Prøv avisen
Refleksion

Bliver 2020 året, hvor vi gør op med idéen om frit valg på alle hylder?

Illustration: Søren Mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Samfundets uendelige valgmuligheder er kognitivt krævende, mener sociolog Anette Prehn

TIDLIGERE PÅ MÅNEDEN besøgte jeg SMK – den nutidige betegnelse for Statens Museum for Kunst. Museet havde den forlængede guldalder i centrum, perioden rammet ind af Københavns Bombardement i 1807 og krigen i 1864. ”Verdenskunst mellem to katastrofer” hed udstillingens undertitel.

Malerier af blandt andre Eckersberg, Købke, Jerichau-Baumann og Rørbye blandede sig med faktuelle plancher om historiens gang samt citater fra mennesker, der havde oplevet katastroferne indefra.

Tilmed havde SMK før udstillingens åbning afholdt samtalesaloner, hvor mennesker på tværs af geografi, generationer og øvrige gruppetilhørsforhold havde reflekteret sammen over nogle af udstillingens malerier. Heraf var skabt 16 samtalekort, som gav ny indsigt og byggede bro mellem de besøgende og det udstillede. Ét samtalekort inviterede til, at man ”trådte ind i maleriet” og stillede spørgsmål til den portrætterede. Et andet spurgte til, hvilke bekvemmeligheder vi tager for givet i dag. Det var let – selv for familiens to børn – at fastholde nysgerrigheden i to timer. Udstillingen var nemlig både alsidig, overraskende og interessant.

Da jeg bevægede mig ud i det københavnske søndagsliv igen, følte jeg mig privilegeret af at leve i et samfund, der også byder på kuratering: at nogle, der ved væsentligt mere om et område end de fleste, foretager en fagligt og formidlingsmæssigt funderet udvælgelse, præsentation og stimulation af nyt perspektiv. Dermed reducerer de kompleksiteten. Det, der ellers ville fremstå uoverskueligt, bliver dermed transformeret til noget spiseligt, endda appetitvækkende.

Alligevel må jeg konstatere, at fagligt forankret kuratering er under pres på en række områder, blandt andet hos publicistmedierne.

Dels er publicistmedierne i et konstant kapløb med ikke-valideret indhold online. Dels er flow – det vil sige dét, at den ene udsendelse i radio eller tv afløser den anden i en alsidigt tilrettelagt programflade – blevet set ned på i en årrække. ”Vi streamer eller podcaster kun hos os,” er blevet et almindeligt udtryk hos flere. Dermed indikerer de nærmest overjordiske evner til at udvælge det allervigtigste.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om og i givet fald hvorfor vi overhovedet behøver et flow af udvalgte udsendelser, når vi nu i dag har muligheden for at vælge, præcis hvad der passer vores respektive individuelle præferencer.

Måske fordi en offentlighed med en vis mængde fælles er vigtigt for et samfunds sammenhængskraft og vitalitet og for borgernes respekt for hinandens forskellighed? Måske fordi man falder over udsendelser, man ellers ikke ville komme i tanke om at søge efter eller aktivt tilvælge at se eller høre?

Måske fordi den udbredte idé om frit valg på alle hylder er en illusion? Dels er hjernens kapacitet så begrænset, at vi ikke kan have overblik over eller kapere alt, der udbydes. Hvis vi konstant skal søge os frem til vores valgmuligheder, ender vi let med at køre i fantasiløs, ensom ring omkring de samme få programtyper i stadig mere snævre ekkokamre.

Vi ved fra forskning, at uendelige valgmuligheder ikke gør mennesker mere lykkelige, højst mere forvirrede eller handlingslammede. Forskerne bag et klassisk forsøg med smagsprøver på marmelade kunne konstatere, at mens kun tre procent af de kunder, der kunne smage på hele 24 forskellige smagsvarianter, endte med at købe marmelade med hjem, valgte 30 procent af de kunder, der ”kun” fik mulighed for at smage på seks forskellige typer at købe marmelade.

At have masser af valgmuligheder er med andre ord ikke så tilfredsstillende endda i praksis. De er tværtimod kognitivt krævende. Forestil dig et besøg i en guldalderudstilling uden kuratering. ”Her er det hele. Værsgo, vælg selv!”.

Hvor kaotisk og rodløs ville den ikke opleves – og hvor ville fornemmelsen af rød tråd og forbundethed komme fra? Vi overvurderer formentlig den menneskelige ydeevne en hel del, hvis vi tror, at dette er lykken.

Det er vigtigt at minde os selv om, at der under alle omstændigheder bliver truffet valg på vores vegne. Er vi online, er det dog langtfra givet, at dette bliver gjort af kompetente personer med faglighed til at løfte og forpligtelse til at tilbyde et interessant, alsidigt og troværdigt indhold. I stedet foretages udvælgelsen og præsentationen i vid udstrækning af algoritmer, det vil sige koder, som enten viser os indhold, der matcher vores hidtidige søgeadfærd, eller det, aktører med (ofte kommercielle) interesser gerne vil eksponere os for eller tror, at vi vil klikke på. Udvalgt og præsenteret bliver der. Af hvem eller hvad – og med hvilke intentioner bag – er dog mere uklart.

Den digitale udvikling stillede os i sin tid i udsigt, at vi nu kunne blive kurator i eget onlineliv. At vores evner var nok. Udviklingen blev blandt andet båret frem af idylliserende fortællinger om en større demokratisk frisættelse og en tro på, at selv små stemmer ville blive hørt online, hvis bare de havde nok på hjerte. Men der er masser af indhold, der drukner. Og nettet bugner på en måde, vi hverken kan navigere i eller magte alsidigt og velfunderet uden hjælp.

I den øjenåbnende miniserie ”Ryd forsiden” på DR 1 kommer vi bagom den drivkraft og de overvejelser, der gøres dagligt i danske mediehuse. Det er på mange måder interessant. Er det på tide, at publicistmedier med stolthed viser mere af dette værkstedsarbejde frem? At de tager kuratorrollen på sig, står ved den og aktivt ”sælger” offentlighedens betydning for og til borgerne?

Bliver 2020 mon året, hvor vi – borgerne – forstår, at frit valg på alle hylder næppe er svaret på alt? At der er fælles forpligtelser, der ligger ud over individets nu og her-ønsker? At vores valg påvirkes af noget eller nogen, uanset hvad? Og at kuratering kan være en gave på paletten for et samfund med borgere, der vil andet og mere end sig selv

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.