Prøv avisen
Etisk set

Biskoppers klimamål – symbolpolitik eller fyrtårnsteologi?

Med biskoppernes målsætning om at reducere kirkernes CO2-udledning med 70 procent melder folkekirken sig ind i klimakampen. – Foto: Andreas Haubjerg/ Ritzau Scanpix.

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kirken har en stor rolle at spille i forhold til at vise mennesket, hvordan det kan leve sit liv efter Guds ord i varetagelse af hele skaberværke

FOLKEKIRKENS biskopper har meldt ud, at folkekirken også har sat sig et klimamål. I 2030 skal folkekirkens udledninger være reduceret med 70 procent. Som med det nationale mål vedtaget af Folketinget så er målet ambitiøst, og det står ikke klart, hvordan man kan nå målet – eller hvad det vil koste.

Ambitionen er da også allerede kommet under kritik, blandt andet fra Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker, DTU Space, der her i avisen er citeret for, at det er en ineffektiv måde at nå de nationale mål på, at de danske mål i øvrigt kun har symbolsk værdi på en global skala – og at kirken i øvrigt burde koncentrere sig om at missionere i stedet for at drive politik.

Jeg skal ikke her vurdere, om det er mindre effektivt at reducere kirkens udledninger end andre steder. Men i en situation, hvor FN og en lang række forskere i stærkere og stærkere vendinger fastslår, at vi har mere end travlt, hvis ikke klimaforandringerne skal løbe løbsk med katastrofale konsekvenser for mennesker og økosystemer, så synes alle bidrag velkomne.

Det forhindrer os selvfølgelig ikke i at sørge for, at de lavthængende frugter bliver plukket først – men sådan på forhånd at mene, at netop kirken er et dårligt sted at lede, synes ubegrundet. Påstanden om, at biskopperne med klimamålet driver politik og burde koncentrere sig om at missionere, er hørt før. Klimaforandringerne er et fænomen, som kan forklares videnskabeligt, kræver politisk handling og har sine rødder i menneskets selvforståelse og forhold til skaberværket.

Begge er i vestlig kultur stærkt præget af kristendommen, der har placeret mennesket som hersker over skaberværket og resten af skabelsen som udelukkende en ressource, der ingen rolle spiller i forholdet mellem Gud og menneske. Så når kristendommen er en del af problemet, er det kun naturligt, at den også forsøger at blive en del af løsningen.

Jens Olaf Pepke Pedersen gentager endelig den ofte hørte kritik af klimahandling som symbolpolitik. Men naturligvis er det det.

Klimaforandringerne skyldes udledningen af drivhusgasser på globalt plan fra stort set alle menneskelige livsområder. Alle forslag og alle handlinger vil i det lys være symbolske, da ingen af dem, hvad enten vi taler fødevareproduktion, transport eller trossamfund, i sig selv kan løse problemet. Skal der skæres 70 procent af udledningerne inden 2030 og udledningerne være i nul i 2050, så er der ikke andet at gøre end at sætte ind på alle livsområder.

”Symbolpolitik”. Ordet bruges ofte til at afvise enhver form for forandring i personlig livsstil. For det har jo kun symbolsk betydning, hvis den enkelte skærer ned for sit forbrug af flyrejser, kød og dimser og dutter – så hvorfor gøre det?

Tit følges kritikken af udsagn om, at de, der rent faktisk prøver at gøre noget i sidste ende, blot er selvforherligende klimatosser, der tror, at de er bedre end andre.

Men hvad nu, hvis symbolpolitik rent faktisk er vigtigt? Både i den enkeltes liv og i organisationers og nationers målsætninger. Hvad nu, hvis fordringen er, at de, der har flest ressourcer, går forrest for at inspirere andre og vise en vej? En vej, hvor de nødvendige forandringer i samfund, kultur og livsstil kan fremstå som muligheder snarere end ofre?

Her har kirken netop en stor rolle at spille i forhold til at vise mennesket, hvordan det kan leve sit liv efter Guds ord i varetagelse af hele skaberværket – ikke kun i forkyndelse, men også i handling.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.