Jeg har medvirket til at livestreame i stedet for ordinære gudstjenester de seneste to måneder. I begyndelsen sendte vi bare prædiken og bøn fra præsteboligen. Fra påske flyttede vi til kirken og indførte flere liturgiske led. Vi har netop lokalt besluttet at fortsætte, så længe restriktionerne for gudstjenestedeltagelse står ved magt. Og måske så længe vi fornemmer, at kirkegængere er betænkelige ved at møde op.
Derfor er det tid til nogle overvejelser om fænomenet: fordele, farer og fremtidsudsigter.
Det er ikke spor svært at begrunde, hvorfor vi gik i gang: Der var ikke andet at gøre. Ved ordinationen konfronteres præsten med ordene om at forkynde evangeliet, uanset om det er belejligt eller ubelejligt. Alternativet – som enkelte har benyttet sig af – var at udgive prædikener skriftligt. Det var muligt, men ville med sikkerhed nå langt færre. At gå i studerekammermode og spare ord op til genåbningen forekom mig aldeles uansvarligt og som et brud på præsteløftet.
På de givne vilkår var streamingerne en god oplevelse. Vel oplevedes det akavet – især den første gang – at prædike til en lille plet på bagsiden af en mobiltelefon, som var monteret på et stativ få meter foran mig. Jeg manglede i den grad øjenkontakt. Men den stærke respons bagefter gav mig en bevidsthed om, at der var levende mennesker inde i det lille hul. Og det hjalp mig. Ikke mindst, at nogle af reaktionerne vidnede om mennesker, der hørte evangeliet, så det gik til hjertet. Det gav energi.
Det gjorde det også i dagene efter at få reaktioner fra lokale beboere, der ikke plejer at gå i kirke, men som fulgte med.
Først evigheden kan afsløre, hvad det førte til.
I øvrigt: Hvis man nøjes med at tælle de computere, der var på under den direkte sending – og forudsætter to mennesker bag hver skærm – havde vi i snit cirka dobbelt så mange kirkegængere som normalt. De enorme tal, man kunne se dagene efter, vidner formodentlig bare om, at Facebook tæller enhver scrollen forbi.
Så langt, så godt!
Men med de sidste bemærkninger, begynder faremomenterne også at vise sig.
Det er nemlig en nærliggende antagelse, at streaminger forstærker en række problemer, som vi i forvejen slås med. Den amerikanske forfatter Jia Tolentino citeres for at sige, at de sociale medier er ”hurtigt accelererende motorer for vores eget selvbedrag”. Det gælder uden tvivl også præster og menigheder.
For nu at feje for egen dør: Jeg har i mange år været overbevist om, at prædikanters mest nærliggende synd er forfængelighed. Og at den frister os til at være mere fokuseret på at holde gode prædikener end på at holde nødvendige prædikener. Altså det, vores yndlingspublikum opfatter som gode prædikener.
Da nettet er landsdækkende – for ikke at sige globalt – kan det også være en fristelse for en profil som min at have det større evangelikale bagland på nettet i tanke. Og i mindre grad de lokale mennesker, som jo trods alt er dem, jeg er præst for.
Den hyppigere og hurtigere respons via sociale medier accelererer også den rent statistiske forfængelighed hos os. Herunder fristelsen til at sammenligne med andre præsters og kirkers seertal, likes og kommentarer. Nogle gange til hovmod, andre gange til mismod. Den syndige natur er nemlig på en mærkelig måde både nøjsom og grådig.
Når det handler om fristelser for menigheden, kender jeg et par illustrerende eksempler:
En af vores faste kirkegængere fortalte mig, at en søndag tog hun sig selv i – i det øjeblik, jeg sagde: ”Lad os alle bede” – at sige til sin mand: ”Ræk mig lige kaffen.” En søndag, jeg ikke selv var ”på”, formastede jeg mig tilsvarende til midt under prædikenen at kommentere en teknisk detalje over for min hustru.
En anden fast kirkegænger bekendte, at hun kunne blive afhængig af at sidde i nattøj med et krus kaffe og ”overvære”. Det ville være skidt for hende og yderligere gøre gudstjenesten til et præsteshow.
Disse eksempler accelererede mit teologiske ubehag ved at kalde streaminger for gudstjenester. Og jeg tror, vi står os ved at reservere ordet gudstjeneste til det sted, hvor menigheden samles fysisk. Det holder streaminger ikke op med at være forkyndelse af, men minimerer faldgruber.
Af lignende grunde har jeg flakket med øjnene, når nogen har talt om, at vi måske skulle streame fast fremover.
Uden automatisk at sige nej til forslaget har jeg brug for at komme forbi en række alvorlige overvejelser. Vi skal nemlig bruge de nye medier i evangeliets tjeneste. Vi skal ikke lade os styre af dem.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.