Endelig er børn kommet på den politiske dagsorden. Forældrene har fået nok og kræver minimumsnormeringer for at få sat en grænse for, hvor dårligt deres børn må have det. En grænse for, hvor lidt voksenkontakt de får på en dag. Minimumsnormeringer er ubetinget en god løsning, men vi holder vores børn for nar, hvis vi stopper kampen her.
Børn er sjældent øverst på den politiske dagsorden. De er det allervigtigste i vores liv og i vores samfund. Alligevel er det sundhed, integration og økonomi, som valg efter valg trækker overskifterne. Børnene sidder tilbage på gulvet – glemt.
Faglighed og kærlighed skal gå hånd i hånd, hvis børnene skal have en god barndom. Pædagogernes faglighed er uvurderlig! Børn har brug for mere end pædagoger – de har brug for forældre. Den helt særlige kærlighed, som forældre giver er uundværlig for børn.
Mange forældre har ikke mulighed for at vælge tid med børnene til. Tid er penge. Hvis du ikke har penge nok, så skal du arbejde mere. Hvis du arbejder mere, er der færre timer hjemme ved børnene. Så simpelt er det.
Netop derfor er minimumsnormeringer første skridt til at gøre det trygt at aflevere børnene i institutioner. Det skal efterfølges af en helstøbt børnepolitik, som altid har barnets behov i fokus.
For at skabe frihed til, at forældrene kan bruge tid sammen med børnene, skal der samtidig være længere barsel, tilskud til hjemmepasning og ret til at være hjemme ved børnene, når de er syge.
Når vi voksne er syge, kan vi blive hjemme. Samme ret har vores børn ikke. 30 årlige sygedage pr. barn er bestemt ikke overbud – det er nødvendigt i en tid, hvor børn har tabt kampen om opmærksomheden i alt for mange valg i træk.
Nogle børn er ikke klar til at komme i institution, når de er 10 måneder gamle. Mange forældre ved det godt, men de har ikke andre muligheder.
Familien kan ikke klare sig med én indtægt og derfor sendes det helt lille barn af sted – længe før både forældre og barn er klar til det. 18 måneders barsel og tilskud til hjemmepasning giver forældrene magten og friheden tilbage i deres egen familie.
Det skal være forældrene og ikke systemet, der sender børn i institution. Lad os håbe, dette bliver valget, hvor børnene har en stemme.