Prøv avisen
Tidens tegn

Bjørn Poulsen havde ret: Der er krise i åndsliv og politik

Socialdemokratiet er foreløbig det parti, der er gået stærkest op imod legitimeringskrisen, blandt andet ved de prisværdigt mange bøger, som yngre socialdemokrater som Kaare Dybvad (billedet) og Mattias Tesfaye udgiver i disse år. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Nils Gunder Hansen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

De politiske partier er blevet opmærksomme på fraværet af idédebat – nogle dog mere end andre

Jeg tror, det er Hans Hauge, der har sagt, at ideologi i dag regnes for en fornem ting, en fin gammel vare, der mangler på hylderne hos de politiske partier. Engang var det anderledes. I min og Hauges marxistiske ungdom var ideologi udtryk for falsk bevidsthed. I generationen før, hos de digtere og politikere, der udgjorde den umiddelbare efterkrigsgeneration, var afvisningen af ideologier endnu skarpere. Man mente nemlig, at det var ideologisk forhekselse og massepropaganda, der havde udgjort et centralt element i nazismens opkomst og krigens katastrofe.

Det er dog ikke så sært, hvis ideologier er kommet i højere kurs igen. De politiske partier kæmper for at tydeliggøre sig i forhold til hinanden. De må dog være andet end teknokratiske administratorer af samfundsmaskineriet. Det er især Socialdemokratiet, der har følt denne legitimationskrise. Og det er foreløbig også det parti, der er gået stærkest op imod den, blandt andet ved de prisværdigt mange bøger, som yngre socialdemokrater som Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad udgiver i disse år.

De borgerlige partier synes endnu ikke næret af samme trang. Den konservative debattør Christian Egander Skov skrev for nylig på altinget.dk, at borgerligheden slet ikke kan formulere en samfundsrelevant debatlitteratur, fordi den ikke interesserer sig for samfundet. Den er udpint af idétørke. Og en rød tråd i den glimrende bog ”Værdikæmperne. Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011”, som Esben Schjørring og Michael Jannerup udgav tidligere i år, var en ætsende analyse af, hvordan Det Konservative Folkeparti aldrig rigtig kom ind i ”værdikampen” i 2000’erne men flakkede planløst rundt. Man havde simpelthen så lidt føling med sit eget værdi- eller idégrundlag, at man ikke engang kunne forklare, hvorfor det var en god idé med de skattelettelser, der var partiets mest permanente mærkesag.

Måske er vi i virkeligheden tilbage til år 0 for diskussionen af den danske samfundsmodel. Nærmere bestemt 1960, hvor Gyldendal som forlagets julebog udsendte magister Bjørn Poulsens ”Idéernes Krise i Åndsliv og Politik”, en udvidet version af det foredrag, han nogle måneder forinden havde holdt på det berømte Krogerup- og Louisiana-møde mellem politikere, forfattere og folk fra uddannelsesverdenen.

Hos Poulsen finder vi stadigvæk i denne bog efterkrigstidens ideologi-skepsis for fuld udblæsning. Ideologier er for ham tyranniske tankesystemer, der ikke anerkender modsætningerne i den menneskelige tilværelse. Poulsen foretrækker idéerne, som han beskriver som selvindlysende.

Selvom Bjørn Poulsen var kulturkonservativ, stillede han sig positiv over for den frembrydende velfærdsstat. Han så dog en fare for en teknificering af samfundslivet, at staten udviklede sig til et vældigt kontrolapparat i forhold til borgerne, og han mente derfor, at der måtte stilles krav om også en humanisering af staten; blandt andet skulle den påtage sig et positivt ansvar for kvalitet. Et af resultaterne af denne idé blev oprettelsen af Kulturmisteriet og nyordningen af Statens Kunstfond.

Når man læser interviewet med en af vore fremmeste samfundsteoretikere Ove Kaj Pedersen her i avisen den 18. august, slår han også ned på fraværet af idédebat. Ganske vist har Poulsen vundet en af sine kampe, for ideologierne er ifølge Pedersen blevet afhøvlet og pragmatisk tilpasset den danske reformisme. Til gengæld er der ikke længere nogen, der idémæssigt formår at forsvare den danske model. Den fremstår tømt for mening og legitimitet.

Alt bliver omgjort i nyttehensyn og økonomi i disse år. Teknificeringen fejrer nye triumfer. I den forstand har Bjørn Poulsen tabt. Og ganske symptomatisk er den kulturpolitik, der blev det fremmeste udtryk for Krogerup-Louisiana-mødet, under særligt angreb i disse år. Morten Hesseldahl gør i Berlingske den 1. september opmærksom på, at ”armslængdeprincippet” er i fare, når politikere vil øremærke de penge, de indhøster ved besparelser, før de ”tilbagefører” dem til kulturen. Og kulturminister Mette Bock (LA) mener, at kunstnerne må blive bedre til at forklare, hvorfor vi skal ”investere i kunst og kultur”. Havde Bjørn Poulsen hørt det, ville han nok have bidt lidt fastere om pibespidsen og ment, at det ikke lige er måden at spørge på, hvis man gerne vil afhjælpe den borgerlige idétørke. Lad os hellere få de borgerlige debatbøger om samfundet.