Ateister kan også være religiøse

Hvis man antager, at ateismen er en strengt rationalistisk og materialistisk forståelse af menneskets væren i verden, så bliver man klogere, viser nyt projekt

Mange ateister nærer religiøse følelser, viser et projekt fra University of Kent. Billede: Bispebjerg Kirkegård.
Mange ateister nærer religiøse følelser, viser et projekt fra University of Kent. Billede: Bispebjerg Kirkegård. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.

I ENGLAND VIL EN AFDØD ATEIST nu blive gravet op og kremeret. Det sker, efter at hun har hvilet næsten 20 år på en kirkegård i Surrey.

Gwendolen Crow blev i 2000 som 58-årig dræbt i en trafikulykke. Familien var ikke involveret i hendes begravelse. De var chokerede og overlod derfor alt til en ven af familien. Han var kristen og glemte, at ægteparret Crow og deres tre døtre var ivrige ateister. Det beretter The Daily Telegraph.

Vennen sørgede for en klassisk kistebegravelse på den lokale kirkegård. Med nogen forsinkelse har den ældste datter nu klaget på hele familiens vegne til Church of Englands kommissoriedomstol, som man ansøger om ”ekshumering”.

Hun bemærker i sin klage, at det var ”en stor overraskelse for os, at hun blev begravet på en kirkegård, og især, at det var i indviet jord”.

Tilladelsen blev givet, og Gwendolen Crow skal nu kremeres. Hun var et lidenskabeligt havemenneske, så hendes aske vil blive spredt i en have.

Man kunne forestille sig, at det ikke var så dramatisk afgørende, hvor et henfaldende legeme befinder sig efter livets udslukning – især når man er overbevist om, at der ikke er noget efterliv. Blot der ikke har været tale om usømmelig omgang med lig. Men det var især kirkegårdsjordens indviethed, der stødte den ateistiske familie. Den har også følelser, der er noget nær religiøse, blot spejlvendte.

MANGE ATEISTER nærer religiøse følelser, fortæller forskere fra University of Kent, som er del af stedets Understanding Unbelief-projekt. Psykologer, sociologer og antropologer er i færd med at kortlægge, hvad ikke-troende alligevel tror på. Og hvis man antager, at ateismen er en strengt rationalistisk og materialistisk forståelse af menneskets væren i verden, så bliver man klogere.

19 procent af en stor gruppe adspurgte ateister og agnostikere sagde ja til, at der var et liv efter døden, 13 procent anså reinkarnation for en realitet, mens 14 procent troede på astrologi. 20 procent troede på overnaturlige væsener, 19 procent på universelle, vitale ånder og 30 procent på underliggende, styrende kræfter af ondt og godt.

På projektets hjemmeside kan man læse resultaterne af en undersøgelse gennemført i 2019 blandt ateister i Brasilien, Danmark, Japan, Kina, Storbritannien og USA.

Man fandt en del kulturelle forskelle på de seks nationers ateister. Således bemærker forskerne let forbløffet, at ”hele” 28 procent af de danske ateister identificerede sig som kristne.

De kunne spare sig deres undren, hvis de havde været fortrolige med den flid, hvormed postmoderne danske præster søger at forny kristendommen, så den kan flugte med formodede forventninger uden for kirken. Måske kan de efterhånden ryste så mange af traditionens sten ud af skoen, at 38 procent af gudsfornægterne går med til at kalde sig ”kristne”.

Ganske vist er der naturligvis mange blandt ateisterne og agnostikerne, der virkelig ikke tror på overnaturlige fænomener, men de er alle vegne færre end 50 procent. Og et flertal vil også tilskrive universet en dybere mening, fortæller forskerne fra Kent. Den kristne bliver ikke overrasket. Gud skabte os med en længsel efter ham, så hjertet finder ikke ro, før det er hjemme hos Gud. Den dunkle anelse af skaberen kan imidlertid afbøjes i alle tænkelige retninger

EN HELT ANDEN FORKLARING kommer fra darwinisterne.

Den berømte engelske filosof John Gray kritiserer således de store neo-ateister som Richard Dawkins, Daniel Dennett og Sam Harris for at misforstå religionen, som de irritabelt regner for en skadelig indoktrinering, gift for sindet. De er rationalister, bemærkede John Gray for et par år siden i en artikel i New Statesman, og desværre ikke konsekvente evolutionister.

I deres rationalisme antager de, at hjernen søger en præcis gengivelse af verden. Derfor er religionens hårdnakkede eksistens gennem hele historien en gåde for dem.

Men den darwinistiske tænker opfatter religiøsiteten som en smart og nyttig ting:

”For enhver, der tager evolutionens idé alvorligt, er religioner ikke intellektuelle brister, men tilpasninger til erfaringen af at leve i en usikker og risikofyldt verden,” siger John Gray, der selv er ateist.

Fornemmelsen af, at der findes ophøjede væsener, som følger og dømmer vores adfærd, spiller en klar evolutionær rolle, hævder han.

”Troen på en overnaturlig belønning og straf fremmer socialt samarbejde på en uovertruffen måde. Troen på, at vi lever under en eller anden overnaturlig, styrende magt, er ikke et levn fra overtroen, som man måske en dag kan overvinde, men en evolutionær tilpasning, som hører med til at være menneske.”

Hvordan denne kraft fortsat kan være virksom, selvom den nu altså skulle være gennemskuet som en potemkinkulisse, melder evolutionsfilosofien intet om.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.