne for nyligt fejre guldbryllup og er et parrene, der deler ud af deres erfaringer med kærligheden. Foto: Leif Tuxen

Hvad kendetegner par, som får et langt og godt liv med hinanden? Det har Kristeligt Dagblad sat fokus på i en serie interviews med par, som blandt andet fortæller om familieliv med seks børn, og hvordan man prioriterer tid sammen i hverdagen

Hvordan kan man se, hvordan par trives? I USA er der lavet studier, hvor man har filmet og observeret pars samtaler om problemer. Par i trivsel indleder en samtale uden at beskylde, de er bedre til at lytte uden at gå i forsvar, og de anerkender partnerens perspektiv i stedet for at underkende det. Man kan overordnet sige, at de går til de indbyrdes forskelligheder på en åben og nysgerrig måde, samtidig med at de kan konfrontere hinanden, når det er nødvendigt. Læs om kendetegnene ved det gode parforhold her.

Filmede man samtalerne mellem politikeren Margrete Auken og forfatteren Erik A. Nielsen, ville man opleve et par, som vægter humor højt. Som EU-parlamentariker, er Margrete Auken væk fra hjemmet størstedelen af ugen, men når de begge er hjemme, mødes de ud på dagen over en drink. De har fornylig fejret guldbryllup og fremhæver vigtigheden ved det fælles ritual.

Direktør Christine E. Swane og forskningscenterleder Jørgen Wadum mødte hinanden i en moden alder. Da de mødtes, boede Jørgen Wadum alene og var weekendfar for to børn, der boede med deres mor i Holland. Christines E. Swanes bagage havde været gennem en svær skilsmisse, var blevet gift igen og blevet enke og havde tre børn samt en bonusdatter. De fortæller om den tålmodighed, det har krævet at rumme seks børn, og om at omfavne kaos.

Forstanderparret Anja og Mads Rykind-Eriksen blev kærester, da de var elever på Rødding Højskole i 1992. I dag er de forstanderpar på den sønderjyske højskole. De trives med at skabe noget sammen. Og når de holder fri, fortsætter de med med at skabe. Sammen med deres syv børn tager de til deres ødegård i Sverige, hvor de hele tiden har gang i praktiske projekter.

Lærer Priya og sognepræst Morten Skrubbeltrang mødte hinanden i Indien i 2004 og blev gift tre år senere. I dag bor de i Hasle ved Aarhus, hvor Morten Skrubbeltrang er præst. Fordi de konstant må savne Priyas familie og venner, prioriterer de en hverdag med god tid sammen i hjemmet.

Borgmester Frank Jensen og børnehaveklasseleder Jane Frimand har været par siden nytårsaften 1981, hvor han efter et længere tilløb fik den pige, han havde sagt til sine venner, at han ville gøre alt for at få. Jane Frimand fremhæver, at de har været gode til at tale åbent om alt – også når det har været barskt.