Prøv avisen
Kanten

Børn har brug for hverdagsmodstand

Det med at finde balancen mellem kærlighed og krav er noget, der er vanskeligt for alle os forældre. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/modelfoto

Sofie Münster, stifter af Nordic Parenting

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Fordi frustrationer, skuffelser og store følelser er en del af livet, skal det også have lov at være en del af barndommen, så vores børn lærer at håndtere det, mens de så at sige stadig kører med støttehjul, skriver Sofie Münster

For nylig offentliggjorde Vive, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, en ny rapport, hvor forskere for første gang sætter tal på omfanget af såkaldt curling-opdragelse i Danmark. De har konkret undersøgt, om det har negative konsekvenser for de børn, der overhovedet ikke hjælper til med for eksempel pligter derhjemme.

Og til manges overraskelse er svaret: Nej, ikke rigtigt. Curlingbørn ser nemlig ud til både at trives og at klare sig ganske fint fagligt. Og hvad der næsten overraskede endnu mere: Det drejer sig kun om seks procent af danske børn. Ifølge Vive er curling altså ikke noget stort problem i Danmark.

Men betyder det så, at vi er færdige med at diskutere, hvornår det er tid for os forældre til at lade vores børn stå på egne ben?

Nej, det mener jeg ikke. Men forhåbentlig kan analysen være med til at bringe debatten om opdragelse videre. Væk fra de karikerede eksempler om dyrekort i Føtex og indkvartering på Roskilde Festival og hen til noget, som helt almindeligt omsorgsfulde forældre kan se sig selv i og bruge til noget.

For det med at finde balancen mellem kærlighed og krav er jo noget, der er vanskeligt for alle os forældre. Vi er på ganske få generationer gået fra en lydighedspædagogik, der afrettede børn og lærte dem ”gør, som der blev sagt” til en lighedspædagogik, hvor børn tages med på råd og lærer dem hvad de ”har brug for”, og her er det netop den balancegang, som er sværest. Hvornår er det tid til omsorg og dialog, og hvornår er tiden omvendt inde til at holde fast på det voksne standpunkt og sige ’nej’?

Den debat, jeg håber vi kan have fremover, handler i sin essens om børns forhold til modgang. Det handler ikke om, at børn har godt af at blive hærdet af fattigdom, skilsmisse eller traumer, men om det, man kunne kalde for ”hverdagsmodstand”. Et lille modtryk, der lærer dem noget vigtigt om livet i et fællesskab: For det første, at tingene ikke altid kan være på deres måde, og for det andet, at tingene ikke altid går, som man håbede. Førstnævnte lægger grundsten til deres omtanke for andre.

Sidstnævnte opbygger deres tiltro til egne evner, fordi de får mulighed for at erfare, hvordan skuffelser og nederlag ikke er endestationer, men derimod naturlige stop på en lang vej, der både går op og ned. Så selvom det selvfølgelig er rart at få plaster på hver eneste gang, noget gør ondt, så er der måske grund til at reservere førstehjælpskassen til de situationer, hvor det rent faktisk bløder.

Fordi frustrationer, skuffelser og store følelser er en del af livet, skal det også have lov at være en del af barndommen, så vores børn lærer at håndtere det, mens de så at sige stadig kører med støttehjul.