Kære Joy Mogensen: Guds kirke tilhører folket – ikke ministeren

Hvis du absolut skal foretage dig noget nyttigt, kunne du indlede en tiltrængt afbureaukratisering og decentralisering af folkekirken, skriver Marie Høgh i et åbent brev til den nye kirkeminister

Tillykke med udnævnelsen som kirke- og kulturminister, Joy Mogensen. Det havde ingen vist regnet med.

Der skal åbenbart ikke mere til end en bachelor i kulturmøde fra RUC for at blive headhuntet som kirke- og kulturminister. Ret skal være ret – det siger selvfølgelig mere om Socialdemokratiets prioritering af kirke- og kulturområdet, end det siger om Joy Mogensen, som mest af alt er kendt for at vente et donorbarn. Det er et privatforhold og burde være fuldkommen ligegyldigt for Mogensens karriere som politiker – men det er nok ikke helt uden grund, at Mogensen blev udpeget frem for den aldeles solide og åndeligt begavede partifælle Simon Simonsen. Det sender et lighedsideologisk-, kønspolitisk-, krænkelses- og rettighedssignal, som Rosa Lund fra Enhedslisten hurtigt opfattede og hyldede højt på de sociale medier. Tag den, gamle forstokkede folkekirke!

Nuvel, det er sådan set det samme, der skal siges til den nye kirkeminister, uanset hvem det blev. Og for den sags skyld uagtet om vedkommende er rød eller blå: Hold nallerne væk! Foretag intet indgreb i noget som helst! Lav ingen revolutioner! Vær usynlig! Lad gejstligheden være i fred! Og et godt råd fra den gamle Stauning: ”Hold fred med de hellige, ellers er Fanden løs!”. En god kirkeminister er nemlig en, der ikke foretager sig noget – eller i hvert fald ”så lidt som overhovedet muligt”, som den afgåede kirkeminister Mette Bock (LA) sagde. Og kære nye kirkeminister, der er gode spor at træde i efter din forgænger, der forbilledligt udviste en fin forståelse for det særlige bånd mellem kirke og stat – kirke og folk. Og vekselvirkningen mellem det kirkelige og det folkelige.

Men hvis du ikke hører de tusinde års åndshistorie, Reformationens skelnen mellem det åndelige og det verdslige og den grundtvigske frihedstradition med kirkeklokkernes klang, ja, så kan man som Manu Sareen (R) komme til at bilde sig selv ind, at man er ”chef for folkekirken” i modsætning til forgængeren Bertel Haarders (V) beskedne selvbetegnelse som kirkens ”pedel”. For der er jo det lidt paradoksale, at politikere bliver valgt til at lave politik, mens man som kirkeminister snarere skal beskytte kirken imod politik.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi husker stadig, hvordan det gik, da Manu Sareen troede, han skulle være ligestillingsminister for folkekirken og spændte kirken for en politisk vogn, blandede sig i kirkens indre anliggender og fik indført ritualet for vielse af homoseksuelle over natten og hen over hovedet af de sovende biskopper. Hurra for ritualet. Selvfølgelig skal vi have et ritual for vielse af homoseksuelle. Men Manu Sareens smådiktatoriske topstyring fik dele af den yderste højrefløj til at forlade folkekirken.

Derfor var vi nogle, der rystede i bukserne for, at Mogens Jensen (S) blev den nye kirkeminister. For hvad Sareen begyndte, havde Jensen allerede bebudet at ville fuldføre med sin lighedsideologiske dagsorden. På identitetspolitikkens hellige alter vil Jensen ofre den åndsfrihed, samvittighedsfrihed og forkyndelsesfrihed, der er klangbunden i det ”velordnede anarki”, vi med Hal Koch kalder folkekirken, og tvinge præster til at vie homoseksuelle. Jeg gyser ved tanken om, at en tyndhudet offeridentitet, som Jensens politik er et udtryk for, vil have folkekirkens præster til at marchere i ideologiske taktfaste skridt, mens kirkelige fløje, der afspejler folkets tro, må finde andet sted at gå hen end folkekirken.

Så hold dig fra det, kære Joy Mogensen! Og hold dig også fra at pille ved Grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf, der lyder: ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.” For som politikere ikke skal lovgive om teologiske forhold, skal præsterne ikke prædike politik, og folkekirken skal ikke med én politisk stemme udtale sig om dette og hint– om bådflygtninge, fattigdomsgrænser og ældrepleje.

Og det er faktisk dét, løfteparagraffen beskytter imod – imod en synodal forfatning og en adskillelse af kirke og stat, der medfører en politisk korrekt ensretning af kirken, som den svenske kirke med dens kønsneutrale Gud, omfavnelse af islam og dalende medlemstal er et skræmmende eksempel på. Løfteparagraffens intention om et kirkeligt selvstyre er trods utallige forsøg aldrig blevet indfriet, men med tidsåndens ideologiske oprustning, tab af historisk bevidsthed og forankring er det ikke usandsynligt, at forsøget lykkes inden for en overskuelig fremtid.

Kære nye kirkeminister! Der er så meget, du ikke skal, men hvis du absolut skal foretage dig noget nyttigt, kunne du indlede en tiltrængt afbureaukratisering og decentralisering af folkekirken. At new public management er noget udue- ligt, dyrt bras, og at centraliseringen i resten af den offentlige sektor har medført uoprettelige skader, har folkekirken endnu ikke luret, for her holder den ene konsulent den anden beskæftiget, og hele det administrative, bureaukratiske lag, som ikke lader nogen sovjetisk embedsmand noget tilbage at ønske, vokser. Ja, fedtlaget har snabelen nede i pengekassen og blæser på folkekirkens lokale forankring og det almene præstedømme, mens de enkelte sogne må vende hver en øre. Det er hierarkisk styre, der mildt sagt ikke harmonerer med folkekirkens sjæl.

Ja, folkekirkens sjæl. Tag den i dine hænder, men tag den varsomt, tag den blidt. For Guds kirke her på Jorden tilhører folket – ikke ministeren.

Alt godt med embedet!

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, fungerende kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.