JEG ELSKER julekrybber. De vækker så mange overvejelser, nysgerrighed, interesse for vilkårene for verdens fødende familier. For mange år siden havde en stor kirke på den anden side af den vej, vi boede på, investeret i et kæmpestort tableau med snehvide, mandshøje – og kamelhøje – skulpturer ude foran bygningen. Jeg så det første gang stillet op, da jeg kom træt hjem fra aftenvagt og pludselig oplevede decembermørket brudt af spøgelseshvide kamelryttere.
Tror nok lige, at jeg slog et sving ud på vejen. Med levende får og masser af halm trak krybben tilskuere hele december. Men den kom ikke igen. Jeg tror, at kirken opgav at vedligeholde opstillingen. Der forsvandt vist en konge og en hyrde her og der.
SELV HAR JEG en dyb fascination af julekrybben, og som jeg tidligere har skrevet, så kommer mine krybber frem i mit hjem i besværlige mængder til jul. Da det jo hænder, at konger eller hyrder eller kvinder mister hoveder, får slået skår i glorien eller mangler dyr at overleve af – så skifter jeg også ud i opstillingerne, og der optræder efterhånden også lejre fulde af alle etniciteter, detroniserede konger, hyrder uden får og indtil flere mødre med forskellige størrelser børn på strålejer (nogle af de størrelser ville jeg virkelig nødig se nogen kvinde lægge underliv til at føde). Så hele verden og dens problemer bor i vores stuer lige op til jul.
Men mere end konger og hyrder og æsler og strå er det tanken om Maria, der optager mig. Hendes skæbne som gift trods en graviditet, der angiveligt var opstået, før papirerne var på plads. Hendes lange rejse under befalingen om, at alverden skulle skrives i (mand!-)tal. Hendes ankomst til et fremmed område, og fortællingen om, at parret ikke kunne finde plads i et herberg.
Mon ikke diverse kroejere, der eventuelt stadig havde et hjørne eller to ledigt, har kastet et blik på hendes figur og tænkt: Åh nej, ikke hos os – den der model vil vække andre gæster og besudle sengehalmen. Og selvfølgelig fødslen. Om der har været en jordemoder til hende, da de endelig nåede til et ly, ved vi heller ikke. Der findes et herligt billede af to kvinder, Salome og en unavngiven jordemoder, der bader en yderst muskuløs ung Jesus i gyldne omgivelser. Men det er næppe realistisk.
MEN SANDSYNLIGVIS har der da været hjælp fra en lokal fødselshjælper efter stedets skik. Og først og fremmest har Maria været i god form – hun har været vant til fysisk arbejde. Mandens tømrerindtægt har antagelig sikret føden, så hun har kunnet holde blodprocenten og haft kræfter til at presse sit fuldbårne barn ud.
Med hensyn til amning, så har hun kun set kvinder, der ammede, så tvivlen har ikke meldt sig. Og hvis han skreg af sult, inden mælken løb til, så har en anden kvinde lige lagt ham til brystet.
Maria har også i henhold til evangeliet haft roen til at blive på barsellejet, til hun var kommet til hægterne. De hellige tre konger skulle lige have tid til at nå frem og tilbede, og de fik først et vink med en vognstang, da stjernen stod over fødestedet i Betlehem. Så lidt mere end fire timer har hun nok fået.
Det vækker til eftertanke – hver gang. Også selvom det er eventyr og legender. At der faktisk blev fundet et sted at føde barnet. At der var lys over hende og varme omkring hende. At hun blev tilbedt. At barnet overlevede, fik beskyttelse og gaver, og at hans forældre fik vejledning til at undkomme barnedrab.
Det var jo ikke så ringe. Det er noget, alle fortjener. Ved hver eneste fødsel, her i landet som alle andre steder: sit eget ly og lys, sin egen ro og pasning – samt tilbedelse. Året rundt.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.