Velfærdsstaten afløses nu af konkurrencestaten

Borgeren optræder i stadig højere grad som enten en gevinst eller en omkostning for staten

Velfærdsstaten er blevet til en konkurrencestat. Det får blandt andre de studerende at føle med den nye SU-reform, skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen. Foto: Kåre Viemose Denmark

ER DANSK POLITIK nået til vejs ende?. Sådan lød spørgsmålet på forsiden af Kristeligt Dagblad den 1. marts. Mange har svært ved at se den store forskel på rød og blå. Vi oplever en socialdemokratisk ledet regering stå for en politik, som de borgerlige oppositionspartier næppe kunne komme af sted med, selvom de gerne ville. Hvordan hænger det sammen?

LÆS OGSÅ:
Den nordiske velfærdsstat er verdens stærkeste samfundsmodel

Forklaringen er, så vidt jeg kan se, at der i dansk politik findes en underliggende agenda, som i princippet går tilbage til Globaliseringsrådets rapport fra 2006, Fremgang Fornyelse Tryghed. I Globaliseringsrådet sad en række ministre, vismænd m/k, eksperter og organisationsfolk. Det overordnede mål var at sikre, at Danmark i 2015 skulle være verdens mest konkurrencedygtige samfund.

Så kom finanskrisen, den økonomiske krise, og i 2011 et regeringsskifte. Året 2015 er pænt gemt af vejen, men strategien er ret beset uforandret: En massiv satsning på uddannelse er vejen til øget konkurrencedygtighed og vækst i samfundet.

STORT SET INGEN anfægter denne politiske agenda. Den er så at sige blevet det selvfølgelige baggrundstæppe for de politiske dispositioner. I kraft af globaliseringen er vi tæt sammenvævet med resten af verden i en kamp om international konkurrencekraft.

Vi lever i en verden, hvor den økonomiske udvikling er vidensbaseret. Derfor spiller uddannelsespolitikken en afgørende og central rolle. De studerende betragtes som kommende agenter for den økonomiske vækst.

Der findes et bredt spektrum af politiske kræfter i og uden for Folketinget, som presser på for at effektivisere uddannelsessystemet, så det kan generere mest mulig vækst i den danske konkurrencestat.

Ordet konkurrencestat skyldes Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS, der i en fremragende analyse af de moderne samfundsmæssige udviklingstendenser har påvist, hvorledes forholdet mellem stat og borger gradvist har ændret sig over de sidste 20 år.

I stadig højere grad optræder borgeren i rollen som en omkostning eller en gevinst i den statslige husholdning. Velfærdsstaten er under afvikling til fordel for konkurrencestaten. Borgeren er blevet et investeringsobjekt til fremme af statens konkurrencedygtighed.

Det mærker de studerende nu i form af en SU-reform, der strammer deres studievilkår betragteligt. Blandt andet skal de fremover sørge for at gøre sig færdige til tiden. De skal, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger, vise ansvar.

INGEN TVIVL OM, at loven vil blive vedtaget af Folketinget.

Det sjove er, at størsteparten af folketingsmedlemmerne, der stemmer for, selv har levet det muntre studenterliv og sorgløst har tilladt sig markante overskridelser af den normerede studietid.

Hvorfor står disse betragtninger i en klumme om etik? Det gør de, fordi man vel kan stille sig det spørgsmål, om det ikke er problematisk at stille krav til andre, som man ikke selv har levet op til. Man har kort sagt ikke rent mel i posen.

Folketingsmedlemmerne vil nok svare, at der her ikke er tale om etik, men politik. Politik er som bekendt det muliges kunst. Og det, der engang var muligt, skal nu ikke længere være muligt.

Da folketingsmedlemmerne var unge, levede de i en velfærdsstat. Det var deres held. De kommende ungdomsgenerationer har det uheld at være født for sent. De lever i en konkurrencestat. Forskellen er til at få øje på. Eller med Margrethe Vestager: Sådan er det jo!

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler samt tidligere medlem af Det Etiske Råd og tidligere folketingsmedlem Klavs Birkholm