Samtidig med kirkeklokkernes bimlen forrige søndag klokken 10 indledte dagbladet Politiken en kampagne under overskriften ”Mette Frederiksen har valgt at gøre umenneskelighed og arvesynd til sin politik. Det kan ikke være vores endelige svar til Danmarks børn i Syrien. Børnene skal hjem. Nu.”
Hvor sympatisk denne kampagne end er, så er der samtidig noget dybt problematisk i dens aparte brug (og dermed forståelse) af begrebet arvesynd. Artiklen indledes med det gode gamle og letforståelige trick at opdele verden (og dermed læserens forståelse) i to modsatrettede størrelser: Enten fører Danmark politik baseret på medmenneskelighed og tilgivelse, eller også baseres den på umenneskelighed og arvesynd. Bum. Så enkelt kan det stilles op. Politikens chefredaktør, der har forfattet teksten, kunne også bare have skrevet: Enten er vi religiøst formørkede hulemænd, eller også er vi et oplyst, humanistisk samfund.
Herefter udfoldes den centrale pointe i kampagnen: Det er umenneskeligt, at børnene til syrienskrigere skal betale for deres forældres fejl. ”Synd kan ikke nedarves,” som chefredaktøren så flot slår fast. Og det har han jo uendeligt ret i. Begge dele.
Synd kan ikke nedarves. Men grunden er en anden end den forslåede. Arvesynd ikke er en biologisk teori, men en socialpsykologisk mekanisme. Arvesynd er den menneskelige tilbøjelighed til at svigte et andet menneske og skjule dette svigt for sig selv i én og samme bevægelse. Og derfor er arvesynd heller ikke noget, man kan vælge eller fravælge, og da slet ikke noget, statsminister Mette Frederiksen (S) kan gøre til sin politik.
Der findes en stående joke på Det Teologiske Fakultet, som man tit hører som førsteårsstuderende: ”Hvad så, er der sket noget nyt inden for arvesynd de seneste 50 år?...”. Med den underforståede pointe, at når det kommer til arvesynd, så formodes der at være intet nyt under Solen.
Men det var netop Søren Kierkegaards store bedrift, at han for hele 150 år siden faktisk reformerede kristendommens forståelse af arvesynd fra at være en biologisk teori til at være en sociologisk. Arvesynd er ikke arv. Det er miljø. Synd er noget, vi giver videre i vores opdragelse, ikke i vores gener. Synd, eller det at svigte, er ikke noget, man er prædestineret, men prædisponeret for. Det er den præcise formulering hos Kierkegaard. Ligesom man kan være disponeret for brystkræft og sukkersyge. Men også for psykisk disponerede ting som alkoholmisbrug, svigt og netop omsorgssvigt.
Og det er derfor, chefredaktørens velmenende tekst er så rasende interessant. Fordi den arvesynd, han taler om, ikke angår syrienskrigerne og deres børn, men os selv!
Det massive svigt i at gribe for lidt ind. I ikke at følge den etiske fordring. I at bilde os selv ind, at vi kan undlade at handle, uden at det har konsekvenser – uden at vi tager etisk skade på vores sjæl som nation. Det er med andre ord ikke de radikaliserede mørkemænds religiøse overgreb, der er problemet her, men det, vi kunne kalde humanismens undergreb. At vi i angst for at gøre noget forkert har gjort for lidt.
Vi har begået undergreb på vores egne børn.
Arvesynd er den menneskelige tilbøjelighed til at svigte andre mennesker og samtidig skjule dette svigt for sig selv. Det er ikke en politik, man vælger fra eller til. Det er et selvbedrag, man ikke tør stå ved.
Problemet er derfor heller ikke en tankegang, der hævder, at Gud har prædestineret mennesker til at synde efter skæbnens love, men at humanismen ikke vil vedkende sig sin egen prædisponering til at svigte den frihed og det ansvar, den med rette har kæmpet så hårdt for at opnå.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.