Prøv avisen
Kanten

Ældreplejen har et dobbelt problem – enten udføres opgaverne halvt, eller også overdrives de

Den halve pleje ser man desværre jævnligt, og her taler jeg ikke om noget, der skyldes travlhed, ressourcemangel og andre mere strukturelle argumenter. Det er noget, den enkelte omsorgsgiver selv kan ændre på meget enkelt, skriver leder af demensplejehjem. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

May Bjerre Eiby

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Når plejen overdrives, ser man et personale, der foranlediges til at ride på successen. Måske er plejehjemsbeboeren et par gange faldet til ro til wellness-musik. Og nu skal lyde af vandløb og harpeakkompagneret fuglekvidren så udgøre soundtracket til den enkeltes tilstedevær døgnet rundt, skriver leder af demensplejehjem

Det er mystisk, at omsorgsarbejdet med gamle mennesker så utroligt ofte deles op i kun to måder at gøre tingene på. Enten udføres opgaverne halvt, eller også overdrives de. For det meste er lige netop denne tosporede pleje synderen, når gamle mennesker føler omsorgssvigt.

Den halve pleje ser man desværre jævnligt, og her taler jeg ikke om noget, der skyldes travlhed, ressourcemangel og andre mere strukturelle argumenter. Det er noget, den enkelte omsorgsgiver selv kan ændre på meget enkelt.

Gamle mennesker kan nogle gange have tandproblemer eller synkebesvær, som medfører, at de er nødt til at spise såkaldt blød kost eller ”tygge-synke-venlig kost”.

Da de fleste danskere kan lide kartofler, der er sundt og samtidig hører den ældre generations madkultur til, ja, så skal alle med tandproblemer og synkebesvær have kartoffelmos. Hver dag. Garneret med blendet kødsovs. Man tager ikke stilling til, om der kan være andre alternativer – eller om den ældre selv er interesseret i det madprogram.

Et andet klassisk eksempel på halv pleje forekommer, når den gamles syn er blevet så dårligt, at brillerne ikke længere har deres funktion, og man derfor ikke synes, man behøver hjælpe med at pudse brillerne eller give dem på. Det er en forglemmelse, som har betydning for den gamles selvforståelse og selvværd, fordi hun pludselig synes, hun ser forkert ud i spejlet – og måske kan hun ikke engang selv definere hvorfor. Hendes familie bliver også ked af at se på et ansigt, som ikke er i sine rette folder, og så er man med denne halve pleje kommet til at svigte stort.

Når plejen overdrives, ser man et personale, der foranlediges til at ride på successen. Måske er plejehjemsbeboeren et par gange faldet til ro til wellness-musik. Og nu skal lyde af vandløb og harpeakkompagneret fuglekvidren så udgøre soundtracket til den enkeltes tilstedevær døgnet rundt.

Jeg må også lige nævne eksemplet ”Morten Korch som femtimers forestilling”, når personalet har gjort den opdagelse, at den ældre engang kluklo til en scene i ”Næsbygaards arving”. Det er useriøst at tro, at en femtedel af Danmarks befolkning – i modsætning til alle andre – skulle være tilfredse med det halve eller kunne lide at få for meget. Og det er enkelt at ændre på det. Personalet skal bare spørge: Er der grund til at fortsætte med det her, eller findes der noget bedre for det menneske, jeg hjælper