Lola Jensen: Er det mon muligt at få postbuddet, huslægen og de pårørende tæt på igen?

På en måned kan en ældre borger gå fra selvhjulpen i hverdagen til en tilstand af hjælpeløshed uden værdighed, skriver famlierådgiver og forfatter Lola Jensen

Der er så meget, der kan forstyrre aldersfreden i dag, skriver Lola Jensen.
Der er så meget, der kan forstyrre aldersfreden i dag, skriver Lola Jensen. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

”Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen,” synger Gnags i en gammel sang, og den positive stemning omkring den tredje alder fortsætter sangen ud.

Sådan har jeg egentlig bare tænkt, at den sidste tid selvfølgelig skal være for alle, mig selv inklusive. Frihed til bare at være i varme omgivelser med sine nærmeste og gode minder omkring sig. Og tilbageblik på gode minder hjælper hjernen ofte frem. De fleste mennesker kommer til at opleve, at jo længere afstand der bliver til det skete, des mere positivt huskes det.

Men ved iagttagelse eller direkte deltagelse i menneskers sidste tid, som mange oplever det lige nu, begynder der at gro en tvivl i mig, om man selv er herre over begivenhedernes gang, selv kan få lov at træffe sine egne bedste valg. Der er så meget, der kan forstyrre aldersfreden i dag – så meget, der ikke er til gavn for den gode stemning til trods for, at rigtig mange tiltag besluttes i bedste mening.

Jeg oplever, at beslutninger, meninger og handlinger overhaler de gode intentioner, og at det derfor ender i en meningsløshed for mange.

På en måned kan en ældre borger gå fra selvhjulpen i hverdagen til en tilstand af hjælpeløshed uden værdighed. Pludselig befinder den ældre borger sig i en situation med et hav af fremmede og skiftende mennesker omkring sig, som alle må en lille smule, men absolut kun det bevilgede og bestemt ikke noget, der ikke står på sedlen, og der er sat nøje tid på det hele, og alt skal dokumenteres, men ikke nødvendigvis sendes rundt til orientering imellem de involverede instanser.

Maden kommer fra det madordningsfirma, kommunen samarbejder med. Maden smager egentlig nogenlunde, men har gentaget sig meget ensformigt i godt et års tid nu, og rundstykket smurt af hjemmehjælperen til morgen, står stadig på bordet og tørrer langsomt ind sammen med tebrevet. Det begynder at knibe med lysten til mad, og der bliver heller ikke drukket væske nok, hvilket ingen holder øje med.

Borgerens hår er ikke friseret, for det står ikke på hjemmehjælperens liste – kun om torsdagen, hvor der er bevilget 20 minutter til bad. Hver anden mandag kommer den hjemmehjælper, der har 20 minutter til at støvsuge og vaske gulv, men ikke må flytte det mindste på møbler og tæpper.

Den ældre borger, som indtil nu har haft sin egen fine rengøringsstandard, frustreres over at sidde på sin stol og se til, at de gamle vaner brydes af overfladebehandling.

Pludselig kommer jeg til at savne postbuddet, som vidste, hvor på ruten en kop kaffe var mere værd end alverdens breve, og som ved hjemkomst til posthuset kunne foreslå at ringe til doktor Nielsen for at bede ham køre forbi Oda, for hun skrantede mere i dag end forleden. Ofte kunne Odas begyndende sygdom fanges i opløbet ved tidlig opmærksomhed, eller hun kunne dø i fredelige omgivelser med sine nærmeste omkring sig, der ikke var efterlyst i avisannonce, men bare vidste besked via nærvær og havde tid til at komme i tide.

Er det mon muligt at få postbuddet, huslægen og de pårørende tæt på igen? Jeg tror på, at det kunne give flere fredelige timer på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.