Isabella Arendt: Rituel omskæring handler om, at vi som mennesker er mere end krop

Vi har brug for et forstå, at der er mere mellem himmel og jord end celler og biologi. Og vi har brug for at forstå, at omskæring netop er et ritual, som skal give den nyfødte søn fællesskab med sin jødiske tro, jødiske baggrund og jødiske familie

Isabella Arendt: Rituel omskæring handler om, at vi som mennesker er mere end krop
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Debatten om omskæring har fyldt meget den seneste tid. Nu er de regeringsbærende partier endelig kommet på banen også, heldigvis i forsvar for religionsfriheden. Dansk Folkeparti går omvendt ind for et forbud.

Debatten er fyldt med komplekse spørgsmål. Debatten mangler to helt afgørende elementer for at komme tilbage til et ordentligt leje.

For det første skal vi lære at forstå minoriteter, som er forskellige fra os selv. At beskytte minoriteter i Danmark handler jo netop om at kæmpe for sager, som er vigtige for nogle andre. At kunne se ud over ens egen forståelse af verden og respektere, at omskæring kan være afgørende for jødiske og muslimske forældre, selvom det virker underligt på flertallet af kristne og ateistiske danskere.

Så i al respekt for anderledes troende minoriteter, bør vi tage skarpt afstand fra alle insinueringer om, at jødiske og muslimske forældre skulle ønske at skade deres børn eller ikke elsker deres børn.

Det er slet ikke det, sagen handler om. Forældrene elsker netop deres børn og vil derfor gerne indlemme dem i troen og familiens fællesskab, så far og søn sammen indgår i en tradition, som går årtusinder tilbage.

For det andet skal vi forstå, at sagen om omskæring ikke handler om lægevidenskab. Der er ganske enkelt ingen medicinske grunde til rituel omskæring. Selvfølgelig ikke. For omskæring handler ikke om at bekæmpe en sygdom. Det er derfor helt misforstået med overskrifter med formuleringer som, at man ”skærer i raske drenge”. Ja, det gør man. Men det har ikke noget med deres fysiske helbred at gøre.

Rituel omskæring handler om, at vi som mennesker er mere end krop. Vi er også ånd. Vi har brug for at skabe mening og sammenhold. Vi har brug for et forstå, at der er mere mellem himmel og jord end celler og biologi. Og vi har brug for at forstå, at omskæring netop er et ritual, som skal give den nyfødte søn fællesskab med sin jødiske tro, jødiske baggrund og jødiske familie. Alle samfund har ritualer. Det har vi brug for. Det er netop vores ånd, tro og mening ud over det rationelle og fysiske, som gør os til mennesker.

Personligt kunne jeg ikke drømme om at omskære mine børn, hvis jeg får nogle en dag. Men jeg er heller ikke hverken jøde eller muslim. Jeg vil til gengæld kæmpe for andres ret til at have en anden tro end jeg selv.