Prøv avisen
Refleksion

Årstidssange kan bringe os tættere på naturen

Tegning: Søren Mosdal.

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Fællessangen blomstrer mange steder i Danmark. Også der, hvor man ellers havde lagt den i graven med stemplet ”gammeldags”. Om få dage begynder den årlige Spil Dansk Ugen, som blandt andet byder på en lang række fællessangarrangementer landet over. Næste år, i 2020, er det håbet, at hundredtusindvis får lyst til at synge med til Alsang-arrangementer i anledning af 75-året for Befrielsen.

Det er, som om vi så småt er ved at få øjnene op for de mange afledte effekter af det at synge sammen. Ofte fremhæves det, at fællessang smitter med godt humør, reduceret stressniveau og fælleskabsfølelse, men det en refleksion værd, om fællessang skaber flere ringe i vandet af menneskelig og kulturel værdi.

Tag for eksempel den danske sangskats årstidssange. Højskolesangbogen rummer så mange af disse, at der har været brug for at inddele en årstid som sommer i hele fire kategorier, tidlig sommer, midsommer, højsommer og sensommer. Årstidssangene har en særlig rolle i vores kultur. De holder naturens bevægelser og foranderlighed op som spejl for menneskelivet.

Når mørket omslutter os ved vintertide, lærer vi med B.S. Ingemanns ord at give tid og have tillid til, at hver kvist igen får blad. Helge Rode inviterer os til poetisk at betragte sne som svanedun fra himlens hvide vinger. Mens Lisbet Torp minder os om, at vi ganske snart vil glemme måneders regn og slud.

Og så sker det lige pludselig, at vinteren rinder i grøft og i grav, og vi kan plukke årets første lille anemone, hvad enten den er blå, hvid eller gul. Og her er vi endda kun lige begyndt på foråret. På lignende vis rejser året sig, måned for måned, som en bølge, der får kraft. Vi mærker glæden ved den ro og genkendelighed, som årets gang bringer slidte sjæle.

En nylig undersøgelse fra Kantar Gallup viste, at børn i dag kun tilbringer halvt så megen tid i naturen, som deres bedsteforældre gjorde det, da de var børn. Dermed mindskes børns erfaringsverden med naturen og årstidernes bevægelser. De mister også vigtig sansestimulation og anledninger til selvforglemmelse – midt i præstationssamfundets krav, den digitale verdens iscenesættelser og vor tidsalders vedvarende invitation til navlepilleri.

Som tidligere FPF’er opvokset i en familie, der var medlem af Dansk Vandrelaug, kan jeg kun anbefale kombinationen af fællessang og aktivitet i naturen. Men når nu børn og unge færdes mindre i naturen, kan årstidssangene alligevel bygge bro til forbundetheden med naturen.

Og ja, man kan godt længes ud, hvor bøgen spejler sig i bølgen blå, vinden kysser klit og næs, gøgen kukker i skov og krat, og havren står på tå og ringler med. Også selvom man færdes indendørs det meste af sin vågne tid. Livsmod kan nemlig optankes gennem sang.

Fællessangen rummer desuden et unikt vindue for optræning af empati på tværs af generationer, køn, seksualitet, geografi og så videre. Denne følgevirkning forudsætter dog en alsidighed i repræsentationen af erfaringsverdener, når vi synger sammen: at sangteksterne rent faktisk er perspektivudvidende og ikke bare reproducerer, hvad en specifik gruppe i samfundet ser og tænker.

Vi kan kraftfuldt forbinde os med en teksts intention – også når den er skrevet af (eller handler om) et menneske med en meget anden virkelighed end vores egen.

Jeppe Aakjærs ”Jens Vejmand” er et godt eksempel. Den har næret social indignation, respekt og solidaritet for arbejderen, endda politiske reformer. Jens Rosendals ”Du kom med alt det der var dig” har åbnet manges øjne for, at kærlighed er smuk, uanset hvem der føler den for hvem.

Jeg hørte i år en tidligere biskop fortælle, at hans syn på homoseksuel kærlighed har ændret sig på grund af netop denne sang.

Aktuelt er der efterspørgsel på sange udsprunget af kvinders og minoriteters erfaringsverdener. Dette er også en refleksion værd. I årevis er kvinder blevet socialiseret ind i fællessangens univers med et maskulint afsæt for teksterne. Tilsyneladende er kun fire procent af teksterne i den nuværende udgave af Højskolesangbogen skrevet af kvinder.

Vi har til gengæld lært at synge om nøgne Nina med fugtig hud og om lykken ved at have Rosalina som kone. Det har ligget i kortene, at vi skulle forholde os åbent og smilende til denne livserfaring, selvom den typisk ikke var vores. Dette mener jeg faktisk, er fint og godt. En sådan socialisering til respekt for hinandens forskelligartede livserfaringer er nemlig fællesskabsfremmende – når den vel at mærke er gensidig og ikke kun går én vej.

Når vi nu synger sammen både før, under og efter Spil Dansk Ugen, kan vi overveje, hvilke tilstande der er brug for at forstærke i vor tid, og hvad de sange, vi synger, smitter mennesker med. Livsmod, nysgerrighed og empati er gode bud. Vi kan aktivt vælge naturen som spejl gennem årstidssangene. Vi kan også konkret overveje, om vi indholdsmæssigt synger alsidige livserfaringer frem – med den indsigt og respekt, det kan nære for os alle – eller om vi primært har det med at vælge vante sange og levendegøre kendte perspektiver.

Den blomstrende interesse for fællessang kan næppe være mere kærkommen end nu – vi har brug for dens følgevirkninger. Vi har så meget at synge sammen om.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.

Årstidssangene har en særlig rolle i vores kultur. De holder naturens bevægelser og foranderlighed op som spejl for menneskelivet.

Anette Prehn