Storbritanniens nye premierminister, den farverige Boris Johnson, har fået en forbitret modtagelse i de fleste medier. Han skildres som upålidelig, opblæst og overfladisk, en fjollet udgave af Donald Trump og en politisk amatør.
James Butler skriver i The New York Times’ portræt under den apokalyptiske overskrift: ”Det bliver sådan, Storbritannien går under.” I samme avis lyder det over Ian Burumas kommentar: ”Winston Churchill ville have foragtet Boris Johnson.”
Den nye premierminister har skrevet en bog om sit store idol Churchill.
Tyske Spiegel Onlines videnskabsredaktør Hilmar Schmundt byder Boris Johnson velkommen med ordene:
”Well done, Boris. Endelig lægger Europa sig op på siden af USA og råder nu over sit eget friluftslaboratorium, hvor man kan studere mekanismerne bag hetzen mod de svage.”
Johnson har nemlig, mener Schmundt, Trump som transatlantisk forbillede, når det gælder om at ”mobbe muslimer, kvinder og alle, der stiller op imod ham.”
I The Guardian karakteriserer Stewart Lee Boris Johnson som en så formidabel løgnhals, at det nu bliver tydeligt, at ”moral er en kunstig konstruktion, som vi opretholder ved gensidig tro på dens formodede værdi, og det kræver kun et højprofileret, gennemført dumt svins succes for at ryste den illusion. Der er ikke mere tilbage at tro på. Johnson sønderriver tillidens klæde”.
Politisk redaktør på Frankfurter Allgemeine Klaus-Dieter Frankenberger er næsten helt venlig, når han nøjes med at karakterisere Storbritanniens nye premierminister som ”en hasardspiller og opportunist”.
Der er dog også andre røster. Det franske magasin Le Point skriver, at nok er Johnson ”længe blevet regnet for en klovn, men han er i virkeligheden en dygtig strateg. Hans modstandere bør passe på”.
Die Welts chefredaktør Ulf Poschardt er ligefrem en fan:
”Johnson egner sig kun som fjendebillede, hvis man ikke kigger ordentligt efter. Den, som vil fremstille ham som xenofobisk, isolationistisk og nationalistisk reaktionær og anti-liberal, tager gevaldigt fejl.”
Johnsons pjuskede selvironi finder Poschardt afvæbnende, ligesom hans filosofiske hang til altid at se en sag fra flere sider. Og Johnsons ”poetiske optimisme” vederkvæger briterne midt i Brexit-pinen.
”Johnson er verdensborger, født i New York med tyske og tyrkiske rødder, barn på en gang af popkulturen og den europæiske finkultur.”
Da han var Londons overborgmester, blev byen mere broget, fræk og selvbevidst. Han skabte ”en globaliseret, innovativ avantgarde-klynge, attraktiv for rige, kloge, flittige, elegante og elitære”.
Det skal han nu forsøge at klare for hele Storbritannien, påpeger chefredaktør Poschardt.
The Spectator, som Johnson en årrække var chefredakør for, byder ham velkommen i en leder. Da han blev det ærværdige magasins chefredaktør, hed det, at det svarede til at bede en abe passe på en Ming-vase. Men det gik strålende.
”Det er bizart, at han kan blive fordømt som en art ekstremist – endda som racist.” Han er liberal, hedder det, og god til at vælge de rette ministre – modsat Blair, Brown, Cameron og May, de seneste fire britiske premierministre, som valgte efter venskaber og skabte klaner omkring sig. Johnson er udpræget meritokrat: Han ønsker de dygtigste i sæderne.
I det tyske magasin Cicero skriver filosoffen Alexander Grau, at han anser det for logisk, at de tyske politikere møder Boris Johnson med fjendtlighed. Hans vældige, frie ånd med dens grundige klassiske Oxford-dannelse vil udløse ærgrelse hos de trangbrystede små polit-biedermænd, lyder det fra Grau.
Johnson citerer frit Homer på græsk, og ingen tysk politiker ville kunne tage hans plads, da han for fire år siden optrådte i Westminster Hall foran 2200 begejstrede tilhørere i en duel med Cambridge-historiker Mary Beard. De diskuterede, hvorvidt den græske eller den romerske civilisation var mest strålende.
I Tyskland drager politikerne den slagne vej fra den socialdemokratiske kommuneskole til masseuniversitetet og derfra lukt ind i partiapparatet. Derinde går man og hylder det middelmådige som ”enestående”, så de middelmådiges parader ryger naturligvis i vejret, når en mand af Johnsons støbning dukker op, mener Grau. En anarkistisk, fri ånd, som ikke respekterer de moralske forestillinger, som bærer tysk politik.
Johnson er nemlig en liberal i den britiske frihedstradition og ingen tysk ”bindestregs-liberalist”, der sætter indoktrinering af borgeren højere end egentlig frihed, mener Grau. Og han slutter:
”Det er kendetegnende for tysk provinsialisme at forveksle det at være verdensborger med internationalistisk ideologi. At det storskrydende og opblæste da kommer til at minde om imperialistisk romersk selvbevidsthed, mens Englands trodsige hang til autonomi til gengæld minder om den græske frihedsvilje, forklarer meget om den mangel på forståelse, den Hellas-orienterede Boris Johnson møder hos de tyske polit-biedermänner.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.