I denne uge skal jeg holde oplæg på Danmarks Læringsfestival om 12-tals-problematikken. Det er en art samlebetegnelse for det forhold, at en ny perfektheds- eller præstationsorientering har sneget sig ind i vores liv. Man har i flere undersøgelser og opgørelser vist, at det tilsyneladende ofte er pigerne, der lider under præstationskulturen.
Det udmønter sig i en præstationsangst, som kan være invaliderende. Der er selvfølgelig intet i vejen med en smule angst, præstationspres eller mistrivsel, men det er alarmerende, hvis det er gennemgribende for oplevelsen af livet.
Nogle undersøgelser peger på, at denne type præstationsorientering er vokset frem i tiltagende grad i skolen og i uddannelsessystemet, og at den ikke kun er karakteristisk for gymnasieelever, men at den grundlægges tidligt i grundskolen, og den forefindes også på universiteterne.
I MEDIERNE GIVES både folkeskolen og samfundet skylden for, at ”12-talspigen” er sårbar.
Folkeskolen får skylden for ikke at forberede pigerne godt nok på livet efter skolen, og samfundet får skylden for at have skabt en af generation, der lever under en præstationskultur. Andre vil sige, at ”12-tals-pigen” er en del af en generation, der ikke er udholdende nok og derfor knækker sammen.
Snakken om ”12-tals-pigen” frem for ”12-tals-drengen” kommer af undersøgelser, der viser, at flere unge kvinder end mænd mistrives, ligesom piger ofte søger uddannelser, der kræver et højere karaktergennemsnit end drenge – hvilket jo unægteligt øger karakterpresset på pigerne.
Fortællingen om præstationspres er i øvrigt ikke kun dansk, men genfindes også i internationale undersøgelser.
ALLIGEVEL MÅ MAN SIGE, at det er en lidt tynd fortælling, der får lov til at leve. Vi hører for eksempel meget lidt om de piger, der faktisk trives og ikke lider under præstations- eller perfekthedskultur. Når man tilmed gør ”12-tals-pigen” til et begreb, så risikerer vi en internalisering. Pigen får ikke længere et 12-tal, hun er et 12-tal, når hun af omverdenen og sig selv bliver betegnet som ”12-tals-pigen”.
Medierne har hermed skabt en identitet, hvor karakteren er en stor del af, hvem ”12-tals-pigen” er. Det er ikke muligt at være ”12-tals-pigen” og få 7, selvom du kæmper lige så meget og er lige så presset som ”12-tals-pigen”.
ALT MULIGT TYDER PÅ, at vi har brug for at gøre noget og for at lave nogle tykkere fortællinger om fænomenet med flere nuancer.
For det er muligt, at det skyldes, at pigerne har fokus på skolepræstationer, mens drengene kan have fokus på andre ting, for eksempel konflikter med venner eller forældre. Pigerne lider ikke mere end drengene, men de bakser med nogle andre problematikker.
Både stressdiagnosen og begrebet ”12-tals-pigen” bliver også en måde at tale om problemerne på og er i sig selv med til at forstærke problematikken – det byder sig til som en legitim forklaring.
Måske er det mere velanset hos pigerne at være stræber. Man er ikke blot sit køn – man performer det og lever op til kulturelle tilgængelige idéer om, hvad en rigtig pige er, og hvad en rigtig dreng er.
FOR MIG AT SE ER DET VIGTIGT, at vi alle sammen udfordrer fikserede idéer om, hvem der har et problem. Og så er det godt, at vi også løfter blikket og ser på de strukturelle forhold, for eksempel den måde, vi organiserer uddannelser på og for eksempel optagelsessystemet til de videregående uddannelser.
Det må aldrig blive hverken pigerne eller drengene, som er problemet, men hvad vi sammen kan gøre for at skabe et bedre uddannelsessystem og måske også nogle mere realistiske forestillinger om, hvad det gode liv er.
Så næste gang, at nogen tilskriver dig en logik, som faktisk ikke er din egen, så gør det måske ikke noget at have lidt mod til at udfordre det, så vi sammen bliver klogere. 12-tal eller ej.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.