I lyset af MeToo er det interessant at genlæse en debat fra 1970’erne mellem Brøgger og Løgstrup

I 1975 udgav Suzanne Brøgger essaysamlingen ”Kærlighedens veje og vildveje”. Løgstrup kommenterede titelessayet samme år i en lille tekst, der dog forblev utrykt, indtil den kom i det posthumt udgivne essaybind ”Solidaritet og kærlighed” i 1987

Før nytår var der en hidsig Løgstrup-debat her i avisen. Den handlede om, hvad Løgstrup mon havde tænkt og ment i 1930’erne. Tilfældet ville, at jeg på samme tid med et hold studerende på universitetet læste en tekst af Løgstrup fra 1970’erne.

I 1975 udgav Suzanne Brøgger essaysamlingen ”Kærlighedens veje og vildveje”. Løgstrup kommenterede titelessayet samme år i en lille tekst, der dog forblev utrykt, indtil den kom i det posthumt udgivne essaybind ”Solidaritet og kærlighed” i 1987.

Vi møder her den modne Løgstrup, som har lagt de radikale attituder bag sig. Dem repræsenterer Brøgger til gengæld. Hun taler for en seksuel eller erotisk revolution. Samfundet skal laves om fra grunden, og det kan ikke ske, uden at vi også forandrer vores modeller for kærlighed. Vi må blandt andet gøre op med kernefamilien og jalousiens følelse af ejendomsret. Nu lever vi ifølge Brøgger i en tilstand, hvor vi er mere bange for utroskab end for atombomben.

1970’erne var endnu stærkt præget af ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse. Og tanker som Brøggers var ganske udbredte, selvom hun måske nok repræsenterer en spidsformulering.

Hendes tekst rummer en længsel efter at tage det erotiske til en yderlighed. Også animalske, vegetabilske, mineralske og kybernetiske partnere skal indbydes til den erotiske fest. Et markant udsagn er, at vi egentlig kan elske de fleste og leve sammen med de fleste. Begrænser vi os selv erotisk, ender vi også med at begrænse os selv socialt og menneskeligt.

Nu kunne nogle måske tro, at Løgstrup – en gammel, hvid mand og tilmed teolog – ville slå syv kors for sig og finde hvidløgsrankerne frem, men han forholder sig åbent og interesseret til synspunkterne. Han giver Brøgger ret i, at industrialiseringen tømmer kernefamilien for indhold, og han tror mest på de ægteskaber, der også er arbejds- og interessefællesskaber. Men han er stilfærdigt skeptisk over for erotik som utopi. Han tror ikke på, at vi kan elske (med) de fleste og leve sammen med de fleste. Tværtimod tror han på, at der finder en udvælgelse sted.

Samtidig tror han ikke på, at erotisk eksklusivitet fører social eksklusivitet med sig. Det ville kun være rigtigt, hvis de fleste af vores forhold til andre mennesker var latent erotiske. Men netop udeblivelse af eros i andre sociale relationer gør samværet frit; blander vi forskellige typer af relationer, får vi ifølge Løgstrup blandede følelser: ”alt-er-erotik” ville føre til splittelse, rivalitet, skinsyge og ufrihed. Han konkluderer, at tilværelsen er alt for mangfoldig og kompleks til dybest set at være erotisk, og dette syn ville føre til en usund overbelastning af eros.

I 1970’erne tænkte man i udpræget grad seksualiteten som det gode og det naturlige, og jo mere den kunne ”frigøres”, jo bedre var det derfor. Løgstrup, der kom fra en anden tid, er langt mere bevidst om de problematiske aspekter ved seksualiteten som en magt, der også kan lede til misbrug. I sit berømte essay om ”Formløshedens tyranni” fra 1961, påpeger han, hvordan konventioner kan tjene til beskyttelse mod uønsket intimitet, og hvordan opløsningen af sociale normer kan begunstige forførere, der under kammeratskabs maske søger noget helt andet.

Den ”gammeldags” Løgstrup er dermed i en vis forstand en forløber for MeToo-bevægelsen, og jeg tror, at den umiddelbare fortid pludselig blev mere forståelig for de studerende. Hvis Brøgger repræsenterede et udbredt synspunkt om, at de fleste kan og gerne vil elske med hinanden, og at alle sociale situationer er latent erotiske, er det ikke så mærkeligt, hvis der dengang gik ting i svang, som i dag vil forekomme temmelig ejendommelige.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.