Prøv avisen
Kirkeligt set

Mette Bock: Biskopper skal gøre debatten rigere på ånd – og de skal kunne tåle kritik

Vor tids biskopper har mange vigtige og vanskelige opgaver. Så husk at klappe din biskop på fløjlsmaven, næste gang I ses, skriver kirke- og kulturminister Mette Bock (LA). Illustration: Søren Mosdal

Mette Bock

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ser det som en styrke, at biskopperne blander sig i den offentlige debat, så forskellige, som de er – blot de husker at understrege, at de ikke udtaler sig på hele folkekirkens vegne, skriver kirke- og kulturminister Mette Bock (LA)

”DU HAR INGEN forestilling om, hvilken giftplante biskop Mynster har været.” Så hårdt faldt ordene, da Søren Kierkegaard på sit dødsleje i 1855 havde en samtale med sin gode ven Emil Boesen. Kierkegaard og Mynster havde været i drabelig kamp adskillige gange, når teologen og embedsmanden tørnede sammen.

Det var indtil 1922 kongen eller ministeren, der egenhændigt udnævnte biskopperne. I begyndelsen af 1900-tallet gav det anledning til stigende kritik, også her i Kristeligt Dagblad, hvor man på lederplads var ude med riven:

”Ligesom den sindssyge kejser Caligula udnævnte sin hest til konsul, fordi han vidste, han kunne styre den, således udnævner ministeren rare, men udygtige kapellaner til bisper!”.

Bum. Man ser det for sig.

Kritikken førte til ændrede regler i 1922. Demokratiseringen medførte den ordning, vi kender i dag, hvor det er menighedsrådenes medlemmer, der afgør bispevalgene. Dronningen og kirkeministeren tager valget til efterretning og har kun formel betydning. Om valget falder på giftige planter, udygtige kapellaner eller teologiske fyrtårne, blander vi os ikke i.

Men debatten om biskoppernes rolle er der til stadighed. Det er nemt at skælde ud på biskopperne, for det er dem, der står i forreste række, også i en folkekirke, hvor vi alle er præster for Vorherre og dermed taler med samme vægt.

UDFORDRINGEN ER, at tiderne har ændret sig. Vi lever i et mediesamfund, og journalisterne vil gerne høre folkekirkens mening om alt fra dobbeltskrogede skibskonstruktioner til moderne gen-manipulation.

Kontakter medierne kirkeministeren, bliver der prompte henvist til folkekirken, hvis spørgsmålet drejer sig om de såkaldt indre anliggender. Og da journalisterne jo ikke kan ringe til alle og enhver, bruger biskopperne en stadigt større del af deres tid på at besvare henvendelser fra pressen.

Det er både godt og skidt. Godt i den forstand, at teologiske synspunkter er med til at berige den offentlige debat. Men dårligt i den forstand, at det kan forlede nogen til at tro, at biskopperne taler på hele folkekirkens vegne. Det gør de jo ikke.

Den legendariske formand for Indre Mission Christian Bartholdy (1889-1976) ville formentlig vende sig i graven, hvis han kunne høre, hvor meget biskopperne i dag afkræves meninger om. Han efterspurgte ”en vækkelse, der kan give os nogle biskopper, der ikke føler sig som kontorchefer eller stiftschefer, men som tilsynsmænd, først og fremmest med at det bliver Guds ord og ikke menneskekundskab eller mennesketanker, der rækkes os fra Danmarks 2000 prædikestole”.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, hvordan og af hvem det afgøres, om det er evangeliet, der forkyndes rent og purt – eller om der er tale om mennesketanker, måske tilmed politiske mennesketanker, der sendes ud over prædikestolens kant, eller endnu værre: lander i TV 2 News.

Der er og skal være forskel på prædikestol og talerstol. Og det er en vanskelig balancegang. Men jeg ser det som en styrke, at biskopperne blander sig i den offentlige debat, så forskellige, som de er – blot de husker at understrege, at de ikke udtaler sig på hele folkekirkens vegne.

Biskopperne er med andre ord både neutrale topembedsmænd, der skal holde øje med paragraffer og regneark i eget stift, de skal være teologiske vejledere og fyrtårne, der holder øje med evangeliets forkyndelse, så det hele ikke ender i det rene pop, og de skal være engagerede samfundsborgere, hvis stemmer gør samfundsdebatten rigere på ånd og refleksion.

Ja tak, bare gå i gang, og det hele skal altså ikke udliciteres til rådgivere og konsulenter. Biskoppen sidder i toppen af eget stift og er samtidig et lille led i en lang kæde af forgængere og efterfølgere, der alle sidder på lånt tid. Biskopper forgår, men evangeliet består.

Vor tids biskopper har mange vigtige og vanskelige opgaver. Så husk at klappe din biskop på fløjlsmaven, næste gang I ses. Alle skal kunne tåle kritik. Men alle, selv biskopper, har også behov for opbakning og opmuntring.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.