Et råb, der breder sig fra områder med dybe sår og store mangler. Fra sorte forstæder til centrale pladser i amerikanske storbyer, til europæiske, indiske – ja, til alle lande, hvor man må udtrykke sig. Og også til lande, hvor man ikke må.
Sorte, gule, røde og hvide liv betyder alle noget. Men lige nu må fokus være på at tale minoriteternes sag og bruge vores uomtvistelige privilegier til at sige fra over for den racisme, som især sorte oplever.
Den amerikanske uafhængighedserklæring, der fastslår, at alle er født frie og lige og med ret til at forfølge målet om lykke, tog det for givet, at der var tale om hvide mænd.
Kun langsomt er det hen over århundreder med undertrykkelse og grusom udbytning blevet selvindlysende, at den anden halvdel af menneskeheden, kvinderne, og i det hele taget mennesker af alle afskygninger af hudfarve, har de samme rettigheder.
Målet er ikke nået. Der er mange, der åbenlyst og med fuld kraft udtrykker had over for anderledes udseende, troende, seksuelt orienterede medmennesker.
Og så er der desværre også mange, der huser den lille racisme. Som ikke vil være ved det, men hvor det siver lige så stille ud gennem fordomme, manglende engagement, manglende legeaftaler mellem børnene og gennem vores mange småsmarte humoristiske udsagn.
En ung kvinde i min omgangskreds har arbejdet i Afrika i flere omgange og er aktiv i kulturel udveksling. Hun har en stor omgangskreds med alle hudfarver og oprindelser.
Hun har været i sorg over George Floyd og de mange andre meningsløse og brutale overgreb gennem de seneste uger – og hun har glædet sig over den solidaritet, der har vist sig bredt, såvel i USA som i europæiske lande, hvor Black Lives Matter har fremført sorgen og kravene om anerkendelse af ligeværd, en kamp, der er gået videre ind i et opgør mod forherligelse af kolonihistoriens store undertrykkere.
Jeg forstår godt, at selv i Danmark er det nødvendigt at demonstrere for ligeværd – ligeværd for alle mennesker, om man er afrikansk, kinesisk, indisk, mellemøstlig, inka, islandsk, eller hvor man nu kommer fra.
Min unge bekendte havde en diskussion om emnet med en af sine nære venner. Denne havde fremført, at selvfølgelig skulle der være lige ret for alle, men selv ville han altså også have lov til at mene og sige, hvad han ville – for eksempel ”perker” eller ”nigger”. Det var et udtryk for personlig frihed, og han var i øvrigt ikke racist.
Det førte til en lang diskussion, og de blev ikke enige. Hun var sådan set enig med ham i, at han ikke ellers var racist – men hendes synspunkt var, at der netop derfor ikke gik noget af ham ved at disciplinere sig selv og ikke kaste om sig med racismens ordvalg under dække af humor.
Jeg vil give den unge kvinde ret. Jeg tror, at de stadig er venner – men der er stof til mange og lange debatter endnu.
Og det er der i det hele taget – ikke alene om sprog, men fortsat om politibrutalitet, men også om den lange kolonihistorie, den grusomme undertrykkelse begået af alle kolonimagter, herunder Danmark.
Vi kommer til at føre en lang samtale i vores demokrati om, hvordan vi skal oplyse om fortiden og undgå at gentage de forfærdelige fejl.
Personligt er jeg er ikke tilhænger af statueomstyrtninger i stor stil – der stod næppe én eneste tilbage, hvis de magtfulde mænd gennem de seneste 500 år skulle screenes med nutidens etik og moral, og det er kunstværker og basis for viden i lige omfang. En og anden kan vel flyttes fra torvet til museet, og så er der jo fremragende moderne kunstnere, der kan fylde ud i stedet, med navne og skikkelser blandt de mange, der har lidt under vold og udbytning – og gjort en forskel i kampen for menneskeværd.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.