Sognepræst: Den europæiske antisemitisme blusser op igen

Sognepræst: Den europæiske antisemitisme blusser op igen
Foto: Daniel Bockwoldt/AFP/Ritzau Scanpix.

Det britiske parti Labour er på tredje år plaget af affærer med fremtrædende medlemmers antisemitiske bemærkninger.

I sidste uge måtte partiet efter ydre pres suspendere et medlem af dets magtfulde eksekutivkomite: Pete Willsman.

Willsman har hævdet, at den jødiske stat må stå bag de løbende anklager mod hans parti for antisemitisme. Han antager tillige, at en israelsk agent har infiltreret Labour.

Samtidig har den britiske kommission for lighed og menneskerettigheder påbegyndt en undersøgelse af antisemitismens omfang i Labour. Enestående for et parti nogensinde.

Den første, der stod for en udskridning, var parlamentsmedlem Naz Shah. For godt tre år siden måtte hun undskylde for antisemitiske bemærkninger fremsat på de sociale medier. Siden har der været hundreder af sager med fjendtlighed og fordomme mod jøder fra Labour-medlemmer.

I The Spectator kommenterer Nicole Lampert fænomenet, der begyndte, da Labours venstrefløj under Jeremy Corbyn vandt magten i partiet.

Ledelsens mange beklagelser fremsættes kun mumlende og halvhjertet, hævder hun, og når skikkelser endelig suspenderes fra deres poster, er det kun for en kortere periode, indtil harmen har lagt sig.

Problemet kommer af, at partiets nuværende ledelse er ”skolet i den sovjetisk inspirerede antisemitisme, for hvem jøderne – de kolonialistiske undertrykkere af palæstinenserne – er fjenden”.

Jeremy Corbyn var således til stede ved en kransenedlæggelse for de terrorister, der dræbte 11 israelske sportsfolk ved De Olympiske Lege i München, og han har kaldt Hamas for sine venner. Corbyn har tillige forsvaret et antisemitisk vægmaleri og skrevet et ukritisk forord til en bog af John Atkinson Hobson, der påstår, at bankerne og medierne styres af jøderne.

Nicole Lampert opregner en række andre eksempler på dagens Labours antijødiske kant.

”Jeg kunne blive ved. Og ved. Og ved. Og alligevel får vi jøder og vore venner at vide, når vi taler om det, at det er ’bagvaskelse’, og at vi gør alt for meget ud af det. Andre siger, at det slet ikke handler om jøder, men om Israel.”

Hun fortæller, at Storbritanniens jøder er begyndt at spekulere over emigration.

”Det har været forbavsende og skræmmende at se, hvor hurtigt antisemitisme er blevet mainstream. Der er jødehad ude i gaderne. Pludselig får vi en fornemmelse af, hvad vore forfædre i Nazityskland måtte gennemgå.”

I The Guardian skriver den israelske forfatter Ayelet Gundar-Goshen en kommentar under overskriften: ”Det er hårdt for os på den israelske venstrefløj – venstreorienteret antisemitisme gør det værre.”

Hun beder hele venstrefløjen, herunder også britiske Labour, dæmpe sig. Hendes forfatterkollega Amos Oz kunne kritisere israelsk politik uden at blive antisemitisk, bemærker hun. Når han kritiserede den israelske stat, var det ikke for at ødelægge den, men for at redde det demokrati, han holdt af.

Anderledes med den venstreorienterede retorik.

”Ønsker det internationale samfund at blive involveret i løsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt, må den udslette alle spor af antisemitisme.”

I Tyskland har Felix Klein, regeringens kommissær for antisemitisme, nylig tiltrukket sig heftig kritik for en udtalelse om, at han vil fraråde jøder at bære kippa alle vegne i Tyskland. Klein måtte undskylde og hævder, at hans bemærkning skulle forstås som et signal til at vågne op, ikke som en accept af tingenes tilstand.

I Die Weltwoche bemærker Henryk Broder, polskfødt tysk-jødisk forfatter og journalist, at alle de eksperter og politikere, der kritiserede Felix Klein, går uden om den varme grød. De slår automatpiloten til og jamrer som altid udelukkende over den brune antisemitismes angivelige tilbagevenden i Tyskland.

”Ingen af eksperterne peger på den sammenhæng, som allerede Karl Lagerfeld omtalte: At væksten i antisemitisme kunne have noget at gøre med den ukontrollerede indrejse af tusindvis af jødefjendtligt opdragede mennesker fra arabisk-muslimske lande. Det ville være for enkelt. Og enkelt er i Tyskland det modsatte af rigtigt.”

Den berømte engelske sociolog Frank Furedi kommenterer i magasinet Spiked Felix Kleins advarsel, som han finder skandaløs.

Furedi kom i 1956 til Storbritannien som ungarsk jøde og blev en af trotskismens førende teoretikere. Også Frank Furedi mener, at det tyske establishment ikke ønsker at tale om, hvor den nye antisemitisme i landet kommer fra.

”Mainstream-narrativet går ud på, at det er gammeldags tyske nationalister og AfD, der er ansvarlige for de nye angreb på jøder.”

Denne officielle forklaring fra myndighederne står i modstrid med undersøgelser blandt tyske jøder, at de især oplever fjendtlighed og overfald fra landets nye, muslimske medborgere.

Når de officielle statistikker kan sige noget andet, skyldes det en fast procedure, der automatisk lader embedsmænd klassificere antisemitiske gerningsmænd som ultrahøjreorienterede, hvis intet oplyses om deres identitet.

Direkte adspurgt har Felix Klein indrømmet denne praksis og beklaget, at den svækker statistikkens nøjagtighed. Han forsikrer, at han ”allerede har påbegyndt en dialog inden for regeringen for at få dette ændret”.

Frank Furedi bestrider ikke, at den brune antisemitisme eksisterer i Tyskland, og den opmuntres sandsynligvis til at udtrykke sig mere frit som følge af den megen nye, importerede fjendtlighed over for jøderne.

Men alligevel vil Frank Furedi konkludere:

”Det budskab, man kan hente ud af ’bær ikke kippa’-skandalen, er, at den virkelige trussel, som jøder møder i Tyskland, ikke er attituder og adfærd blandt gammeldags, indfødte antisemitter, men det officielle Tysklands tilpasning til de nye former for antijødisk had.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.