Britisk konservativ forfatter: Black Lives Matter er i virkeligheden en radikal bevægelse

Den konservative britiske forfatter og politiske kommentator er ude med riven efter Black Lives Matter-bevægelsen, som han mener er "stærkt venstreorienteret radikalisme". Det skriver sognepræst Anders Raahauge i "Kiosken", der samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat

Når Black Lives Matter-demonstrationerne foregår uden for USA, er det offensive handlinger, der vil omkalfatre Vestens samfund. Det mener den konservative britiske forfatter og politiske kommentater Douglas Murray. Billedet er fra Aalborg.
Når Black Lives Matter-demonstrationerne foregår uden for USA, er det offensive handlinger, der vil omkalfatre Vestens samfund. Det mener den konservative britiske forfatter og politiske kommentater Douglas Murray. Billedet er fra Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

De voldsomme Black Lives Matter-demonstrationer, der ruller gennem Vestens storbyer, vies et essay af Douglas Murray i The Spectator. Demonstranterne er høje, mener han, på ungdommelig selvretfærdighed, som afviser al civiliseret drøftelse. Man skal bare rette ind.

Murray ser ikke demonstrationerne som udtryk for fortvivlet afmagt – især ikke, når de finder sted uden for USA – men snarere som offensive handlinger, der vil omkalfatre Vestens samfund.

Black Lives Matter nyder stor sympati på grund af det oplagt forfærdelige politidrab på George Floyd, og man antager, det hele drejer sig om at bedre kårene for farvede.

Men Black Lives Matter er i virkeligheden en radikal bevægelse, som på sin britiske hjemmeside erklærer, at man vil ”afvikle imperialisme, kapitalisme, hvidt herredømme, patriarkatet og statslige strukturer”.

Douglas Murray bemærker: ”Samtidig med at afvikle en ikke-eksisterende trussel (’imperialisme’), sigter den altså på at ødelægge økonomien og fuldkommen ændre forholdene mellem kønnene (negativt karakteriseret som ’patriarkatet’). Dette er ikke frihed, men stærkt venstreorienteret radikalisme.”

Politikere nejer for bevægelsen, politiet knæler, og medierne bukker benovet – og censurerer sine egne satiriske programmer. Vores livsverden bliver til ét stort universitetscampus.

Den politisk korrekte bevidsthed kender ikke til tilgivelse. Har man trådt ved siden af bare én gang, er man for altid dømt ude.

”Og mens den liberale bevidsthed arvede idéen om at elske sin næste, klør det direkte i den politisk korrekte for at komme til at kaste den første sten,” skriver Douglas Murray.

”Og alt dette stammer fra dem, der kommer ud fra universitetet, uddannede til at foragte vores samfund.”

Derfor er man også ude efter alle statuerne. Et liberalt sind forstår, at fortidens mennesker handlede efter deres tids normer. Sådan bør vi betragte dem, hvis vi vil nyde samme nåde fra kommende generationer.

”Men sådant afskyr det politisk korrekte sind. Det véd, at det selv har ret, og at enhver før dette år nul var fordomsfuld.”

Fri udveksling af tolkninger af vores fortid og nutid erstattes at rækker af påstande og krav, som enhver skal bøje sig for. Derfor står der også ”Tavshed er vold” på demonstranternes skilte: Er man ikke enig med de radikale, gør man sig skyldig i en voldshandling. Omvendt må demonstranternes ødelæggelser og hærværk ikke kaldes vold, bemærker Douglas Murray.

Det er trist og beklemmende, hvordan man således forråder den store borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King. Han var en ægte liberal, mener Murray, der forlangte, at ethvert menneske blev vurderet efter karakter og ikke på hudfarve. Året før sin død erklærede King i en tale: ”Lad os ikke hvile, før den dag kommer, da ingen råber ’White power’, ingen råber ’Black power’, men alle taler om Guds magt og menneskelig magt.”

Nu har de nye kæmpere travlt med at vende denne drøm på hovedet og indføre omvendte dominansstrukturer, som stigmatiserer ”hvide”. Atter kommer der fokus på race. Man genradikaliserer samfundet og vil rive alt ned, som holder de frie, åbne samfund oppe. Dem, som så mange netop vil indvandre til.

”Hvis alt det, der førte os hertil, virkelig var så ondt, så kunne det, vi lever i, ikke være så usædvanligt godt.”

I magasinet First Things udlægger teologiprofessor Gerald McDermott de amerikanske kirkers manøvrer i den spændte situation. De forsøger naturligvis at vise medfølelse med George Floyd.

Men i deres rosværdige iver drejer mange kirkeledere ned ad en problematisk vej. Både protestanter og katolikker overtager ukritisk mediernes fortælling om USA’s systematiske racisme og overser, hvilke fremskridt der er gjort, når det gælder ligestilling og programmer for positiv særbehandling.

McDermott anfører også teologiske grunde til ikke at fokusere på forskel i hudfarve. Han citerer fra Andet Korintherbrev, Galaterbrevet og Johannes’ Åbenbaring, hvordan kristendommen sigter ud over ethvert skel mellem mennesker. Apostlene kendte kun to ”racer”: den gamle skabnings og den nyes. Hvem som helst, der er i Kristus, er i den nye.

Da skal vore dages præster også lade være med at kredse om race og hudfarve. Protestantiske, venstreorienterede præster i USA forsøgte i 1970’erne at forkynde i racekategorier og pålagde menighedens hvide en særlig skyld. Mange kirkegængere følte, at de skulle gøre afbigt for deres forfædres synder, og at de fra prædikestolen blot hørte det samme, som de kunne høre i medierne, hævder McDermott.

Millioner holdt op med at gå i kirke. Taler man om forskellige racer, da fastholder man den gamle skabelses perspektiv, men nu er alle kaldet til at blive ét i Kristus.

Man ville i 1970’erne gøre afbigt og endte i farisæisk demonstration af egen dyd. Ofte med bekendelsesseancer i kirken. Antiracismen bliver nemt, skriver McDermott, ”en ny religion med sin egen arvesynd (hvid racisme), sit eget dåbsritual (bekendelse af hvidhed) og genfødsel (til politisk korrekthed). Men her gives ikke tilgivelse, og dens etik opmuntrer folk til at gøre, hvad Jesus fordømte: Døm ikke, at I ikke selv skal dømmes.”

På den måde overtager kirken den verdslige synsmåde, hvor sort og hvidt er betydningsfuldt, i stedet for at holde sig til kristendommens perspektiv, der peger hen imod frelsen. Alt gøres i stedet til social og historisk skæbne. Og alt hænger på de sortes tilgivelse af de hvide. ”Man sakraliserer det sekulære.”

Kirken snakker falske profeter efter munden og døber deres verdslige teorier i helligt vand. Racisme en en synd, betoner McDermott, men løsningen er ikke at erstatte kristendommens fortælling med en anden.

”Langt bedre er det for kristne at lade deres had til racismens synd lede dem til den sande fortælling om dem, der frelses i Kristus. Heri alene ligger håbet for en racemæssig forbrødring.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen , professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge , sognepræst i Sønderborg.