Brand i domkirke kastede lange skygger

For 50 år siden udbrød der brand i Roskilde Domkirke. De sidste skader var først udbedret godt 40 år senere

Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved, hvor de befandt sig den 26. august 1968. Ved frokosttid udbrød der brand i Roskilde Domkirke. Det skete, mens der var ved at blive lagt sidste hånd på renoveringen af kirkens tagrytter, Margrethespiret. Man mistænkte håndværkerne for skødesløs omgang med ild, men årsagen til branden er vist aldrig opklaret.

Det fortælles, at folk gik og græd i gaderne, mens de måtte se til, at ilden fortærede det meste af den østlige ende af kirkens tag og Margrethespiret. Det lokale brandvæsen, der dengang holdt til blot 100 meter fra kirken, måtte have assistance fra kolleger i Frederikssund, Glostrup, Holbæk, Ringsted og København. På sit højeste var 200 brandfolk sat ind i slukningsarbejdet, foruden soldater fra den lokale kaserne og mandskab fra Civilforsvaret.

Ilden brød heldigvis ikke igennem hvælvingerne, så kirkens enestående inventar blev ikke skadet. Den fuldstændige katastrofe blev undgået. På dette tidspunkt havde kirken været forskånet for ildsvåde i mere end 500 år.

Historien om domkirkens brand var forsidestof i de landsdækkende aviser, også i Kristeligt Dagblad. Den tog for en stund opmærksomheden fra den store krise i interna-tional politik efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.

Margrethespiret blev oprindeligt sat op over kirkens korsskæring, efter dronning Margrete I’s lig blev overført til Roskilde i 1413. Spiret befinder sig omtrent lige over Margretes sarkofag i højkoret, og kirken fremstår derfor som et majestætisk monument centreret over denne bemærkelsesværdige ”fuldmægtige Frue og Husbonde”. Margrethespiret er også et af kirkens klokketårne, og herfra er der siden middelalderen blevet ringet til bøn flere gange om dagen. Efter højmessen på højhelligdage er der tradition for tårnblæsning. En gruppe messingblæsere spiller koraler fra Margrethespiret ud over byen.

Brandsikring har efter 1968 været en førsteprioritet i Roskilde Domkirke. Da det dengang nyopsatte spir skulle erstattes, anvendte man den nyeste teknik inden for brandsikring, herunder imprægnering af det anvendte træ. Det havde imidlertid nogle utilsigtede konsekvenser, idet det forårsagede såkaldt galvanisk tæring. Margrethespiret holdt i 30 år og blev udskiftet i 1999. Det var i sidste øjeblik. Det var da så porøst, at det antagelig ikke havde kunnet modstå den voldsomme storm i december samme år.

Det stod klart, at det ikke var gjort med udskiftningen af spiret. Også taget over kirkens korsskæring var nødlidende. Det var en skønnet udgift på et trecifret millionbeløb at rette op på de fejl, der blev begået i 1968. Regningen påhvilede egentlig menighedsrådet, som dog umuligt kunne løfte opgaven alene. Heldigvis trådte nogle folketingsmedlemmer fra den daværende Roskilde Amtskreds til og fik sat restaureringsarbejdet på finansloven.

Hovedprincippet for istandsættelsen af taget var, at man kun skulle bruge materialer og metoder, som var blevet anvendt oprindeligt. Den bærende betonkonstruktion, der var blevet lavet til Margrethespiret lod man dog blive. Farende svende eller navere, som de også kaldes, det vil sige omrejsende håndværkere fra både Tyskland og Schweiz, deltog i arbejdet. De bidrog med nødvendig ekspertise og udgjorde med deres karakteristiske arbejdsbeklædning et festligt bidrag til bybilledet.

Efter at kirken nærmest havde stået på den anden ende i flere år, kunne arbejdets afslutning endelig fejres med en festgudstjeneste i sommeren 2010. De sidste skader fra 1968 var dermed udbedret med godt 40 års forsinkelse.

Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.