Både islamister og venstrefløj dyrker historien om det hensynsløse Vesten

Venstrefløjen udviser sympati over for islam som kompensation for undertrykkelse i fortiden, mener sognepræst Anders Raahauge

En stor gruppe muslimer beder fredagsbøn ved rådhuset i Clichy, Paris, Frankrig.
En stor gruppe muslimer beder fredagsbøn ved rådhuset i Clichy, Paris, Frankrig. Foto: Benoit Tessier / Reuters / Ritzau Scanpix.

VENSTREFLØJEN førte længe religionskritik i sit banner, men viste sig villig til at gøre en undtagelse, da islam ankom til Europa. Den blev omfattet med interesseret venlighed. Venstrefløjen udviser tilmed langmodighed over for islams kvindesyn og drakoniske straffelove.

Den væsentligste årsag til imødekommenheden er nok, at islam associeres med lande, som har været europæiske kolonier.

Der udvises sympati som kompensation for undertrykkelse i fortiden. Der forskelsbehandles, for venstrefløjen fnyser fortsat forbitret af hjemlig kristendom, for den associeres med velsignelse af netop dette koloniale herredømme.

DENNE VILJE TIL AT SONE fortidens synder går hånd i hånd med en romantisering af det udefrakommende etniske og dets eksotiske berigelser af det angiveligt stive, kolde Vesten – i form af krydderier, vandpibe og så videre. Og på universiteterne er de såkaldte postcolonial studies blevet fashionable studieretninger. Her fremdrages Den Tredje Verdens glemte stemmer, mens man omvendt fordømmer de ”døde hvide mænd”, som indtil for nylig udgjorde kanon.

Denne forståelse af verden, som i Frankrig kaldes tier-mondisme – tredjeverdenisme – har nu også fået tag i islamisterne.

De er ganske vist ikke venstreorienterede, men de har indset det oplagte potentiale for propaganda i fortællingen om det hensynsløse Vesten – af islamis-terne ofte kaldet ”Rom” – der har udbyttet Mellemøsten, og som den dag i dag fortsætter linjen med sine militære interventioner i regionen.

Franske Antoine Menusier udgav tidligere på året bogen ”Le Livre des Indésires” (De uønskedes bog), der handler om araberne i Frankrig. Han skriver nu essay i Le Figaro under overskriften ”Hvordan den islamistiske terror nærer sig ved tier-mondismen”.

Den islamistiske propaganda trækker nemlig ikke kun på Koranens religiøse retorik, men nyere postkolonialt-politiske begreber som ”uretfærdighed” og ”ydmygelse” er blevet bærende, skriver Menusier.

På den måde kan islamister og arabiske nationalister også gøre fælles sag, især i de nordafrikanske nationer. Religiøse og verdslige kan ”trække på samme ressentiments kilder: kolonialiseringen, tyveriet, udbytningen, i går som i dag”.

Islamisterne kører så diskursen op i et højere universelt plan, hvor islam sættes over for hele Vesten og hele kristenheden.

Og de fremstiller bestemt ikke sig selv som blot ofre for kolonialisme, men glorificerer de epoker, hvor islam var den erobrende. Smukkest blandt dem regner de den andalusiske, da islam havde besat Spanien. Der er altså forskel på Vestens kolonisering og islams retmæssige inddragelse af territorier til ummaen.

Samtidig fremstilles Vesten – i pagt med den akademiske vestlige ”tier-mondisme” – som den magt, der ønsker at udslette muslimernes identitet, stjæle deres fortid, deres historie og deres kulturarv og forandre deres religion.

Men der findes i Frankrig, betoner Antoine Menusier, unge arabere, som er lige så rystede som den franske flertalsbefolkning over den islamistiske terror. Alligevel er de på samme tid fulde af den moderne forurettelse, som præger den sekulære ”tier-mondisme”.

De kredse i værtslandet, der dyrker denne klassiske venstrefløjstænkning, bør derfor fare med lempe, for de bærer ved til et bål af had og vrede. De venstreorienterede medier, skriver Menusier, er stærkt præget af antikolonialismen og vil samtidig gerne fremme multikulturalismen.

Derfor skal vi nu anerkende ”diskriminerede minoriteter” på samme måde som tidligere tiders ”undertrykte folk”.

Disse medier burde ikke sådan kredse om angivelig stigmatisering af muslimerne, men i stedet nedtone hele antikolonialismen og arbejde for, at disse unge modnes, så de kan acceptere samfundets pluralisme, deltage i demokratiet og i det hele taget ”normaliseres”, mener Menusier.

Samtidig skriver på den anden side af kanalen The Spectators kommentator Rod Liddle om den gængse antagelse af, at kolonialisering bliver til uoprettelig skæbne for et land i al fremtid. Det vil trods u-landshjælp og favorable handelsaftaler ikke kunne rejse sig igen.

Det stemmer ikke med de faktiske forhold, mener Liddle.

”Når de fra venstrefløjen begynder at buldre løs med imperialismen som ansvarlig for afrikansk fattigdom, despotiske regeringer og kronisk underpræstation, så bed dem forklare dårligdommene i Etiopien (aldrig koloniseret, alligevel lige så elendig, om ikke mere elendig, end de tidligere kolonier, som omgiver dem) og Singapore (koloniseret for 200 år siden og nu klodens mest succesfulde land). Eller spørg dem om Liberia, og sæt det land op over for Malaysia eller Sydkorea eller endda Vietnam og Indien. Men sådanne kendsgerninger er selvfølgelig racistiske og må ikke nævnes, selvom de er sande.”

Man kunne også fundere over, om ikke de titusinder af demonstrerende kinesere i Hongkong savner den tid, da deres by var en britisk kronkoloni. Dengang fik de nogle frihedstraditioner ind under huden, som nu gør det så smertefuldt for dem langsomt at blive assimileret under det kommunistiske diktatur i det store moderland mod nord.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.