FORLEDEN REJSTE JEG med toget og sad sammen med flere medpassagerer. Det var tidlig morgen og mange sad og sov i kupéen, deriblandt passageren ved min side.
Overfor sad to passagerer midt i en samtale. De talte sagte, nærmest hviskede. Pludselig udbrød den ene: Det her er jo slet ikke en stillekupé!. Herefter begyndte de at samtale i et meget højere stemmeleje, hvilket bevirkede, at personen, der sad ved min side, vågnede og kun svært kunne falde i søvn igen.
Der er ingen pligt til at vise hensyn, hvilket de to samtalende passager derfor undlader at gøre.
Eksemplet kan både illustrere, hvad etik er, og hvad etik ikke er, og hurtigt kan man slutte sig til, at den synes at mangle her.
Men lad os nu hypotetisk antage, at det rent faktisk var en stillekupé, og at de to passagerer udelukkende af denne grund fortsætter med at hviske, så personen ved min side derfor kan sove i fred. Handler de nu etisk?
Mit svar vil være nej. De handler ikke etisk, men udelukkende ud fra en given regel. Skulle der handles etisk, skulle det ske med udgangspunkt i de personer og den situation, de befinder sig i. Hvad enten man befinder sig i en stillekupé eller ej, handler etikken dybest set om at række ud over sig selv i en tillidsfuld og grundlæggende hensyntagen.
Nu kan der selvsagt være fordele ved, at DSB har stillekupéer. Dernæst bør det næsten være trivielt at nævne, hvordan det samtidig er nødvendigt med love og regler, for at et samfund kan fungere.
Men alt for ofte sker det, at etik forveksles med nedskrevne regler, hvad enten de er juridiske, institutionelle eller på anden måde formgivet som i tilfældet med DSBs stillekupéer. Etik er derimod uskrevne regler, hvor vi enten er kulturelt dyrkede, personligt opdraget eller gennem livet dannet til at vise hensyn, som i tilfældet med personen, der trænger til et hvil i kupéen.
Men i dag skal firmaer og institutioner og hospitalsafdelinger formulere deres egen etik, hvilket netop sker i form af nedskrevne regelsæt, kodeks, charter, retningslinjer og det, der ligner.
Det eneste, det ikke ligner, er etik. På den måde sker der alt for ofte det, at etikken i Danmark spænder ben for sig selv, fordi vi i troen på at skabe en etik bliver blinde for at være etiske, når situationen byder det.
Reelt sker der det, at etikken hermed bliver en mulighed for ikke at handle etisk. Konfronteres en person eller en virksomhed med anklager om direkte skadelig adfærd, lyder svaret ofte: Vi følger loven og reglerne til punkt og prikke.
Det svarer til, at jeg undlader at hjælpe en gangbesværet over gaden enten med den begrundelse, at det ikke er min pligt, eller at jeg betaler skat, så der burde være personer, der hjælper disse mennesker over gaden.
Med togkupéen som eksempel vil mange begynde at skelne mellem etik og etikette og mellem etik og moral og så videre. Men den grundlæggende pointe er den samme. Skal der arbejdes med etik, etikette og moral, skal der arbejdes med optikken, altså vores blik for andre end os selv. Uden blik for den anden, ingen egentlig etisk handlen.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskole forstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk