Det er et år siden, at min storesøster døde, og det er 10 år siden, at min mor døde. Nu lever de kun i mindet og i mine drømme. Min mor sagde hej til mig den anden nat. Jeg ville have, at hun skulle sige noget mere, men det bliver kun til dette særdeles livagtige ”hej”. Det var, hvad det kunne blive til, og det var måske også nok blot at tilkendegive sit nærvær. Hun var her – igen. Hendes stemme var her.
Hverken min søster eller mor ville have nogen gravsten eller noget gravsted. De ville ikke ligge os efterladte til last, hverken i praksis, så vi skulle holde et gravsted, eller mentalt, så vil skulle gå og huske på dem hele tiden i stedet for at leve. Ingen erindring, ingen smerte.
Det var en beskedenhed grænsende til det selvudslettende. Der skulle ikke gøres noget nummer ud af dem, når de først var døde. Deres navne skulle ikke mejsles i granit. Den slags forfængelighed var ikke noget for dem. Men det var nok også en beskedenhed, som gjorde dem rolige og lod dem gå i døden uden større sværdslag. De var kede af, at de skulle væk, men de peb ikke.
Alligevel savner jeg en gang imellem en sten og et sted at gå hen og mindes dem. Nu har borte taget dem, og sorgen og mindet er blevet hjemløse.
Det er blevet almindeligt, at folk ønsker, at deres aske skal spredes over havet, eller at deres urne bliver sat under et særligt træ i en bestemt skov. For mig duer det ikke. Jeg synes, det er godt, at det sker i ”indviet jord”, der er fælles for os alle. Det er godt, at de døde ikke ligger alle mulige steder eller ”ingensteder”. Så ved vi, hvor vi har dém – og vores følelser. Det skal også være et sted, hvor gravfreden hviler. Der var engang, jeg syntes, at det var livsbekræftende, at folk løb, solbadede og luftede hund på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.
Nu mener jeg, at der skal være forskel på vores steder, og prustende motionister og strintende hunde har ikke noget at gøre på en kirkegård.
I gamle dage var det vigtigt, at folk blev begravet hurtigt og ordentligt, så deres sjæle ikke skulle fortabes, og så de ikke skulle gå igen som ulykkelige og farlige ånder.
Det kan vi måske godt grine lidt ad i dag. Det er bare eventyrlig overtro. Men der er i det mindste noget psykologisk rigtigt i de gamles opfattelse og ritualer. Det er vigtigt at få de døde ordentligt i jorden, ellers risikerer man, at de flakker hvileløse omkring, og det går ud over vores sjælefred.
For henved 35 år siden døde en af mine gode bekendte. Jeg var ung, og jeg ville af en eller anden grund ikke med til hans begravelse. Var det undseelse, blufærdighed, eller fordi jeg aldrig før havde været med til en begravelse? Jeg nøjedes i hvert fald med at sende en buket blomster. Jeg så ham aldrig død, jeg så aldrig hans kiste, jeg opsøgte aldrig hans gravsted, og måske derfor er jeg blevet ved med at se ham. Ud af øjenkrogen har jeg pludselig set ham i mængden, men når jeg har kigget rigtigt efter, var han selvfølgelig væk igen. Men hver gang jeg er blevet hjemsøgt af ham, har jeg mærket tvivlen: Var han død, eller var det bare noget, nogen havde bildt mig ind? Eller jeg selv havde bildt mig ind? Rationelt er det noget vrøvl, følelsesmæssigt er det reelt.
Vi lever ikke kun i tiden. Vi er altid et sted og burde også være det, når vi er døde. På Kastellet i København er der et fint mindesmærke for faldne, udsendte danske soldater. Inskriptionen på monumentet lyder sådan: ”En tid – et sted – et menneske”, og så er hver enkelt døde soldats navn og år mejslet ind i granitten. Det er en smuk og præcis inskription, der netop lægger vægt på samspillet mellem tid og sted. Der er et sted at leve og et sted at dø, og så er der et sted at mindes.
Min mor og søster ønskede ikke at få monumenter rejst over sig, men mindre ville have gjort det, og jeg kunne alligevel godt have undt dem en sten – om ikke for deres skyld, så for min egen.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.