Prøv avisen
Refleksion

Casper Christensen: ”Vi går alle sammen smertens sti”

I en ny portrætbog, der omhandler Casper Christensen, fortæller den ikoniske standup-komiker, at rockstar-livet er slut. Og at kristendommen er begyndt at fylde i hans liv. Foto: Søren Mosdal

Af Bent Meier Sørensen, professor mso i organisation og filosofi. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I Casper Christensens over 30 år lange karriere har hans genialitet næsten hele tiden overskygget fortabelsen. Men fortabelsen har hele tiden luret inder overfladen

Overskriften er et citat fra et interview, som Casper Christensen for nylig gav i forbindelse med udgivelsen af Martin Kongstads portrætbog ”Casper”. I bogen fremgår det, at landets ukronede konge af standup er blevet omvendt til kristendommen.

I Casper Christensens over 30 år lange karriere har hans genialitet næsten hele tiden overskygget fortabelsen. Havde hans eneste indsats været at redde landet fra Linje 3’s fastkørte morsomheder, ville det i sig selv have været stort. Men med ”Tæskeholdet”, ”Casper & Mandrilaftalen” og ikke mindst ”Klovn” revolutionerede han den danske underholdningsbranche. Intet var som før.

For den, som har haft ører at høre med og øjne at se med, har fortabelsen imidlertid også hele tiden luret under overfladen, i de senere år synligt for selv de allermest forblændede.

Det gælder ikke bare den del, der med komikerens egne ord var et ”vanvids-rockstar-coke-liv”, altså et liv fyldt med fest, stoffer og utroskab. Også Casper Christensens kunst begyndte at vise tegn på, at kaosmagterne for alvor havde fået overtaget. At enden var nær, blev klarest i ”Klovn”-filmene, altså de tre spillefilm, der bygger på universet fra tv-serien af samme navn.

Det skulle vise sig, at i det krævende format, som en fuld spillefilm er, blev Casper Christensens livsprojekt på pinagtig vis afsløret som tomt. Havde han fornyet humorens form, havde han ikke magtet at give den et nyt indhold.

Hvor tomheden herskede, flyttede løgnen ind. Givet manglen på indhold blev i de timelange skildringer kikset kådhed til kalkuleret kynisme. Komiske misforståelser fik en ram stank af ondskab, og det evige træk af aldrende mænds krav på unge kvinder fremstod utilsløret som systematiseret vold.

Filmen ”Klovn Forever” er ikke kunst, men den kan tjene til advarsel. Vi er i Los Angeles, hvortil Casper er rejst for at slå igennem i Hollywood. Frank ankommer for at redde venskabet med Casper, der nu fuldstændig har underlagt sig kendiskulturens dekadence. Også Cas-pers datter, spillet af en ganske ung kvinde, er med ved swimmingpoolen. Det lykkes så Frank ved hjælp af god, gammeldags racisme at ødelægge festen, således at kun datteren er tilbage.

Datteren, som Frank har kendt siden hun var spæd, opfordrer nu i en gennemført grotesk dialog i poolen Frank til at have sex med hende, og scenen afsluttes med det givetvis hæsligste samleje i dansk filmhistorie.

For at finde paralleller til dette horrible lavpunkt skal vi til den italienske instruktør Pier Paolo Pasolinis mesterværk fra 1975 ”Salò” eller ”De 120 dage i Sodoma”.

Denne uhyrlige film skildrer livet på et slot, hvor fascismen er blevet fuldt gennemført. Slottet styres af fire velhavende libertinere, som ved filmens begyndelse gennem et obskønt ritual gifter sig med hinandens døtre. Disse døtre skal gå nøgne rundt på slottet, hvortil også andre teenagere kidnappes, for at indlede 120 dages ydmygelser, voldtægter og mord.

Det er de gensidige ægteskaber, der binder libertinerne til tavshed om ”familiens” udskejelser og moralske fallit, og det er netop dette princip, der genfindes i ”Klovn Forever”. Da Frank vågner op, alene og halvnøgen ved poolen, kommer Casper hjem igen. Frank tror, at venskabet på grund af nattens hændelser definitivt er slut, men det modsatte sker. Det er netop gået op for Casper, at de to altid skal være venner.

Deres venskab er – naturligvis – ikke funderet på kærlighed og respekt, men på meddelagtighed, nemlig i at sætte lyst over pligt, begær over omsorg og dyriskhed over civilisation. Casper overlader under eskapaderne bevidst sin datter i den sønderdrukne Franks varetægt, Frank indgår på sin side i den uhellige alliance ved at bedække datteren. Hvad der binder de to mænd sammen, er fortabelsen.

”Klovn Forever” dokumenterer med andre ord, hvad der sker, når mennesket lever uden moral og kun bindes sammen af meddelagtighed i ondskab. Det er samme fallit, som Pasolini afdækker i ”Salò”.

Forskellen er, at Pasolini præcist vidste, hvad han gjorde, og han blev da også i 1975 tævet ihjel af, hvad må antages at være nyfascister. Casper Christensen og Frank Hvam havde kun ringe anelse om, hvad de gjorde, og blev da også behørigt fejret i de danske medier for deres sjove film.

Således går verden under, var det ikke for omvendelsens mirakel. Her skyller erkendelsen af syndernes mangfoldighed igennem et menneske og tilgivelsen udfrier det fra Sodomas helvede.

Eller med Casper Christensens egne ord: ”Der var ikke andre muligheder. Vi går alle sammen smertens sti.”

Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.