Filosof om bonusordninger: Nets-topchef Bo Nilsson er apokalypsens sorte rytter

Nets har lanceret en bonusordning, der kan give 70 ledere en samlet gevinst på over syv milliarder kroner. Bo Nilsson står til en gevinst på op til to milliarder kroner.

Filosof om bonusordninger: Nets-topchef Bo Nilsson er apokalypsens sorte rytter
Illustration: Søren Mosdal

Direktøren for dankortfirmaet Nets, Bo Nilsson, lænsede i 2016 ved hjælp af et sindrigt bonussystem virksomheden for over en halv milliard kroner. Dette kaldte jeg her i avisen både tyveri og afgudsdyrkelse. Bo Nilsson havde desuden for at undvige skat overdraget størstedelen af rovet til sin kone og sine fire døtre, hvilket jeg også havde været ufin nok til at nævne.

Nets reagerede dengang ved at klage til Kristeligt Dagblads chefredaktør over mine artikler, men redaktøren mente ikke, at der var kunne sættes en finger på, hvad jeg havde skrevet.

I dag ved vi, at ikke blot var mine artikler fejlfrie, de var profetiske.

Det viser sig, at Nets-ledelsens bonusprogram fra 2016 kun var et beskedent forspil til den største lænsning af en virksomheds værdier, der er sket i vores lands historie. Bestyrelsen og ledelsen i Nets er netop blevet afsløret i at have lanceret en bonusordning, der kan give virksomhedens 70 ledere en samlet gevinst på over syv milliarder kroner.

Bo Nilsson selv står til en gevinst på op til to milliarder kroner, hvilket bringer hans dagsløn i perioden, fridage medregnet, op på cirka halvanden millioner kroner.

Nets er ejet af den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman og er de facto en monopolvirksomhed. Som forbruger har du jo ikke noget alternativ til Dankortet. Det er da også lige præcis dig, der kommer til at betale Bo Nilssons gevinst, hver gang du bruger dit Dankort.

”Grådige Nilsson” er han forståeligt nok blevet kaldt, men dermed har vi jo ikke sagt noget, der ikke også var sandt i 2016.

Der er noget, som har forandret sig. Dengang var det Nilsson, der tog pengene, men nu er det snarere pengene, som har taget Nilsson. Som Søren Kierkegaard så klart: Først danser du med lysten, så danser lysten med dig.

Hvor danser lysten dig så hen? Ja, i Bibelen er Johannes’ Åbenbaring jo analysen af et samfund, der lever uden moralsk retning og derfor springer lystent fra rov til rov, indtil den, som springer, selv bliver opslugt. Her får han for sent indsigt i, at med det mål, han selv måler, med det skal han selv dømmes.

Som forvarsel på dommedag ankommer i Åbenbaringens kapitel seks apokalypsens fire berygtede ryttere. Den tredje i rækken er den sorte rytter, der ofte afbildes med en vægt i hånden. Her afregner han, ifølge Åbenbaringens forfatter, Johannes af Patmos, en arbejders løn for dagens arbejde.

Men der er noget galt med vægten, så arbejderen nu kun får nok til at kunne brødføde sig selv: Kornet bliver 10 gange dyrere, og arbejderens familie kan ikke få mad. Modsat beskytter den sorte rytter olivenolien og vinen, altså de riges luksusprodukter.

Apokalypsens sorte rytter, som vi uden vanskeligheder identificerer som Bo Nilsson, kaldes derfor traditionelt for ”Hungersnøden”, der tilmed er selektiv: De, som arbejder, sulter, mens de, som har rigdomme, vælter sig i uendelige mængder af olie og vin.

Hvor Bo Nilsson som topchef kunne have valgt at belønne alle Nets’ 2500 medarbejdere for deres flid, har han i stedet valgt at gøre virksomhedens 70 ledere til finansspekulanter, hvis fremtidige indtægt ikke har nogen forbindelse til deres indsats.

De og deres slægter vil være velhavere indtil verdens ende, mens lønmodtagernes løn i samme periode relativt set forringes. Denne analyse af finanskapitalens virkninger skylder vi den franske mesterøkonom Thomas Piketty, og den bekræfter Åbenbaringens indsigter. Ordet ”finanskapital” henviser til de enorme pengesummer, der via elektroniske netværk flyder Jorden rundt, og som Bo Nilsson nu igen har dirigeret en stor del af ned i egen lomme.

Piketty siger det samme som Johannes af Patmos: I dag er afkastet af ens formue større end afkastet af ens arbejdskraft. Uanset hvor hårdt du arbejder, vil Bo Nilsson, hans kone og hans fire døtre med stor hast blive langt rigere end dig. Dermed udhules naturligvis din egen løn, og selvom hungersnøden i Danmark forbliver symbolsk, gælder dette jo ikke globalt, hvor antallet af døde på grund af hungersnød forbundet til ulighed og klimaforandringer igen er begyndt at stige. Det er ifølge FN sket siden 2015, altså netop på det tidspunkt, hvor den sorte rytter, Bo Nilsson, begyndte sit togt i det danske erhvervsliv.

Dog gælder det jo, at selv ikke profeterne iblandt os har autoritet til at dømme. Selvom Bo Nilsson i dagbladet Børsen er blevet erklæret moralsk fallit, er det kun Gud, der kender hans skæbne på den yderste dag, når apokalypsens fjerde rytter, på den gustengule hest, som er døden, ankommer.

Bo Nilsson, din frelse er i fare. Lad mig derfor minde dig om mystikeren Emanuel Swedenborgs ekstatiske vision, i hvilken han i den syvende himmel så Judas Iskariot græde ud ved Jesu bryst. De 30 sølvpenge var tabt, men et nyt liv frisat fra sølvets tyranni var blevet muligt.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.