Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Refleksion

Ånden fra 1968 er ved at dø, og dyderne bliver genfødt

Illustration: Søren Mosdal

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og debattør. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

68'erne frigjorde os, men måske er vi i virkeligheden lastdyr, der har brug for regler, filosoferer Sørine Gotfredsen

EN SAMTALE MED en kvinde for nogen tid siden fik det atter til at stå klart, hvordan en bestemt tankegang ofte tages for givet.

Vi talte om folkekirken, og kvinden bemærkede, at den jo er noget stiv i det, men at man da heldigvis visse steder begynder at ”løsne lidt op.” Hun var stor teenager i 1970’erne og er utvivlsomt blevet præget af tankegodset fra oprøret i 1968. Det handlede som bekendt om opgør med autoriteter og overleverede normer, en stærk feminisme, en tro på, at det frisatte menneske som oftest udfolder sig smukt, og naturligvis en dyb skepsis over for kirke, ritualer og højtidelighed. Hun talte som en, der nærmest ubevidst har indoptaget alt dette i sit livssyn, men som samtidig synes at værdsætte nu at hvile trygt i konventionel genkendelighed, og denne kombination af moden glæde ved tradition og en automatisk tro på, at noget altid bør ”løsnes op”, udgør en interessant del af arven fra 1968.

Der findes en understrøm i vores samtaler og fælles antagelse af, at frisættelse fører til lykke, og i et interview i Politiken med den franske politolog og islamforsker Olivier Roy blev det forleden foreslået, at 1968 i dag præger os lige så meget som oplysningstiden.

Mens denne i flere henseender bevarede den kristne moral, som man blot forsøgte at grunde i fornuften frem for i en guddom, skete der med 1968 en nedbrydning af disse normer. Og som Olivier Roy formulerede det: ”Europa har grundlæggende ændret sig på en generation.”

ET AF DE MEST usentimentale portrætter af dette forandrede Europa leveres af den franske forfatter Michel Houellebecq. I hans seneste roman ”Serotonin” flakker endnu en fortabt midaldrende mand rundt for at finde mening i den endeløse frisættelse, der siden 1968 har præget det vesteuropæiske menneske. Da han har opgivet at skabe relationer og sidder dybt ensom tilbage, siger han:

”Jeg kunne have gjort en kvinde lykkelig. Faktisk to; jeg har nævnt dem. Alt stod klart, ekstremt klart, lige fra begyndelsen; men vi lyttede ikke til det. Gav vi efter for illusionerne om den individuelle frihed, det åbne liv, de uendelige muligheder? Det er tænkeligt, disse idéer lå i tidsånden; vi formaliserede dem ikke, det havde vi ikke sans for; vi nøjedes med at tilpasse os dem, at lade os tilintetgøre af dem; for derefter gennem meget lang tid at lide under dem.”

De formaliserede ikke idéerne, for hvordan formaliserer man noget, der i sig selv står i opposition til form? At tilpasse sig tidsåndens idéer er den sikre vej til at miste grebet om sin egentlige forankring i verden, og måske nærmer vi os en større reaktion mod denne tilpasning til formløshed. På to måder.

For det første gennem bevidstheden om, at vækst og forbrug og dyrkelsen af individets ret til udfoldelse kan være til skade, hvormed det bliver klart, at noget atter skal disciplineres. Det er muligt, at klimaepoken, som vi for alvor nu har taget fat på, kan føre til en ny agtelse for begreber som afsavn og mådehold.

Og for det andet kan der på det helt personlige plan ske en genopdagelse af værdien af ikke at være så uendeligt frisat. Der kan opstå et savn efter formalisering af tilværelsen, og der kan måske i den enkeltes liv blive tale om en slags dydernes genfødsel.

Den canadiske intellektuelle superstjerne Jordan B. Peterson er fortaler for dette. Hvor Michel Houellebecq som få kan beskrive elendigheden, forsøger Jordan B. Peterson at genskabe noget af det tabte, og i bogen ”12 leveregler – en modvægt til kaos” skriver han:

”Vi har brug for regler, standarder, værdier – både alene og sammen. Vi er pakdyr, lastdyr. Vi må bære en byrde for at retfærdiggøre vores kummerlige eksistens. Vi har brug for rutiner og traditioner.” Uden noget at bære på kan man komme i tvivl om sin plads i verden, og når de unge i dag flokkes om opgaven at bære kloden sikkert ind i fremtiden, kan det tolkes som tegn på eksistentiel længsel efter som et lastdyr at bære en byrde.

Når man gennem hele sin opvækst har fået at vide, at du er fri til at gøre, hvad du vil, og at den eneste pligt, der nu står tilbage, er, at du skal blive lykkelig, er vejen banet for en del af det mismod og diffuse præstationspres, der i dag martrer så mange sjæle. På hver sin måde taler Michel Houellebecq og Jordan B. Peterson til de mange børn og børnebørn af 1968, der er blevet underlagt den store fælles tilpasning til troen på, at noget hele tiden skal opløses, fordi begrænsning og formalisering i sig selv er af det onde.

Det er en tankegang, der fremstår mere og mere udhulet, men den eksisterer fortsat, og den gav sig til kende hos kvinden, der forleden over for mig på automatisk vis udtrykte ønske om, at folkekirken ”løsner mere op”.

Jeg forholdt mig i ro, da dette øjeblik ikke egnede sig til modsigelse, men det slog mig, at hendes formulering lød som noget, der er i færd med at stivne som en gammel udslidt kliché.

At en del af selve ånden fra 1968 er i færd med at dø, og at visse af de dyder, den gjorde op med, kan blive født igen.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.